Kvinde. Holder du nogensinde fri?
Hvornår holder mødre egentlig fri? Jeg gør uhyre sjældent. Stort set ikke i øjeblikket, hvor jeg fuldammer efter afrikansk forbillede (læs: hver gang lillesøster er utilfreds bliver hun tilbudt brystet. Det fungerer perfekt for os, men lader naturligvis ikke megen luft til solotid). Faktisk var det meningen, at jeg lørdag formiddag, mens lillesøster sov, skulle have en time eller to for mig selv på en café med Mac’en og tid til at komponere blogindlæg og besvare mails uden at holde øre og øje på en baby.
Det blev i stedet til en trilletur med barnevognen for at give lillesøster fred og ro til at falde i søvn, mens far og storesøster tumlede hjemme. *suk*
Jeg har for nylig læst et par ret forskellige artikler om at være alene om ansvaret selvom man er del af en familie med to voksne. Den ene var amerikansk (og jeg kan ikke finde den nu!) og handlede om, at mange mødre i parforhold reelt er alenemødre, og nok kan amerikanske forhold ikke just omsættes til danske, men der var en pointe i artiklen, der ræsonnerede i mig. Det handlede om ansvar. Hvis jeg skifter en ble, så skifter jeg bare en ble. Hvis Jonas gør det, så er det som regel fordi jeg har spurgt om han ikke vil – og (endnu værre) takker ham for det. Hvorfor skulle jeg takke for noget, der i bund og grund burde være en absolut selvfølge for vores generations fædre? Det samme gælder med langt de fleste huslige pligter – og det er jo ikke af ond eller god vilje. Det er bare misforstået at takke den ene part for noget, den anden gør uden at få ros eller tak.
Den anden artikel var dansk og indholdets kerne var den samme. At det i mange (de fleste?) heteroseksuelle parforhold er kvinden, der sidder med ansvaret for familien, selvom både mor og far henter, leger, putter, trøster, skifter bleer og laver mad. At den udearbejdende kvinde i ordets egentlige forstand stadig er husmoder. Du kan læse hele artiklen i Information HER
For selvom fordelingen af pligter er nogenlunde ligelig, så er ansvaret skævt fordelt. Kvinden er som regel familiens ‘projektleder’ og det er hende, der holder styr på, hvornår der er arrangementer i børnehaven eller skolen, hende der husker på og bestiller tid til vaccination, tandlæge og lægebesøg og som har overblik over den sociale kalender – herunder hvem der skal købes gaver til og hvornår. Det er også hende, der har styr på, hvad der mangler på indkøbslisten og hende, der ved, hvilken størrelse tøj og sko barnet bruger og hvornår det er tid til at købe nyt til sæsonen.
Har man ansvaret, kan man så nogensinde læne sig tilbage i sofaen med et godt glas rødvin og bare slappe af? Gunilla Bergensten skriver det – bl.a. – sådan her og jeg synes det er uhyggeligt rammende:
Jeg spurgte Magnus:
“Har du set, at John har fodvorter?”
“Nej, men han har fortalt det.”
“Han har otte vorter.”
” Ja, det sagde han.”
“Har du købt noget mod fodvorter?”
“Nej, skulle jeg da det?”
(…)
Jeg ved ikke, hvis skyld det er eller om det giver mening at tale om skyld overhovedet. Jeg tror snarere det er kønsroller og samfundsnormer, der skal gøres op med. Jeg – og sikkert også flere af jer – skal blive bedre til at afgive ansvar og lade manden overtage det helt og aldeles. For eksempel gad jeg godt slippe for at skulle forholde mig til noget som helst børnehave-relateret mod til gengæld at have det fulde ansvar på tøj- og skofronten. Det er nemlig et område, jeg har holdninger til og et, Jonas er komplet ligeglad med.
Jeg gad faktisk også godt slippe for at være den eneste, der står for den løbende oprydning. Jeg har faktisk tidligere eksperimenteret med at lade eksempelvis kaffekopper, som Jonas stiller på alle flader herhjemme, blive stående for at se, om han selv tog dem. Det gør han ikke. Jeg kan ikke forklare hvorfor. Det samme gælder legetøj og tøj, der bliver lagt i stuerne.
Mændene skal på deres side blive bedre til at tage ansvaret og insistere på, at kvinderne blander sig the hell out. Ligesom med delt barsel, så tror jeg på, at et reelt delt ansvar sikrer en reel ligestilling og en gensidig forståelse for hvad det indebærer at være en familie og at få det hele til at hænge sammen. Det er et godt fundament for et parforhold at man er ligeværdige og har et lige ansvar.
Jeg har tænkt mig at starte med at gribe i egen barm. Den er også lettere at få øje på nu mens jeg ammer! Jeg vil ikke være projektleder – jeg vil have en flad ledelsesstruktur de voksne i husstanden imellem, hvor vi opdeler ansvarsområderne efter evner og interessefelter. Og så bare nøjes med at opdatere den anden på hver vores område efter behov.
Jeg tror i øvrigt at en vanskelig del af en omfordeling af ansvaret er selve samtalen om det. Hvordan indgår man i dialog om ønsket om at den ene part skal gøre mere, uden at det på forhånd bliver en omgang beskyldninger og ‘du gør heller aldrig… men jeg gør altid’ – selvom det ikke er ment sådan.
Hvordan er ansvarsfordelingen hjemme hos jer?
*For lige at være fair, så er Jonas faktisk rigtig god til også at tage ansvar på sig. Eksempelvis var det ham, der sørgede for at udregne barsel denne gang. Og han står 8 ud af 10 dage for maden herhjemme. Og er 97% af tiden ham, der går ned med skraldet. Så. Det overordnede ansvar for eksempelvis børnene er dog stadig mit, som tingene er lige nu.
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
Jeg læste godt den artikel i information i sidste uge og sendte den til nogle venner.
Jeg diskuterede den også.med min kæreste (og min datters far). Tror første skridt er at være opmærksom på fælden. Herhjemme har jeg en rigtig god hukommelse hvad angår fødselsdage og sådan. Så der er rigtig let at jeg også kommer til ar blive lidt mor for min kæreste mht “har du nu husker at skrive til din far i dag/ringe til Preben osv.”.
Vi prøver at komme noget af der i forkøbet ved ar fordele ansvar. Jeg køber gaver min familie og de fælles venner sol udspringer fra mig og modsat. Det er min kærestes ansvar at tjekke intranet fra vuggestuen . Han har endnu ikke gjort det i de to måneder hun har gået der, men han taler da om at han skal få snakket med vuggestuen fordi der er noget galt med koden. Så han har ansvaret for at fortælle mig de ting.
Vi prøver også ar aftale hvem af os som skal sætte os ind i et bestemt emne om noget som vedrører vores barn.
Vi falder bestemt i. Det er mig som er tovholder, men vi bliver bedre. Det hjælper så også rigtig meget at jeg bor med et ordens menneske som rydder op efter mig og som tager vasketøj.
PS. Nogle dage aftaler vi at “han har baby vagten”, dvs at jeg intet skal gøre med baby udover at amme når han vurderer det nødvendig. Vil han have hjælp til andet så må han spørge efter det (uheld som en baby der kaster op osv skal man self ikke spørge om hjælp for).