Problemet med inklusion

Nogle indlæg er sværere end andre at skrive. Dette har ikke været let, for det er en svær balancegang at skrive og tale om det, der ikke fungerer. Især i en sag som denne. Til gengæld er det også ord, jeg har brug for at skrevet ud. Derfor vil jeg lige starte med at gøre noget helt klart. Jeg har den dybeste respekt for det arbejde, pædagogerne udfører. Jeg ser hver dag, hvordan de knokler og hvor unfair deres arbejdsbetingelser er i den situation, de er i. Det handler ikke om deres indsats, faglighed eller professionalisme og omsorg for børnene. Jeg er heller ikke ude på at pege fingre af bestemte børn, men i stedet italesætte forhold i hvilke inklusion bliver problematisk. Og så er jeg naturligvis farvet. Det kan næsten ikke være anderledes, når mit eget barn hver dag færdes i et uhensigtsmæssigt og ærligt talt grænseoverskridende miljø.

Som udgangspunkt er jeg enig i den etiske, filosofiske betragtning om inklusion og rummelighed. At der skal være plads i samfundet til alle. At vi hver især har ret til at indgå i fællesskaber med de kompetencer, vi kan bidrage med. Stort som småt. Det er i vid udstrækning både ønskværdigt og prisværdigt. Jeg har dog aldrig helt kunne komme overens med Kants kategoriske imperativ. Verden er mere gråtonet end sort og hvid, er min erfaring.

Daginstitutioner skal, efter loven, også være inkluderende. Og som udgangspunkt og i teorien er jeg enig. Problemet med inklusion opstår, når der ikke er ressourcer til at sørge for at den fungerer i praksis.

Problemet med inklusion er helt konkret, når et par udadreagerende børn dræner alles energi og sætter dagsordenen for en hel gruppe af børn. Når der ganske enkelt ikke er hænder til at sørge for at inklusionen lykkes.

Problemet med inklusion er, at mit barn og mange andre aldrig ved, om de bliver slået, sparket, kaldt rigtig grimme ting – ord og vendinger, der absolut ligger langt uden for normalen for fem-årige i børnehaver – eller, som det var tilfældet for min ældste datter i fredags, får tværet sand ud i hele ansigtet, næse, øjne og ører, at en voksen må hjælpe med at få det ud igen. Det fandt Jonas og jeg først ud af, da det var aften og tid til at vaske ansigtet. For her fandt vi små spor af sand, og dagens væmmelige overgreb vældede op igen i den femårige.

Jeg har efterhånden svært ved at lade være med at tænke videre. For hvad nu, hvis der sker noget rigtig farligt? Hvis nogen bliver skubbet ned fra et klatrestativ? Bliver ramt af en saks, der bliver kastet? Hvor langt skal rummeligheden gå – og hvor meget er det rimeligt at gruppen skal kunne favne?

Når inklusionen ikke fungerer, så bliver etiske og filosofiske idealer til et problem for hele gruppen. Der ligger sig en tone af utryghed og usikkerhed under legen og under alt det gode, som pædagogerne kæmper så hårdt – hver eneste dag – for at sætte i værk og stimulere. Som barn af folkeskolelærere ved jeg, at inklusion kan være rigtig godt. Men jeg ved også, at det ikke altid er den bedste løsning. Det er ikke alle børn, der kan trives i en helt almindelig folkeskole – det er hverken til glæde eller gavn for dem selv eller for resten af børnegruppen.

Det er ethvert barns ret at måtte indgå i en gruppe. Ikke at blive ekskluderet. Men det er også et barns ret at være tryg og at være i et ikke-voldeligt miljø. Det er utrygt at opleve sine venner, sig selv og endda de voksne blive overfaldet. Det er et svært emne og en vanskelig afvejning. Hvornår skal man inkludere – og hvornår bliver fællesskabet og resten af gruppen så kompromitteret, at inklusionen er til mere skade end gavn for den samlede børnegruppe? For mit vedkommende, så synes jeg, at grænsen er nået. For længst. Jeg synes det er meget langt fra at være i orden, at børn, der på stort set daglig basis udviser voldelig adfærd, kan få lov at fortsætte på samme måde. Og ja. Der er søsat initiativer og forsøgt at sætte flere hænder på. Men det har foregået siden starten af august og der er ikke sket nogen bedring af situationen endnu.

Jeg er naturligvis enormt farvet af at være en forælder til et barn, hvis hverdag er været præget af netop den slags miljø. De voksne på stuen gør en gigantisk indsats, men der er ganske simpelt ikke hænder nok. Det er utilfredsstillende, det er utrygt og det er ikke godt nok. Hvis vi har en politisk (og etisk) ambition om at være inkluderende, så SKAL vi også kunne bakke ord op med handling og sætte de ressourcer ind, der sikrer at inklusionen bliver et positivt projekt. Kan vi ikke det, så er vi nødt til at overveje om inklusion er det rigtige.

Det kan den være. Jeg tror bestemt på, at vi lærer en masse af at møde mennesker, der er anderledes end os selv. Det er ikke fordi jeg ønsker at skærme mine børn fra alle, der ikke er som dem selv. Meget langt fra. Men der er forskel på at være åben og så dette. Jeg er voksen. Jeg har redskaber og kognitive evner til at forstå, hvad der sker, når jeg er i situationer, der er udover normalen. Jeg har desuden muligheden for at fjerne mig helt fra situationen, hvis jeg føler mig utryg.

Det har mit barn ikke.