Søvn, eksperter og samsovning

Jeg har faktisk ikke selv set udsendelsen fra i går endnu, men jeg er nødt til at sige to ting. 1: Journalister, crew og alle på Go’Aften-holdet er simpelthen så topprofessionelle og får en relativt kompliceret udsendelse og logistik til at glide smertefrit og enkelt for alle os, der bare er på visit. 2: Ekspertens råd kunne jeg simpelthen ikke med. Men det kommer jeg tilbage til.

En af årsagerne til at Jonas og jeg var i studiet i går for at tale om søvn, er jo netop, at det ikke er noget af det, vi har gjort det mest i siden vi blev Beans forældre. (Prøv selv at søge på ‘søvn’ her på Østfronten og se den laaaange række indlæg, der dukker op) Bean har aldrig har været et barn, der har sovet meget. Ikke da hun var spæd. Ikke da hun var 6 måneder gammel. Ikke da hun blev et år. Ikke generelt. Jeg kan huske en af de første gange med efterfødselsholdet på APA, hvor en af de andre nybagte mødre fortalte om sit barn, der sov 20 timer i døgnet og om det var normalt. Vi sad et par stykker med vantro i blikket og misundelsens uklædeligt grønne farve malet ud over vores trætte ansigter.

Forstå mig ret. Jeg synes oprigtigt talt, at alle, hvis børn sover godt og meget fra dag 1 er nogle heldige kartofler og at det er dejligt for dem. Det er jeg bare bedst til at sige og tænke på bagkant, for når jeg selv knap kan hænge sammen efter 2 timers søvn 3. dag i streg og verden ser ud som om nogen har smurt kartoffelmos og gylp ud over mine briller, så kan jeg meget dårligt rumme at andre synes, det er et problem, at deres baby sover 3 timer til middag og 7 timer i streg. Hver dag. Og hver nat.

Bean har aldrig været let at få til at sove og vågnede ved den mindste forstyrrelse. De første 4 måneder med kolik var de eneste muligheder amning, vuggen i arm i et par timer eller laaaaaange gåture med barnevognen. Efterhånden som hun blev for tung at vugge i armene, indførte vi ‘du skal falde i søvn uden at vi rokker dig’, og hun blev lagt i vores seng eller sin egen, mens vi var lige ved siden af med beroligende lyde og en hånd på brystet af hende. Det gik faktisk overraskende godt og det er sådan hun stadig falder i søvn. Med den forskel, at det nu er hende, der rækker ud efter os med sine små, skarpe negle. Hun niver og nulrer i den tynde hud på armen, møffer rundt, skal lige have en ekstra krammer og nappe lidt mere inden hun giver slip og falder i søvn. Napperiet forekommer også, når hun er ked af det eller utryg eller bare trænger til lidt ekstra nærhed i løbet af en dag.

Det er vores teori, at hun har så meget knald på i løbet af dagen og er i fuld gang med at udfordre og udforske sin verden, at hun har ekstra meget behov for vores fysiske nærhed og den tryghed, det giver, for at kunne koble af og falde til ro. I det hele taget har hendes tryghedsbehov altid været enormt, og jeg havde haft arme ned til hælene, hvis ikke vi var blevet anbefalet ERGObaby-bæreselen. (Læs i øvrigt med i morgen – jeg har nemlig fået lov at give noget væk, der kan hjælpe alle jer, der også har babyer, der sover uroligt og som er tryghedsnarkomaner)

Tro mig, når jeg siger, at det har krævet blod, sved, tårer, masser af frustrationer (hvorfor sover ALLE andres børn bare?!) og erfaringen og modet til at følge vores egen mavefornemmelse omkring, hvad der faktisk var vores datters behov. Hvad der faktisk fungerer for vores familie. Hos os har vi alle hver vores seng. Så kan man selv vælge, hvor man vil sove. Bean vælger 98% af tiden at blive puttet og sove hele natten i smørhullet i dobbeltsengen. En sjælden gang imellem har hun lyst til at blive puttet i egen seng, men det er sket mindre end fem gange det seneste halvandet år, at hun har sovet hele natten der. Vi har i de sidste knap 3 år rykket lidt frem og tilbage på sovekonstellationerne afhængigt af, hvordan det har givet mening, men i lang tid nu har vi samsovet. Som jeg sagde i går, synes jeg selv, det er dejligst at lægge mig til at sove, når jeg kan putte mig ind til en anden – så hvorfor skulle det være anderledes for Bean? For mit vedkommende synes jeg faktisk, det er rigtig skønt at putte mig ind til en lille, varm krop. Og det er enormt praktisk at en natlig opvågning kan klares ved at række en arm ud i stedet for at skulle ud fra sin lune dyne. Så snart Bean mærker min hånd, falder hun helt til ro igen og vi sover hurtigt videre begge to.

