Råbemor og at opdage nye sider af sig selv

Jeg elsker at løbe. Virkelig. Jeg ved godt, at mange ikke er særligt vilde med det, men for mig er der en frihed i at bevæge mig i løb. Jeg vil så gerne give den glæde videre til pigerne, og derfor er det så skønt, at der efterhånden er flere hyggelige børneløb, man kan deltage i. I weekenden var de to store piger og jeg til minimaraton, hvor jeg både så dem vokse med opgaven – og fandt ud af noget nyt om mig selv!

Jeg fik allernådigst lov at gennemføre den treåriges første 1k med hende i hånden, og det var en fornøjelse at se hende vokse med opgaven og presse sig selv. Vi gik ganske kort en enkelt gang, og ellers løb de små ben hele vejen – også selvom det var hårdt. Der er mange skridt i 1 kilometer, når man er 1 meter høj. Men hun gjorde det, hånd i hånd med mig, og hun var SÅ stolt, da vi krydsede målstregen og hun fik sin medalje. Hendes storesøster stod på sidelinjen med mormor og lillesøster og heppede entusiastisk og målfotoet var prikken over i’et.

Et par timer senere var det den 7-åriges heat – 2 km – og her var jeg forment adgang. Nej tak, mor. Jeg løber selv. Det gjorde hun. Hele vejen. Og blev nok lidt overrasket over, hvor meget længere 2 kilometer er i forhold til en enkelt.

Jeg stod ved mål og havde telefon og pompom klar til at huje hende over… og da jeg så videoen efterfølgende, fandt jeg ud af noget nyt (og måske ikke særligt flatterende) om mig selv.

Jeg er åbenbart en råbemor. I ved. Hende, der står på sidelinjen og skriger til ungen, at hun skal få fart på ‘komnukomnuKOMNUUUUU’. Til mit forsvar, stoppede barnet næsten op 20 meter før mål for at sige hej til sin skoleleder og kigge på dem, der heppede, og på den måde får man jo ikke den bedst mulige tid, vel?! Godt, pigerne ikke går til fodbold eller en anden holdsport. Så var jeg nok nødt til at give mig selv mundkurv på.

Jeg har aldrig set mig selv som en pacer-type, og grundlæggende er det fint at være med og have det sjovt. Og alligevel tog jeg mig selv i at holde øje med tiden og gerne ville have hende til at klare det godt. Det har vi grinet af sammen efterfølgende. Hvor meget jeg står og råber – og hvorfor. Det skal jeg lige selv komme overens med – og ikke mindst lære at kontrollere inden næste løb. For helt ærligt. Det er sgu lidt pinligt at være hende råbemor på sidelinjen. Næste gang vil jeg øve mig på at holde råberiet til ‘wuhuuu’…

Tror jeg!