Savn
Det gik egentlig ok. Indtil jeg så en mor komme trillende ned ad fortovet med sin barnevogn. Hverdagsalmindeligt og uspektakulært. Så ramte det mig. Savnet. En mavepuster af den anden verden, der krævede et par skarpe indåndinger og resulterede i bankende hjerte og fugtige øjenkroge. En fysisk fornemmelse af en manglende tyngde af min baby i favnen.
Min barsel har officielt været slut et par uger. Og det går godt med at være tilbage. Det gør det. Jonas og Lillesøster har det så godt sammen. De nyder tiden med hinanden. Leger, spiser, sover. Tager på udflugter og øver motorik.
Det var lettere at sætte sig i kontorstolen end jeg havde regnet med. Et eller andet sted bagest i hjernen eller måske i mine fingerspidser lå passwordet til min mailboks og loggede mig ind i første forsøg. Rutiner og arbejdsopgaver lå også klar til at blive genoptaget. Som havde jeg ikke været væk.
Men jeg HAR jo været væk. Godt 10 måneder har mit liv, min virkelighed og min hverdag været en anden. I løbet af den tid er jeg blevet en anden.
Jeg får lov at nusse, holde (og måske endda kysse) andre babyer i løbet af dagene. De er bare ikke min egen. Min egen, bløde, glade, vidunderlige Lillesøster. Vi glæder os begge til gensynet hver eftermiddag, og indeni græder jeg lidt over de timer, jeg går glip af nu og det jeg kommer til at gå glip af fremover, mens hun er i andres trygge arme.
Jeg mangler Lillesøster i løbet af dagen. Det gør jeg virkelig. Jeg mangler at kunne indsnuse duften af hende. Kysse hendes kinder. Mærke hendes små fingre fange mine. Se smut, glæde og ballade i de smukke øjne, der sådan ligner hendes fars.
Jeg glæder mig over, at jeg stadig kan finde ud af at være ‘andet’ end nogens mor. Ikke at det ikke er en kvalitet i sig selv. Jeg glæder mig over, at det kun er 30 timer hver uge, jeg skal være det. Jeg glæder mig over, at Jonas er på barsel. Men savnet? Det er ætset fast som en babyformet fordybning i mit hjerte.
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
Som hapset fra mit indre <3
Præcis som du har jeg faktisk været overrasket over, hvor "let" det har været at vende tilbage til jobbet, men så i onsdags hvor jeg vitterligt var nødt til at blive på instituttet, og hvor Sømanden og lillesøs indbød til eftermiddagshygge på cafe, der tudede jeg måske lidt ned i tastaturet.