11 måneder - status på Lillesøster

Skal vi snakke lidt om søvn?

Jeg er træt for tiden. Helt ind i knoglerne træt. Jeg er et a-menneske, men jeg kan næsten ikke vågne om morgenen, og selv når jeg får lov at sove længe – hvilket hånden på hjertet er de fleste dage, mens Jonas står op med Lillesøster – så føler jeg mig aldrig rigtig udhvilet.

Søvn, eller rettere manglen på samme, har fyldt u-tro-ligt meget herinde. Med Bean. Bean var babyen, der havde ekstremt svært ved at finde ro, kun sov korte, afbrudte, urolige lure og vågnede gang på gang på gang om natten. Hun var tumlingen, der nægtede at falde i søvn. Medmindre en af os sad ved hende, så hun kunne nive i den tynde hud på underarmen. I op til 90 minutter. Hver aften.

Så kom Lillesøster og emnet forsvandt ligesom fra bloggen. Bean var begyndt at sove bedre. Falde lettere i søvn. Endda selv. Det lærte hun på den hårde måde, når jeg var alene hjemme med begge piger og babyens behov for kontakt eller mad var størst. Lillesøster var sød og let at få til at sove, og i den første tid sov hun 4-5-6 timer i streg.

Det gør hun ikke længere. Naturligt nok er dagslurene taget af i takt med at hun er blevet ældre og hun sover som regel to gange i løbet af en dag. Sen morgen/tidlig formiddag og så en (efter)middagslur. Hun falder såmænd let nok i søvn. Måske hænger det sammen med, at hun altid har fået kropskontakten ved putningen. Måske er hendes temperament bare et andet. Slyngevuggen var guld værd, men den er pakket væk efter at vi for et par uger siden uden varsel kunne konstatere, at vi har et barn, der som en kat lander på alle fire, når hun falder… ahem.

Det er aftenerne og nætterne, der gør mig træt. En god aften har vi ro et par timer efter hun er blevet lagt. En dårlig er det en gang i timen, jeg skal ind til hende og klat-amme for at få hende til at sove videre. Om natten har vi haft (endnu) en periode med alt for mange opvågninger og amninger. Det betyder dels, at mine aftener her et år efter hendes ankomst stadig er fragmenterede og prægede af at jeg ikke kan slappe helt af. Det betyder også, at jeg ikke har sovet (en ordentlig nats søvn) i et år. Mere end et år. Det er længe. Så længe, at jeg begynder at overveje, om vi skal trappe alvorligt ned på aften- og natamningerne. Mest fordi vi så var to voksne om at dele opgaven. Mine trætte knogler kan bare ikke overskue overgangsperioden med natteuro og gråd og opvågninger, når nu det hele kan klares på en stille måde, så i al fald halvdelen (eller måske endda 3/4) af husstanden får deres søvn. Jeg har ikke helt bestemt mig endnu, kan jeg mærke. Men et eller andet er nødt til at forandre sig.

mor og lillesøster

   

2 kommentarer

  • Anna

    Kender følelsen 😉 Jeg kan virkelig godt huske det der med overvejelser om natamning – det var jo så nemt og også dejligt hyggeligt og trygt. Men jeg kunne heller ikke holde den afbrudte søvn ud til sidst, og da vi pludselig gik fra 1 natamning til 4-5-6 (8 indimellem?) måtte der også ske noget andet. Det var faktisk overraskende nemt at stoppe natamning, hun er og var også en stor pige der fik alt hvad hun skulle bruge af mad i løbet af dagen så det handlede aldrig om sult. Det krævede at min mand tog hende hver nat i et par nætter og så var det det. Nogle gange bliver man også nødt til at passe lidt på sig selv som mor, og mon ikke at lillesøster bliver glad for en mere udhvilet mor? Vores datters søvn blev som bonus også bedre af at droppe natamning – hun sov længere og var mere udhvilet når hun vågnede 😊 Men jeg ved ikke om det kan fungere med samsovning hvor hun kan se dig/lugte din mælk om natten 😏 Jeg håber i hvert fald at det bliver bedre for jer snart! Søvn er såå vigtigt 💜

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Åh, det lyder enormt velkendt! Både med afbrudte aftener, ‘klatamning’ og hyppige opvågninger. Min søn er nu 17 måneder, og søvn har altid været en udfordring, men det er blevet meget bedre. For 4-5 måneder siden lavede vi opgavefordelingen om, så min kæreste klarede ‘genputningerne’, så jeg kunne slappe af, når først vores søn var puttet første gang. Før det lavede vi om i putterutinen, så amning indgik, men ikke var det han faldt i søvn af. Det lettede meget for mig, og selv om jeg næsten ikke kunne holde det ud de første gang, min kæreste gik ind i stedet for mig, hvor vores lille dreng skreg og skreg, blev det hurtigt bedre. For tre uger siden stoppede jeg så helt med at amme – dvs gik fra at amme i søvn til middagslur samt natamme hver gang han vågnede til ingen amning. Jeg havde virkelig frygtet en lang, svær periode, men det er gået rigtig fint. Måske fordi han er så stor, at jeg har kunnet forklare at nu var det slut. Nu putter han i egen seng på eget værelse, indtil han vågner engang om natten, hvorefter jeg går ind og putter mig med ham. Han sover længere stræk end nogensinde før og er nem at få til at sove videre, bare ved at ligge tæt ind til mig. Til gengæld tager det lang tid at putte ham, men alt i alt sover jeg mere og bedre end jeg har gjort i to (!) år.

    Orv, en smøre! Som jeg ikke ved om du kan bruge til noget, men jeg sender varme tanker – søvnmangel er rocker-psyko-hårdt!

    Kh. Trine

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

:lion: 
:grinning: 
:grin: 
:joy: 
:smiley: 
:smile: 
:sweat_smile: 
more...
 
 

Næste indlæg

11 måneder - status på Lillesøster