Noget om søvn og lidt om amning

Kære Nemesis

Jeg skriver ikke, at det er noget permanent, det, der foregår i øjeblikket, men kommenterer udelukkende på den sidste lille uges begivenheder.

Ydmyge hilsner, Østfronten

Der er sket noget med søvnen hjemme hos os. Noget, der er ret fantastisk.

Bean er nemlig blevet supergod til at falde i søvn. Og hun sover rigtig fint.

Det er ligesom om, det er sket, efter vi droppede amningen helt i starten af ugen. Bean var nemlig klar til at give slip igen (på mere end éen måde, tøhø) efter et par dages genvakt interesse i forbindelse med starten i VHD.

Måske har det også noget at gøre med, at formiddagsluren er sløjfet, og Bean derfor er mere træt end hun plejer.

Under alle omstændigheder er det uendeligt meget bedre nu end det har været før.

Jeg sætter mig med Bean og dynen i favnen, og så sutter hun lidt på en flaske med vand i, mens jeg stille nynner ‘Solen er så rød, mor’. Når vi har siddet sådan lidt, bærer jeg hende og dynen ind til hendes seng – stadig nynnende – og lægger og putter hende. Så sidder jeg et sted mellem 3-25 minutter og nynner stille, mens vi holder lidt i hånd, og Bean langsomt og roligt lander i søvnen.

Kæreste har ikke prøvet det endnu, så jeg ved ikke, om metoden virker for ham, men jeg synes, det er en rigtig god måde at putte på. Så fred med, om vi holder i hånd og jeg sidder ved siden af hende, så længe det ikke tager længere tid og så længe, det er en tryg og god måde for Bean at falde i søvn på.

Når så hun sover, så sover hun tilsyneladende rigtig godt. For de sidste 3-4 nætter har hun kun sagt et eneste lille pip i løbet af aftenen/natten, som let kunne klares med at give hende sutten igen/putte dynen om hende, og så er hun først vågnet kl. 4.15/4.30/4.50 og er kommet ind til os og sovet videre enten i smørhullet eller i ske med mig.

Det er altså noget helt andet. Og det kan i den grad mærkes på overskuddet – særligt i løbet af eftermiddagen, når ulvetimen sætter ind et sted mellem 16-17 og Beans brokkeri og frustration over ikke at kunne alt det, vi kan, når ret imponerende højder.

(For nej, alt er jo ikke lutter idyl, vel? Det er jo Bean, vi taler om. Og hun er rigtig træt af, alt det hun ikke kan; putte den firkantede klods i det runde hul – få dukkevognen ~~gåvognen~~ til at køre igennem stoleben – få duploklodserne til at sidde fast ovenpå hinanden…)

Og det dér med amningen, ikke?

Jeg savner at min lille baby, der bliver træt og blød i min favn, mens hun ligger helt tæt op ad mig. (Og jeg savner mine amme-bryster, selvom jeg aldrig nåede op i en Linse-størrelse!) Men det er også dejligt, at hun selv har sagt stop, og at jeg på den måde er blevet en fri kvinde igen.

For det er jo den vej, det gerne skulle gå. Og hvis man gør sit job som forælder rigtigt, så bliver ens barn i stigende grad uafhængigt og i stand til at klare sig selv – op til det punkt, hvor de flytter hjemmefra (hvordan skal jeg kunne klare mig uden de mange daglige kys, kram og snus til blød Bean-hud?!)

Bean er godt på vej allerede. Hun har droppet amningen og grebet skeen, og både Kæreste og mig blev simpelthen så rørte og stolte og forundrede, da Bean forleden som det selvfølgeligste i verden tog sin ske og spiste sin yoghurt. Selv. Og kiggede mystificeret på os, mens vi fik vand i øjnene, mens hendes udtryk sagde ‘Tsk, forældre!”