• Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
Skarnsstreger, selvstændighedsalder og om ikke at bakke ned for de store

Afmagt, mavefornemmelser og at finde den rigtige børnehave

Jeg har tænkt frem og tilbage, om jeg havde lyst til at skrive dette indlæg i kølvandet på dokumentaren ‘Daginstitutioner bag facaden’, der blev sendt på TV2 forleden. Som forældre gør man sig rigtig mange tanker om hvordan man bedst sikrer sit barns trivsel, og vi har valgt dagtilbud med en tillid til at systemet, pædagogerne og rammerne kan give en tryg og omsorgsfuld hverdag for ens børn. Det tænker jeg egentlig, de fleste gør. Den tillid har lidt et gevaldigt knæk for rigtig mange nu – men det er ikke noget nyt, at der er massive problemer med børnepasning oven på alle de uhensigtsmæssige økonomiske og politiske spareøvelser, der er foretaget igennem mange, mange år. Der er alt for mange eksempler på institutioner der længe har været kendt for problemer, men som der ikke bliver taget hånd om.

Min erfaring viser, at det er så utroligt vigtigt at lytte til mavefornemmelsen. At det IKKE er ok, hvis man synes, noget føles lidt skævt eller forkert. Sådan skal det ikke føles, når man afleverer eller henter eller i det hele taget. Man SKAL kunne være tryg. Som forældre skal vi – jeg skulle i al fald – være bedre til at kræve ordentlige forhold. Ikke at affinde os med myten om, at institutioner er skabt for børnenes skyld. At indkøring med gråd er ‘helt ok’.

Pædagogerne og forældrene har råbt vagt i gevær, og indtil videre har det ikke virket. Det er svært. For vores samfund er skruet sådan sammen, at de fleste er nødt til at passe deres arbejde efter endt barsel og dermed sende de små børn ud i daginstitutioner. Og der har længe været en fortælling om, at det er ‘bedst for de små at socialisere’; det er en livsløgn, vi fortæller os selv, for at retfærdiggøre eller leve med at sende børn under et og to år i andres arme. Jeg har også gjort det. Ikke med god vilje, men fordi det er sådan, vi har været nødt til at gøre. Og vi har endda sendt vores to store piger ud i pasningen i en rigtig god ramme, med en rigtig god normering og med voksne, vi har set sammen med vores og andre børn igennem 7 år, fordi institutionen er lige uden for vores vinduer. Vi VED, at her er trygt og kærligt. Og alligevel ville jeg allerhelst udskyde starten i minimum et halvt år.

Mavefornemmelsen har altid været i orden – mere end det – omkring stedet og de empatiske, dygtige, engagerede voksne. Sådan har det til gengæld ikke altid været i vores erfaringer med børnehaver. Vi har været tre steder, og det er først, når man lander rigtigt, at man kan se, hvor skidt det andet har været.

Vi har også været førstegangsforældre, usikre på, hvad der er godt og skidt og rimeligt. På hvordan det skal føles, når det er rigtigt og forkert. Vi har aldrig oplevet så grelle og voldsomme forhold som det skildres i dokumentaren, men der er også uhyggeligt langt fra det kaos og til en god hverdag. I feltet mellem god og utilstedelig er der et bredt spektrum af ‘ikke helt skidt, men heller ikke godt nok’.

Det tegnede ellers godt. Vi fik plads i en lille, selvejende børnehave, hvor de fysiske rammer var rigtig gode. Eller, det kunne de have været, for en vandskade og følgende byggerod skabte et miljø, der aldrig rigtig kom op og ringe igen. Udenfor var legepladsen og området skønt og det var trygt og overskueligt. Til gengæld var der ikke så god stemning blandt personalet. Dels på grund af et uforudset lederskifte, da den tidligere leder døde pludseligt, men ikke mindst fordi den nye ledelse simpelthen ikke var opgaven voksen. Det blev lappeløsninger, trækken på skuldrene og en opgivenhed, der lagde sig som en dyne over hele institutionen. Der var gode øjeblikke og pædagoger, der forsøgte så godt de kunne, men det blev aldrig godt.

Vi fik mulighed for at skifte, og blev anbefalet en børnehave tættere på vores hjem. Noget større – også større end jeg havde lyst til – men det gav umiddelbart mening, fordi børnene var delt ind i mindre grupper på forskellige etager, og således ikke skulle forholde sig til 100 andre hele tiden. Og fordi halvdelen af børnehaven var en udflyttergruppe, så de 100+ børn var aldrig det reelle tal. Det startede også godt. Ikke mindst fordi der pludselig var en hel, god pigegruppe som K blev en del af. Flere af de veninder er fulgt med til skolen også, og netop venskaberne er grunden til, at hun blev her hele sin børnehavetid. Trods flere alvorlige overvejelser om at foretage endnu et skift.

I første del af børnehavetiden her var hun i ‘mellemgruppen’, hvor især en pædagog stod for nærvær, sjov, omsorg og blik for hvert enkelt barn. Hun var og er fantastisk, og hun var et menneske, der lavede julekugler med børnenes billeder og hængte op i garderoben, efter de var flyttet ned til storegruppen – bare fordi hun var faldet over nogle sjove fotos de havde liggende. Sådan noget skaber tryghed og tillid, og vi kunne altid få et ærligt svar på dagens forløb. Også med meldinger om eventuelle konflikter.

