En frygtelig kvinde – når mormor arrangerer date

Har din mor nogensinde sørget for at du kunne tage på date? Jeg tror, hånden på hjertet, aldrig det er sket før for mig. Men i dag arrangerede min mor en date for Jonas og jeg, som var både tiltrængt, dejlig og betænksom.

Hun planlagde at tage toget ind til os for at passe pigerne, så vi både kunne spise en frokost ude og tage i biografen og se ‘En frygtelig kvinde’. Det er meget sjældent, vi er i biografen sammen. Både af – for småbørnsfamilier åbenlyse -logistiske årsager, men også fordi vi har ret forskellig smag i film. Vi var dog ret enige om, at denne ville vi gerne se sammen, og vi talte om filmen juleaften – og afledt heraf om forhold, mænd og kvinder. Det tog min søde mor til efterretning og agerede prompte.

Så. Vi overlod to henrykte piger til deres mormor og drog ud for at flette fingre, spise comfort food og læne os tilbage i bløde stole i biografmørket. Et par timers kærestetid, der heldigvis landede markant bedre end i filmens udgave. Den kan i øvrigt anbefales. Især hvis man ikke tænker, at den uhyggelige manipulation ikke handler om alle kvinder, men i stedet om en meget specifik personlig oplevelse og en særlig type mennesker, der desværre eksisterer. Og ja. Man(d) kunne også tale om køn og rollefordelinger generelt. Jeg tror, de fleste kan genkende elementer fra deres eget liv i filmen.

Om 120 dage har vi kendt hinanden i 9 år. Heldigvis har vores forhold aldrig været så meget som i nærheden af det niveau af sygelig manipulation, der udvises i filmen. Indretningsdelen, derimod, ringer lidt flere klokker 😉 Vi var rigtig godt underholdt, krummede tæer undervejs og kunne genkende elementer fra fortidige forhold og vores. Hvordan hjemmet (og måske også mandens stil) lige så stille bliver overtaget af kvinden. Hvordan de helt vilde drengeaftner bliver færre og hvordan andre forpligtelser kommer til. Det kan opleves som en falliterklæring og kedeligt. Men det er måske også bare en del af at blive voksen, selvom det er frygteligt umoderne at være. Man vokser sammen og ind i hinanden, men det er heller aldrig en dårlig idé at beholde sig selv. At bevare kernen og holde fast i det, der er vigtigt. I skrivende stund er Jonas derfor til et (virkelig nørdet!) arrangement, som jeg aldrig nogensinde kommer til at forstå, men som betyder noget for ham. Derfor er det ok, at jeg strikker og blogger i timevis eller trækker os med rundt på diverse kunstudstillinger, når lejligheden byder sig. Det fineste eksempel jeg kender, på den slags rummelighed, synes jeg nu egentlig kommer fra mine forældre. I mit barndomshjem har der altid stået en guitar. Min fars guitar. Han spillede før min søster og jeg blev født, men holdt næsten op derefter. Små børn og tiden, I ved. Guitaren har stået fremme hele tiden. Min mor har troligt tørret den ren for støv i nærved 30 år. Nu, efter han er gået på pension, er den fundet frem igen og bliver brugt. Den blev ikke solgt på loppemarkedet eller sat til storskrald. Heldigvis. Vi har også en metaforisk guitar herhjemme. Den fylder en del flere hyldemeter og jeg synes ikke den pynter. Men den vigtig for Jonas. Så derfor skal den naturligvis have sin plads.

^^Lidt flere grå hår, lidt flere linjer, en blondering (!) og 8 år senere og vi ville stadig allerhelst spise sammen med hinanden. Også selvom hver dag ikke kan være en sommerferie og en restaurant som i den gamle verden.