11 måneder – status på Lillesøster

Hov. Det her indlæg kom aldrig længere end kladdekassen. Men nu får I altså lige et tidsbillede på Lillesøster fra en måned siden. I mellemtiden har hun lært både at krybe og kravle, og et midt i et nyt tigerspring. Heldigvis har vi vist kun 2 tilbage af dem efterhånden. Og hun (og jeg) er absolut stadig glade for ammestunderne, nu hvor vi officielt er på langstids-amme-holdet.

Lillesøster blev 11 måneder gammel fredag. 11 måneder. Det er helt surrealistisk at jeg lige om lidt har en 1-årig og ikke længere en ‘rigtig’ baby. Jeg synes stadig, hun er lillebitte, men objektivt set er det bestemt ikke hele sandheden.

Hun er lang – nøjagtig som sin søster – og hun er i god foderstand. Jeg aner ikke, hvad hun måler og vejer, men vi kan konstatere, at hun er i str. 80 nu. Hun er pt. igang med sit hidtil mest voldsomme tigerspring. Der sker et eller andet, der er helt vildt inden i det lille, bløde hovede.

Når jeg træder et skridt tilbage, kan jeg sagtens se, hvor stor hun er ved at blive. Ikke fysisk, men mentalt. Hun er så bevidst om alt, hvad der foregår.

Hun klapper og vinker og følger med i alt, hvad vi foretager os. Hun skriger af glæde, når der bliver leget kildelege og tumlet og forventningens glæde er til at tage og føle på, når vi finder enten legetøjsposen eller overtøjet frem. Hun elsker at køre ture i Bugaboo’en og kommenterer løbende sine omgivelser med sprut, grin, kysselyde og råb.

Kravleriet? Det arbejder vi stadig på, og det er faktisk ikke mere end et par dage siden hun begyndte at støtte lidt på knæ og med hofter. Lillesøster har aldrig nogensinde bouncet med ben og fødder fra vores knæ eller fra nogen andre overflader. Nope, niks, nej. Underkroppen er blevet brugt til at vrikke, vride og sparke – men ikke at støtte eller støde fra. Hun har fundet ud af at hun kan rulle rundt, hvis der er noget, hun vil nå – og ellers kan man jo altid skubbe sig bagud med armene henover gulvet og dreje rundt om sin egen akse.

Det er så spændende at følge hendes personlige udviklingsrejse, som viser sig at være markant anderledes end Beans. Bean havde travlt med grovmotorikken, mens Lillesøsters fokus så absolut er på den fine motorik. Hun øver sig på at dimse. Fanger ærter og andre småsager med fingrene. Vender og drejer alt legetøj. Putter figurer i puttekassen. Med vilje. Det lykkes endnu ikke hver gang, men det er tydeligt, hvad hun vil. Og i modsætning til sin søster bliver hun ikke edderspændt rasende, hvis hun ikke lykkes i første forsøg. Hun prøver bare igen. Til gengæld er hun indtil nu blevet virkeligt gal og ked af det, hvis vi har forsøgt at få hende op på hænder og knæ. Dét kan vi glemme.

Hun er overordnet set mild og glad og hun er så dygtig til at aktivere sig selv. Allerhelst vil hun lege med os eller med Bean, men når noget fanger hendes interesse bliver hun totalt opslugt og det er ikke uhørt, at hun kan sidde på sin tykke blenumse i 30 minutter med legetøjsposen og systematisk tage et stykke op ad gangen og undersøge det.

Hun ELSKER at tumle. At hænge med hovedet nedad, blive kastet op i luften eller svinget rundt. Hun klukker helt nede fra maven og de smukke øjne blinker og glimter af lykke.

Hun smager på alt. Gerne. Men hun siger bestemt også til – højlydt – hvis hun vil have tomatsauce FØR hun vil have kartoffelmos. Signalstærke børn. Det er vist vores modus operandus her på Østfronten.

Hun ammer stadig en masse – til glæde for os begge.

I al beskedenhed virker Lillesøster lykkelig. Hun er tryg, glad, harmonisk (tigerspring undtaget) og har mod på verden og andre mennesker.