Noget, der helt sikkert ikke er Beans behov – noget barns behov, vil jeg vove at påstå! – er at blive ladt alene til at græde sig i søvn. Og det var bl.a. det, gårsdagens ekspert konkret rådede et forældrepar til i chatten efter udsendelsen. Normalt er jeg kæmpe tilhænger af eksperter. Jeg har kun hånlige fnys til overs for Fogh-regeringens afvisning af ‘smagsdommere’, for du og jeg kan ikke vide alting om alting, så hvorfor ikke lytte til nogen, der har brugt masser af tid og ressourcer på at indhente viden om et bestemt emne. Det var et sidespring.

Jeg har endnu til gode at læse en nutidig, evidensbaseret, seriøs, videnskabelig forskningsrapport, der entydigt konkluderer, at det IKKE er skadeligt for små børn at græde sig i søvn. (Og jeg har alligevel trawlet mig igennem en del læsning i forsøget på at forstå mit barns søvn eller mangel på samme) Tværtimod tyder alt på, at små børn, der efterlades for at ‘cry it out’ som metoden hedder på originalsproget, ikke lærer at falde i søvn selv. De falder i søvn i første omgang af ren og skær fysisk udmattelse og fordi krop og hjerne lukker ned for ikke at blive så overophedet og stresset, at der sker skade på barnet. Efterhånden lærer barnet, at det ikke kan regne med at få hjælp, når det har behov for det – og den lektie kan have indflydelse på senere tilknytning og trygge relationer. Desuden viser målinger af børnene, at deres stressniveau (målt på cortisol) er væsentligt forhøjet, når de har grædt sig i søvn eller er faldet i søvn utrygge – selv efter de sover.

Min personlige holdning er, at det er dybt problematisk, at et menneske, der får et ekspertstempel råder til noget, som forskningen viser, er dybt problematisk. Jeg er enig med hende i, at børn har brug for rutiner og for genkendelighed. Men lodret uenig i, at børn partout skal kunne falde i søvn selv. For nogle børn vil det givetvis være naturligt – men børn er lige så forskellige som alle os andre, og de første år af et menneskes liv skal det tankes så meget som muligt op på kærlighed, tryghed, nærhed og omsorg. Børn er mere end et par år gamle, før de kognitivt er i stand til at begribe, at når mor går ud ad døren, så forsvinder hun ikke. Derfor giver det ikke megen mening at forklare, at ‘vi er lige inde i stuen’ til en 9-måneders baby. Og med hensyn til samsovning, så er kongstanken om, at alle i en husstand skal have eget værelse en moderne, velfærdsbetinget vestlig konstruktion. I store dele af verden er det logistisk ikke en mulighed, og det er i stedet helt almindeligt at have et soverum til deling. Når det er sagt, så tror jeg bestemt, at Bean en dag helst vil sove i egen seng og sagtens kan nøjes med et kram og et godnatkys. Det får hun selv lov at bestemme, hvornår hun er klar til. Som alle andre udviklingstrin, så stoler jeg på, at min viljestærke lille pige selv kan gøre sig selv og os det klart, hvornår vi skal rykke videre til næste fase. Samsovning giver mening, bedre søvn og er skønt for os og for en masse andre familier, men det skal pinedød også give mening og bedre søvn for alle. Ellers er det en anden løsning, man skal søge efter. Det er netop min pointe. Det handler om at lytte efter og finde ud af, hvad der er rigtigt for en selv og for ens familie. Ikke alle familier eller alle børn er ens – men alle børn har behov for tryghed, omsorg og masser af kærlighed. Også når det er sengetid.

Phew. Det blev langt. Jeg havde i den grad brug for at få lettet trykket oven på gårsdagens oplevelser. Ikke mindst de rigide og i min optik forældede råd, der blev givet fra eksperten. De passede bedre i 1955, hvor opfattelsen var at man forkælede sine børn ved at tage dem op og have dem i armene, når de græd.

God fredag – og god nat til alle <3

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram