Curling-forældre. Stop jer selv.

For noget tid siden faldt jeg tilfældigt over en tråd inde i et forældreskabs-forum på Facebook. I ved. En af de mange, mange grupper, man kan deltage i (eller lade være). Jeg har lært, at det er bedst, jeg lader være. Jeg bliver simpelthen for træt af andre menneskers holdninger. Så fungerer det bedre for mig med en blog, hvor det kun er MINE holdninger, jeg skal forholde mig til 😉

En i forummet efterspurgte godt børnefjernsyn, der ikke var for voldsomt. Så langt så godt. Der er bestemt masser af ting, jeg ikke synes Bean skal se. Det gælder en hel del af Disneys klassiske film, blandt andet. Fordi? Dragen i Tornerose er vildt uhyggelig og både Skønheden & Udyret, Løvernes Konge og Modig har voldsomme scener. De er gode film, men vi venter lige et par år endnu. Nå. Efter mit mentale sidespring i forhold til den første stump tekst i tråden, når jeg at tænke, at det kan jeg virkeligt godt forstå, men Ramasjang er en rigtig god kanal til aldersgruppen og her er truffet velovervejede, pædagogiske valg på vegne af børn og forældre.

Da jeg læser videre i brugerens spørgsmål går det imidlertid op for mig, at hun synes, at Bamse og Kylling er ALT for ‘væmmelige’ i deres adfærd over for hinanden.

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Siden hvornår er målet, at børn ikke må opleve nogle former for konflikter? Bevares, Bamse kan da være en møgforkælet egoist, men sådan ER små børn jo også som udgangspunkt. Det er da smaddersvært at forholde sig til, at man ikke altid kan eller skal være verdens navle, og netop her synes jeg at Bamse og Kylling (og rigtig mange af DRs produktioner) er gode til at tage konflikterne i børnehøjde – uden at det bliver hverken banalt eller overtænkt.

Jeg tror, det er rigtig sundt for børn at opleve og gennemleve konflikter – ikke mindst i fiktiv form, hvor man så passende kan bruge tid på efterfølgende at tale om, hvorfor nogen blev sure/kede af det og hvordan man bedst kan løse en lignende konflikt en anden gang. Jeg skrev speciale om ‘det frydefulde gys’ og om, hvordan mennesket til alle tider og i alle kulturer har opsøgt det farlige i fiktiv form – bl.a. for at lære, hvordan det er hensigtsmæssigt at agere i den virkelige verden, når der står en sabeltandstiger (eller noget andet farligt) foran en.

Det bliver simpelthen for curling-træls og for tandløst, hvis de små mennesker udelukkende skal udsættes for universer i fiktionens verden, hvor alle altid er glade og enes. Det har absolut intet med virkeligheden at gøre, og noget af det, der er væsentligt i (små) børns leg er netop, at de bruger legen og fiktionen til at lære og forstå noget om den virkelige verden.

Desuden så giver bøger, tegnefilm og småfilm med indbyggede konflikter også anledning til at barnet kan relatere og tale ud fra sit eget liv om de konflikter, det nu måtte opleve. Det er meget abstrakt at tale om følelser generelt (bare spørg min vestjyde derhjemme!), men ‘det er ligesom, når Bamse…’ er en god åbning og indgangsvinkel på en samtale om vrede/uvenskab/egoisme eller savn.

… nåja, og så er det måske også meget rart at blive bekræftet i, at andre også kan have grimme følelser og blive vrede og komme til at gøre noget, der er forkert eller forbudt eller bare rigtig dumt. Hvis man kun oplever en verden, hvor harmonien hersker og konflikter er et fremmedord, så forestiller jeg mig, at man kan føle sig som Palle alene i verden, når man ikke selv kan leve op til den evige glæde.

Jeg ved i al fald, at Beans foretrukne lekture og underholdning er der, hvor der også kan være noget på spil. Hvor der er dramaer og konflikter og hvor de ender med at blive løst på en god måde. (Her kan jeg KUN anbefale Lili-bøgerne, hvor illustrationer og tekst på smukkeste vis supplerer hinanden)

 

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram