Barselstanker på falderebet

Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide mit job. Det kan jeg faktisk godt. Og jeg kan rigtig godt lide mine søde kollegaer. Jeg kan bare endnu bedre lide min baby. Jeg talte med Jonas om det i går efter at have været lettere grådlabil i et par dage. Hver eneste fiber i min krop stritter imod at skulle forlade mit barn om halvanden uge. Selvom jeg rationelt ved, at det drejer sig om seks timer om dagen, og hun er sammen med det eneste menneske i verden, der elsker og vil beskytte hende ligesom mig, så er biologien ikke sådan at bide skeer med. Det virker direkte naturstridigt for mig at give slip på hende i en alder...

Work-life balance og noget om at gå på kompromis med feminismen

Der er i dag præcis en måned til min barsel slutter. Den lader vi lige stå et øjeblik, mens jeg går i fornægtelses-mode. En måned. En lillebitte (alt for kort) måned til jeg overlader hjertebarn og hjem til Jonas for selv at indtage arbejdsmarkedet igen. Jeg elsker barsel. Det gør jeg virkelig. Jeg elsker langsomheden, roen og muligheden for at have så travlt eller så lidt at lave, som dagsformen nu indbyder til. At kunne sove længe (eller tage en middagslur med baby) efter en urolig nat. Aflevere Bean sent og hente tidligt. Tilbringe en hel dag i stuen med strikketøjet klar til når Lillesøster sover. Opleve et lille menneske opdage, udforske og indtage verden med lige dele undren og selvfølgelighed. Se...

Kvinder, ambitioner og skæve tal på toppen

Der var engang en ung kvinde, der elskede at studere. Hun elskede sit fag, at fordybe sig i sit felt og at bruge tid blandt dygtige mænd og kvinder, der forskede i netop dette særlige felt. Hun elskede specialeprocessen og at bruge et år af sit liv på at (konferens)forske og skrive godt 100 sider. Den unge kvinde ville gerne være forsker. Hendes ambition var at bruge sit liv på at blive klogere og finde og formidle ny viden om et smalt og relativt ungt felt med masser af muligheder for landevindinger. Den unge kvinde var mig. Jeg elsker stadig kunsthistorien og er stadig voldsomt fascineret af det neuroæstetiske felt. Men jeg tror aldrig, jeg kommer til at forske indenfor...

Lange arbejdsdage og meningsfuldt arbejde

Jeg er blevet placeret i sofaen med en solid portion bolognese on the side og hviler krop, ryg og ben efter en ekstraordinært lang arbejdsdag. Heldigvis også en af de dage, hvor jeg er ekstra glad for mit job. I dag sluttede jeg nemlig i selskab med en dejlig flok gravide damer og en dygtig doula, der alle slog vejen forbi Strut til den månedlige udgave af gratis fødselsforberedelse. Det er bekræftende og fantastisk gang på gang at opleve det åbne og inkluderende kvindefællesskab, der opstår i Struts underetage, når store og af og til tunge og svære emner og følelser er oppe og vende. Der videndeles, inspireres, stilles undrende og konstruktive spørgsmål og målet er altid at give hver...

Work-life balance – og noget om de uger, hvor den ikke går helt op

Phew. Jeg er træt. Med træt på. Og det er (i skrivende stund) kun torsdag aften. Når indlægget her ryger ud, er det fredag, men weekenden er ikke liiiiige om hjørnet, som den sædvanligvis er. (Så er det sgu godt, der findes kaffe. Og gode kollegaer. Og en forstående og sød mand, der har maden på bordet, når man kommer hjem) En normal arbejdsuge for mig er på 37 timer. Heraf et par stykker fra hjemmekontoret, hvilket betyder, at jeg kan være tidligt hjemme (læs: 15.30) 3 dage ud af 5. Inklusive fredag. Denne uge har ikke været en normal arbejdsuge. Torsdag eftermiddag holdt Strut et af de fine (og gratis) jordemoderbesøg, og det giver mit job så meget mening,...