Anmeldelse: 40 uger efter

I fredags svingede jeg cyklen forbi Andedammen for at fejre Cana og hendes nye ‘baby’, nemlig bogen ’40 uger efter’, der placerer sig et rart sted imellem faglighed og anekdoter om at være nybagt mor. Et sted mellem Babykalenderen (som jeg egentlig aldrig blev glad for) og nyklassikeren Hvor lagde jeg babyen, som er rigtig fin, men som jeg ikke helt kan se mig selv i. Bl.a. fordi jeg elsker at være på barsel og stor-nyder symbiosen med baby og ikke at skulle nogetsomhelst andet. Sidespring. For det første er jeg altid voldsomt imponeret og stolt på andres vegne, når de bliver udgivet og for det andet synes jeg grundlæggende, det er en rigtig god idé med en bog, der uhøjtideligt tager éen i hånden i en relativt sårbar periode i ens liv.

Jeg har læst mig igennem bogen på en eftermiddag. Ifølge Jonas er jeg speedreader, men det er ikke tung læsning, og så tager det altså ikke længe, hvis man æder den i éen køre. Man kan også læse et par kapitler ad gangen og nøjes med at forholde sig til dem, hvis nu man er i målgruppen og faktisk også skal lære at navigere i livet med en nyfødt for allerførste gang og læser imellem amning og babys søvn.

Jeg synes, det er en rigtig fin bog, Cana har skrevet. Jeg kan rigtig godt lide fornemmelsen af højt til loftet, og at det bliver italesat ret tydeligt, at det er helt ok at finde sin egen vej i moderskabet. At hvad der er rigtigt for dig ikke nødvendigvis er rigtigt for mig – men at begge dele bør anerkendes på lige fod.

Der er gjort plads til anekdoterne om de gange Cana, som i øvrigt er en ret tjekket dame, har følt sig helt ved siden af, svedt tran, stået med en gennemskidt baby og flashet ammebryst til postbudet. Jeg har siddet og smilet skævt flere gange i gennemlæsningen, for lige præcis det med postbude og bar hud har jeg også lavet. Endda mere end en gang, hvis nu vi skal være ærlige. Det er godt balanceret, for der er en hårfin balance mellem at være en kaos-Bridget Jones-mor, der kokser i alting, og så at være et helstøbt menneske, der prøver og som af og til fejler. Som (på afstand) kan se humoren i sine egne fejl og lære af dem, men som ikke bliver en karikatur. Som åbenlyst elsker sin nye baby og overgiver sig helt til moderrollen uden en ironisk distance. Det kan jeg godt lide.

Anekdoterne er drysset ud imellem de jordemoderfaglige råd, håndsrækninger og påmindelser om, at du er god nok, fordi du gør det allerbedste, du kan. Indimellem dem er også beretninger fra andre (blogger)mødre, og selvom de er fine og fortæller gode, personlige vinkler, så synes jeg egentlig, at de er overflødige for bogen. De bidrager ikke med noget, som ikke selv kunne være fortalt uden dem.

Ingen mødre er ens, men der er nogle oplevelser, der går igen. Jeg er helt med Cana, når hun skriver, at hun havde brugt uendeligt megen tid på at sætte sig ind i graviditeten og selve fødslen, men at hun var på ret bar bund omkring, hvad der skulle ske bagefter. Jeg stod også med et lillebitte barn efter en utroligt velforberedt fødsel og en ny rolle og følte mig slået tilbage til start og helt uden nogen anelse om, hvad man egentlig gør med sådan et kærlighedsvæsen. Jeg er også mere end enig i, at vi skal holde op med at sammenligne os, for vi er ligeså forskellige som mødre, som vi er som kvinder generelt. Vi gør alle det bedste vi kan, i den situation vi er i.

Jeg er enig i ret meget i bogen. Bortset fra budskabet i uge 29. Jeg synes ikke, det giver mening at lære baby at spise flaske, fordi mor og far skal på date, når hun er 6 måneder gammel. Man kan godt tage på date en time eller måske endda to, når baby er blevet ammet og sover lur og bedstemor passer, i stedet for at bruge krudt på flaske og måske ende med at forkorte ammetiden unaturligt på den bekostning. Man kan også vente en måned eller to, til der er introduceret fast føde, og så vide, at en anden, nær tryghedsperson kan give aftenvælling og putte. Vi er forskellige som mødre, vi gør tingene på forskellig måde, og sådan skal det også være. Men når en fagperson, som Cana er, skriver at man skal have lært baby at tage en flaske, for at tage på date, så synes jeg, det er lidt ærgerligt. Ikke mindst fordi der stadig er nogen, der synes, at det er helt vildt at amme ‘store’ børn på 6+ måneder. Selvom den officielle anbefaling er fuldamning til 6 måneder og delvis amning til hhv 1 eller 2 år (eller længere) afhængigt af om man følger Sundhedsstyrelsens eller WHOs anbefalinger for den slags. Det skurrer sådan lidt i mine ører, når det åbenbart ikke er helt naturligt at tage et stadig ammende barn med til fx bryllupsfest, fordi baby ikke gider flaske. Hvis baby er så lille, at amning er fødekilden, så giver det ren og skær biologisk (og tilknytningsmæssig) mening, at det er mor og far, der skal være ved barnet. I al fald, hvis man er væk mere end et par timer. Og nej. Så kan man ikke feste helt og aldeles igennem til lige præcis det bryllup. Heldigvis får man chancen for at feste til den lyse morgen igen på et tidspunkt.

For lad mig være ærlig. Det er ganske enkelt ikke babys behov, man opfylder, hvis man vælger flaske for at kunne tage på en lang date eller til (bryllups)fest, når amningen kører rigtig godt. Måske er det ens eget behov, der skal have lov at fylde mest her. Det er en afvejning, den enkelte må tage. Bare man ikke bilder sig ind, at det er for babys skyld, at flasken bliver introduceret i sådanne tilfælde.

I det store billede er det så kort tid de er så små, at mor er den allervigtigste person i deres liv. Man kan gøre det meste til en date night, hvis man er lidt kreativ, uden at skulle introducere mælk på flaske. Man kan overlade et af-ammet og/eller sovende barn til en tryg person og tage ud på vinbaren rundt om hjørnet i en time eller to og få et glas vin og kigge hinanden dybt i øjene. Måske kan en du er tryg ved trille en tur med barnevognen, så mor og far kan være… ahem… kærester derhjemme uden at risikere at vække resultatet af kæresterierne. Eller noget helt tredje. Du kan sikkert finde på mange flere idéer selv. Og der er flere idéer til at komme igang med at være partnere og kærester igen i bogen, for det er også en vigtig del af at være blevet forældre.

40 uger efter er præcis det, den selv siger. En kærlig håndsrækning til nybagte (førstegangs)mødre, der også er landet på månen og ikke aner, hvor de skal gå hen herfra. Det er et personligt supplement til Politikens faglige bøger om graviditet og børn og en forlængelse af et af de rigtig gode tilbud om fødselsforberedelse, der er derude. Er du nysgerrig og lyder det som noget for dig eller nogen, du kender? Så kan du finde bogen HER