Det forår, hvor ordene blev væk. Om at finde fodfæstet i en Corona-tid

Det er ikke fordi tiden har været fyldig og udstrakt og fuld af åndehuller, selvom vi har været hjemme og alle planer aflyst siden min fødselsdag 11. marts. Det er heller ikke, fordi jeg ikke har haft noget på hjerte. Men det hele har været halvbagte kæder af ord, der aldrig helt faldt på plads eller kom ud gennem fingrene, og så gik tiden pludselig.

Hvad kan man skrive, når verden er en anden? Er det overhovedet relevant – eller er det måske endda respektløst? – at skrive om strik, om indretningsdrømme og krea-kits, om gode læs-selv bøger, om frygt og savn og afmagt over at stå midt imellem tre små behov, når alting er i brand. Jeg har flere gange været ved at sætte mig rasende til tasterne og fordømme voksne mennesker, der ikke formår at tælle til 10 på legepladser, når selv min 1-årige kan tælle så langt og ved at det er ‘alt-tå mange – anna legeplabs’. Jeg har kladder liggende om at sænke ambitionsniveauet og gå analogt med hjemmeskole. Men vores situation har været anderledes end andres og jeg lod det blive ved kladden, for jeg tror, at alle forældre – alle mennesker – har skullet lære at få en ny normal og en ny virkelighed til at hænge bare nogenlunde sammen og alle ender til at mødes.

Ordene forsvandt på samme måde som muligheden for at omfavne savnede venner og familie. Jeg var en overgang bange for, at de var blevet helt væk, men jeg kan mærke, at de er her stadig. Og at det handler om, at jeg skal sænke mine egne ambitioner. Ja, jeg har været længe væk fra bloggen. Længere end nogensinde før. Men jeg er her stadig og jeg behøver ikke skrive det mest rørende og rammende og fantastiske indlæg, jeg nogensinde har begået, for at komme igang igen.

Vi har alle haft travlt med at finde ud af at være i en virkelighed med covid-19. Den sidste halvanden uge har vi herhjemme skullet jonglere mellem at jeg er hjemme hele tiden med de to mindste, der først er tilbage i institutioner igen tidligst efter 10.5., mens K er i skole igen under nye forhold og Jonas igen underviser afgangseleverne ved fysisk tilstedeværelse og resten af sine elever virtuelt. Jeg kan efterhånden godt mærke, at jeg ikke har haft pauser siden midten af marts, og der er grænser for, hvad man kan skabe af åndehuller, når man hverken kan tage i biografen eller på café eller mødes med veninder. Det tærer på mine reserver, selvom der også er en frihed og en vidunderlighed i at vi har været og kan være så meget og så tæt sammen. Pigernes relation er blevet endnu tættere – og Jonas og jeg er også et bedre sted end vi har været de sidste par år. Al den tid sammen har kun været godt for vores forhold, hvor vi af og til kan have en tendens til at prioritere tosomheden for lidt.

Det, jeg – og mange andre – tænkte, var en forbigående og kortere afbrydelse af virkeligheden, som vi kender den, er blevet til en ny normalitet og måske for bestandig en ny måde at omgås på. Med lidt mere afstand og forsigtighed. Og hvis dette er en ny normal for de næste mange måneder, så må der også være plads til det almindelige. Til hverdagstanker, strik og familieliv. Måske også til at gøre status og se på vores vaner igennem et nyt filter – at have modet til at ruske op i dem.

Vi har det godt. Det håber jeg, I også har. Og at I stadig har lyst til at følge med herinde, hvor det kommer til at blive lidt som det plejer. Selvom alting er forandret udenfor dørene.

^^Dagen, hvor Danmark lukkede ned. Min fødselsdag og mine allerbedste (og allermest energikrævende) gaver. Dengang i varme jakker og uldhuer. Nu er det hele skiftet ud med forårsjakker, solcreme og bare ben i de sidste par varme dage.