Når man ikke har noget pænt at sige...

Mombies og hosten fra Helvede

Noget af det allerværste, jeg ved, er hoste. Børnehoste især. Lillesøster er sløj og feberramt og hoster. Hoster. Hoster. Hoster. Og hoster lidt mere.

I nat hostede hun helt og aldeles bogstaveligt indtil kl. halv to, hvorefter hun sov nogenlunde roligt til kvart i fem og derfra hostede og insisterede meget højlydt på at stå op. Jonas forbarmede sig og stod op med hende, mens jeg fik lov at forsøge at indhente lidt søvn.

Jeg har været en mombie i dag. En levende død, der i stedet for at spise andres hjerner, opsøger al den koffein og bløde tumlingekram, som hun kan, for at komme igennem dagen.

Vi var en tur forbi lægen for at være på den sikre side med Lillesøster og lungerne, så vi ikke render ind i en omgang lungebetændelse igen. Heldigvis så alt fint ud og Lillesøster, der ellers har været rædselsslagen for læger siden sin indlæggelse og de mange omgange nåle, hun var igennem, klarede det så flot. Det slog mig virkelig, hvor stor hun er ved at blive. Vi kunne tale om besøget på forhånd. Hun fortalte, at hun blev ked af det, når vi skulle til lægen – og jeg kunne hjælpe hende med at forstå, at der var ok og at jeg nok skulle hjælpe.

Da vi først var der, gik hun ombord i legetøjet – både i venteværelse og lægens konsultation – og den empatiske læge var så dygtig til at være i øjenhøjde med hende og tage det roligt. Det blev en rigtig god oplevelse, og hun har fortalt om det hele dagen. Hvordan hun blev lyttet på ‘mavi’ og ryg og fik en ’sky’ på fingeren. (Red: hun blev prikket i fingeren for at måle infektionstal i blodet, og fik derfor en vattot til blødningen var stoppet) 

Jeg blev så stolt af hende – og det smittede vist, for hun ville gå hele vejen hjem selv på sine buttede ben og fortalte og fortalte, mens hun holdt ved vognen og vi langsomt trillede afsted.

Da jeg vågnede i nat af endnu et hosteanfald, konstaterede jeg, at jeg havde kvalme af træthed, mens jeg lå i min seng. Jeg skal være græsenke i weekenden og det ville passe mig ganske udemærket, hvis begge piger er nogenlunde friske og mildt stemt inden da. Ellers tror jeg ikke, der er nok kaffe i verden til at holde mig lodret til Jonas kommer hjem igen.

dsc_0025

… heldigvis fejler appetitten ikke det store! Men så længe der er kartofler og sovs i rå mængder er Lillesøster selvfølgelig altid glad.

   

3 kommentarer

  • Melisa

    Melder mig på banen med sådan en omgang i sidste uge. den 10-12 (føler jeg) siden vi gik ind i denne vinter for 8 mdr siden. Jeg sov ikke mere end 3 timer på nætterne mellem mandag og onsdag og endte med at tage en dag hjemme med hende onsdag i håb om lidt søvn og større chance for at komme over det. – OG det hjalp! Efter en weekend i sommerhus med far og svigere er jeg også endelig ovenpå. Men for filen hvor det rammer hårdt!

    Sender virtuel kaffe, chokolade og vin din vej – og håb om lillesøsters gode bedring

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi kjeldgaard

    Stakkels lille tumling. Det er så afsindigt hårdt med små hoste børn. Især om natten. Jeg har både på børneafd( hvor jeg arbejdede som sygeplejersker ) mens også hjemme til mine egne 4 givet Panodil til natten, efter en klog læge sagde det engang . Det bedøver de små fimrehår i halsen en smule, så de små pus kan få noget søvn .

    Rigtig god bedring med hende.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina KH

    Din stakkels lille smukke datter med de kønneste øjne.
    Mon du skal booste hendes immunsystem med c vitamin!
    Håber det bedste og ønsker god bedring.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når man ikke har noget pænt at sige...