Bare skyd mig

Hvis ikke det var fordi jeg bestræber mig på at undgå bandeord og grimt sprog, så havde omtrent 3/4 af mine ord været eder og forbandelser i disse dage.

Bean har igen en omgang hoste af den anden verden og Lillesøster skrigegræder, hvis ikke alle hendes ønsker bliver imødekommet 3,5 sekund før de fremstilles og/eller hun kan være klæbet op ad mig alle døgnets timer.

Det er helt klart en reaktion på dels påskens og dels weekendens travle program – men det er også en aldersting, og det er så vanvittigt frustrerende. For alle. Ikke mindst Lillesøster, det ved vi godt. Det gør det bare ikke mindre tænderskærende, hvide knoer knugende, tæl-til-titusind, billigt-til-salg anstrengende.

“Et barn er hårdt. To børn er dobbelt så hårdt”

Der er ikke tal på de gange, jeg har hørt andre fremstille livet med flere børn sådan. Jeg er absolut uenig. Jeg synes bestemt ikke, det er ‘dobbelt så hårdt’ at have to børn. Der er udfordringer, bevares. Logistiske, især. Både på det praktiske, men også det følelsesmæssige plan. Hvordan yder man for eksempel omsorg til begge børn på samme tid, når de nu begge har behov for det. Men i kraft af deres alder og udvikling på to forskellige måder.

Mange ting er lettere med barn nummer to. Ikke mindst i kraft af, at jeg er en mere rutineret forælder. At vi begge er. Vi hviler bedre i rollerne, har et stort arsenal af knowhow og løsningsmodeller. Vi er ikke startet forfra med noget. Pigerne er så glade for hinanden og langt det meste af tiden tilvælger de aktivt og gerne hinandens selskab. Bean er begyndt at føre samtaler med Lillesøster, fordi hun oplever at Lillesøster forstår så meget og dagligt bliver bedre til at kommunikere og får flere ord at gøre det med.

Men to børn, der konstant larmer på den helt særlige, enerverende måde, der får mig til at forstå på et abstrakt plan, hvorfor nogen mennesker vælger at stikke en revolver i munden? Det er hårdt. Det er så anstrengende, at man ikke kan hvile hovedet eller ørene på noget tidspunkt på en dag. Ikke engang aften og nat, for hosten er stort set konstant. Hvert minut. Døgnet rundt. Den slags hostelyd og -frekvens kunne snildt bruges som torturredskab på linje med babygråd og søvnfrarøvelse. Det lyder som om hun er lige ved at hoste lungerne op, og vi havde egentlig håbet, at den slags hoste var fortid nu hvor foråret så småt er ved at komme igang.

Hvis ikke Bean hoster, så græder Lillesøster og råber på at komme op, komme ned, spise, ikke spise mere, lege, lege noget andet, hoppe, hoppe mere, hoppe mere, hoppe mere. Det har stået på i halvanden uge efterhånden, og det er virkelig ikke sjovt længere. Lillesøster har vist også forstået, at hendes mor bliver irriteret, for i dag er hun begyndt at ‘shysse’ på sig selv. Av. Det er ikke en god følelse, kan jeg afsløre.

Derfor finder jeg det overskud frem, der gemmer sig et helt særligt sted i moderhjertet, og sluger trangen til at skrige endnu højere end begge børn. Jeg ved, jeg kan. Det behøver de ikke at vide. Jeg griber en ekstra kop kaffe og holder fast i visheden om, at de er ønskede, højtelskede og nogle helt fantastiske piger. Sammen og hver for sig. Lige om lidt har jeg været mor i 5 år. Jeg har overlevet kolik, hospitalsindlæggelse og rundt regnet 20 tigerspring og 40 tandfrembrud. Jeg ved inderst inde, at jeg kan være rødglødende arrig indeni i et øjeblik, for at blive gennemstrømmet af omsorg i det næste, når pyldren og plageri afløses af et blødt barnekram og et par smukke øjne. Uanset om de er lysende blå eller dybe og brungrønne. Jeg læner mig op ad den kærlighed, der er ultimativt betingelsesløs og som ser igennem fingre med alt. Og jeg læner mig op ad den mand, der har været en del af mit liv i snart 8 år. Det er ikke dobbelt så hårdt at have to børn. Det er dobbelt så godt, for det er vores familie.

^^Photo credit: Frederikke Brostrup Lillesøsters kjole er Dansekjolen, og opskriften findes HER