• Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen *
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
En date night hver måned - parforhold og småbørnslogistik

Nemt og hurtigt sidste øjebliks-budgetvenligt fastelavnskostume med tårnhøj kulturel kapital

Måske det er kommet en anelse bag på dig, at det er NU, det er fastelavn? Eller også orker du ikke at bruge flere penge på endnu et kostume, der kommer til at ligge i udklædningskassen? Herhjemme er årets fastelavnskostumer lige så fine og festlige, som de er budgetvenlige og virkeligt nemme at gå til. Selv med en søvnterrorist af en baby i baghånden.

Sidste år konstruerede K og jeg et noget større anlagt kostume. Og selvom hendes skønne udgave af en æske popcorn bestemt var sjovt og hyggeligt (og næsten gratis), så er det ikke i år, jeg har overskud til at kaste mig over de mere omfattende udklædningsprojekter.

Heldigvis har jeg indoktrineret mine døtre med kunst fra før de udviklede evner til at gå og tale, og det kommer mig til gode nu. Inspireret af den fine børnebog om Frida Kahlo ville ældstebarnet nemlig gerne klædes ud som den ikoniske kvinde med verdens nok mest berømte unibrow. Mellembarnet har vekslet mellem visioner om at være en regnbue-sommerfugl-prinsesse-pirat, men blev så optaget af storesøsters kostume, at jeg kan sende et par Kahlo-søstre afsted i denne uge.

Man kan gå meget mere all in, end vi har gjort, men der er virkelig ingen skam i at vælge den lette løsning. Det er i al fald nogle begejstrede typer, vi har herhjemme.

Du skal bruge:

Farverigt tøj fra klædeskabet (en nederdel/kjole og en bluse i klare farver eller blomsterprint)

Eventuelt et farverigt tørklæde (fx fra genbrugsen)

En hårbøjle, en hulakrans (fx fra Flying Tiger) og limpistol

Et stykke pap, en malerpensel og lidt maling eller tuscher

En øjenbrynsblyant

Sidste år hjembragte pigernes mormor stof fra Caribien i tern af alle regnbuens farver, som hun syede til nederdele. Derudover har vi fundet hhv en blomstret skjorte og en rød bluse fra klædeskabet – og til K et blomstret tørklæde.

Jeg har limet hulakrans-blomster i rigelige mængder på en hårbøjle, vi havde herhjemme i forvejen, og resultatet er overraskende godt, hvis jeg selv skal sige det.

Sminken er nem, men effektiv. Et unibrow tegnet op med øjenbrynsblyant, lidt rouge på kinderne og rødt på læberne. Bum.

Derudover har vi sammen lavet malerpaletter til hver pige – K har selv lavet sin, mens jeg har hjulpet E. Jeg har tegnet i fri hånd og derefter skåret dem ud af et stykke pap, og så har vi sat malerklatter på i forskellige farver, som har fået lov at tørre. Jeg tænker, at tusch også kan fungere ligeså fint, hvis man ikke har akrylmaling hjemme.

Paletten var perfekt som tilbehør i børnehaven, for selvom det nok ikke er alle børnene, der gennemskuer, at hun er Frida Kahlo, så kunne de alle regne ud, at hun i al fald var en maler. E var ovenud tilfreds og ‘malede’ sig glad igennem garderoben og de børn, der stod derude.

Hårbøjlen kan undværes, det er bare et fint touch – vi har valgt at børnehavebarnet får en kort hulakrans og skolepigen får hårbøjlen. Hvis man være endnu vildere, kan man enten skaffe en mørk paryk eller farve håret med midlertidig farve, fx fra Maria Nila – eller sætte sit hårfagre, mørkhårede barns lokker i en klassisk Frida-frisure.

Det er så hyggeligt med børn i udklædning, og selvom jeg helt oprigtigt synes, at de små mennesker skal have lov at være nøjagtig så prinsessede eller ridderagtige eller alt muligt andet, som de har lyst til, så elsker jeg virkelig, at pigerne finder på andre ideer. Derfor har jeg gennem tiden syet fuglevinger (der stadig bruges til udklædningsleg), pirathatte og bygget popcornæsker. Når overskuddet engang igen er større og tiden ligeså, så glæder jeg mig til at kaste mig over andre sjove projekter sammen med pigerne, men for nu er jeg fint tilfreds med et hurtigt, nemt og vellykket DIY.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En date night hver måned - parforhold og småbørnslogistik