Savn – og en update med rare nyheder

‘Jeg savner min lillesøster’, siger Bean. Det gør jeg også. Selvom jeg tilbringer halvdelen af min tid på børneafdelingen med at våge over hende og nusse hendes lille hånd. Jeg savner min lille, milde, glade pige noget så grusomt.

Jeg savner bløde hænder på mine kinder og et vådt kys. Jeg savner stavrende skidt og et væld af pludrende tumlingeord. Nysgerrigheden, appetitten og opmærksomheden. Jeg savner at bruge et helt måltid på at løfte Lillesøster ned fra spisebordet og tilbage i sin stol. Følge hende rundt, så hun ikke laver alt for mange ulykker eller udfordrer skæbne og tyngdekraft i tumlingens frygtløse overmod.

Men mest af alt – mere end alt andet – savner jeg smilene. Smil, der breder sig fra mundvigene og lyser hele ansigtet op. Finurlige glimt i de brune øjne. Jeg elsker hendes smil, ligesom jeg elsker Beans. At høre deres latter brede sig igennem lejligheden og se deres glæden ved hinanden gør mig lykkelig helt ind i det inderste af min sjæl. Jeg samler på de øjeblikke. Gemmer dem et særligt sted.

Siden tirsdag har vi kunnet trappe ilten ned på Lillesøster. Fra syv liter til fem. Fire. To. Efterhånden som medicinen begynder at hjælpe mod lungebetændelsen, holder hun sin iltmætning bedre og bedre. Feberen er væk. Hun kaster ikke mere op.

I går sidst på eftermiddagen satte hun sig pludselig op og begyndte at tale som et vandfald efter at have ligget slap og apatisk i 5-6 dage. Hun ville gerne læse bøger, lege med sine bamser og møffe lidt rundt i sengen. Jeg kan næsten ikke sætte ord på, hvor lettet jeg blev af den besked fra Jonas. Lige pludselig virker det ikke så uoverskueligt langt ude i fremtiden at sætte

Hun har lungebetændelse, og som lægen sagde første dag, så er det noget, man bliver helbredt for i Danmark. Vi har ikke været igennem en rigtig alvorlig sygdom eller et opslidende, langt eller kronisk forløb. Det er jeg uendeligt taknemmelig for. For os har det været det absolut mest kritiske, vi endnu har oplevet, og det har været mere end rigeligt. Det er frygteligt at se sit barn ligge slap og apatisk. Alle I forældre, der har oplevet eller gennemgår langt mere alvorlige forløb eller bare i det hele taget har børn, der er så syge, at et besøg i sundhedsvæsnet er nødvendigt – I har al min respekt og al min sympati.