Efter flytningen til storegruppen – hele det sidste børnehaveår – gik det skidt, og vi oplevede gang på gang situationer, der var uheldige, uhensigtsmæssige og en stemning af opgivelse og apati blandt pædagogen. Hun havde givet op. Og det emmede hele stuen af. Dertil kom, at i gruppen var der to udadreagerende børn, der kom alt for sen og alt for lidt støtte på. Den ene ødelagde ting – den anden slog og sparkede andre børn. Det var med stigende grad af frustration, vi oplevede hvordan ledelsen slet ikke tog vores bekymringer alvorligt. Udmeldingen fra ledelsen til forældremøde blev mere eller mindre, at vi var dårlige mennesker, fordi vi ikke ønskede inklusion – vores bekymring gik på, at vores børns hverdag var præget af voldelig adfærd. At der hver eneste dag var episoder hvor nogen blev slået eller sparket, fik ødelagt ting og oplevede store konflikter. Det blev slet ikke taget alvorligt. Eller anerkendt som en reel bekymring.

Der blev lavet hundredevis af perleplader det år. Der var ikke rigtig andre aktiviteter. Jo, en lille tur til den allernærmeste legeplads, for børn på 5 år kan jo ikke tage på længere ture. (Det kan de sjovt nok i vores nuværende børnehave. Også dem på 3.) Vi forsøgte at foreslå fede – gratis – aktiviteter, som byens kultur (også den i nærmiljøet) bød på. Herunder nogle, der ville foregå i selve børnehaven. Foreslog at forældre kunne tage med, så lidt andre ture og aktiviteter blev mulige. Alt blev afvist. Børnene ville kun lave perleplader, fik vi at vide.

Jonas og jeg vendte flere gange, om vi skulle tage hende ud. Finde endnu et nyt sted. Vi gjorde det ikke. Dels flyttede den ene udadreagerende dreng omkring jul. Dels havde hun en stærk venindegruppe. Dels var der kun et halvt år tilbage af børnehavetiden.

I slutningen af foråret var der endnu en episode, der stadig sidder i mig. Jeg var højgravid og K glædede sig meget til snart at møde sin lillesøster. Vi havde talt meget om babyer, om fosterlivet og om den kommende fødsel. En fredag aften sagde hun ved puttetid, at ‘nogle babyer dør inde i maven’. Bum. Det havde pædagogen fortalt. Jeg blev rystet – og jeg mener stadig, at det er så grænseoverskridende at tage det emne op med min 5-årige uden nogen grund. Jeg er helt enig med mange af jer fra kommentarfeltet på bloggen og instagram. At man skal tale med børn om alvorlige ting også. Hvis det dukker op. Hvis et barn havde oplevet spædbarnsdød – eller spurgt ind til det selv. Men at oplyse en kommende storesøster om at babyen kan dø i maven på egen opfordring og uden anledning er simpelthen ikke ok, og jeg har efterfølgende fået bekræftet, at det var det, der var foregået. Det er slet ikke ok, at vi ikke blev oplyst om, at den samtale havde fundet sted, da vi hentede hende fredag eftermiddag.

I efteråret skulle K tegne noget med følelser i skolen. Om hvornår hun selv havde været ked af det – og hvad andre kunne blive kede af. Hun kom hjem med en tegning der viser en mor og far, der græder, og holder en baby i armene. Vi troede det handlede om kolik og afmagten ved konstant grædende babyer. Nej. Det var forældre der græd, fordi deres baby var død. Den samtale og viden sidder i hende. Det havde den slet ikke behøvet. Jeg kan mærke, at jeg stadig bliver vred over hele episoden, mens jeg skriver det.

Vi vidste med absolut sikkerhed, at E ikke skulle i børnehave samme sted. Vi fik en del stikpiller med på vejen den sidste tid i børnehaven på grund af den beslutning, hvilket ærligt talt også siger noget om stedet. Nu er vi landet. Et lille sted, hvor stemningen er en helt anden. Hvor der er en ‘can do’ attitude, en god ledelses- og voksenkultur. Hvor de er ligeså pressede på økonomi og normering som alle andre steder i København, men prioriterer godt, inddrager forældre og giver børnene en masse herlige oplevelser. Samlet eller i mindre grupper. I nærmiljøet og det små – og på ture ud i skov og by. Det giver en fantastisk synergi-effekt. Forældregruppen bakker op alt hvad vi kan – fordi vi har de bedste pædagoger, vi kender. Og pædagogerne oplever anerkendelse og glæde ved deres fantastiske arbejde. Det smitter og fordeler sig ud i hele institutionen og til alle børn. For de findes jo. De gode steder. Heldigvis!

Tænk, hvis vi havde reageret noget før. Hvis vi havde vidst, hvad vi gør nu. Hvis vi havde været bedre til at lytte til mavefornemmelsen. Slået hårdere i bordet. Ikke at jeg tror ledelsen i den gamle børnehave havde gjort andet end at trække småhånligt på skuldrene og afvist mig uden refleksion. Det første barn bliver desværre af og til en prøveklud – men med erfaringerne fra hendes tid i børnehaven, ved vi til gengæld, hvad vi i al fald IKKE ønsker os. Og med erfaringen fra E’s børnehave er vi helt sikre på, at lille M også i fremtiden skal skrives op her.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skarnsstreger, selvstændighedsalder og om ikke at bakke ned for de store