… ting jeg ikke har skænket en tanke. Endnu.

Mens jeg trawlede igennem the usual suspects på jobbet for at få inspiration til facebook-links, artikler, debatter og blogindlæg, så faldt jeg over denne artikel på Vores Børns hjemmeside.

En artikel, der handler om ‘typiske bekymringer’, når man venter sit andet barn. Mens jeg læste de typiske bekymringer igennem, gik det op for mig, at jeg faktisk slet ikke bekymrer mig. Hvilket er vældigt atypisk for mig, sådan generelt. Jeg er vældigt god til at finde problemer og ting at få dårlig samvittighed over, men lige her? Med en kommende baby og dermed kommende storesøster? Der har jeg ikke på noget tidspunkt haft skrupler. Måske fordi jeg (og vi) har vidst fra start af, at vi ønskede flere børn? Jeg ved det ikke.

Bekymring nummer 1 går åbenbart på, om der er nok kærlighed. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om, at der er. En anden slags kærlighed – men sådan er det jo i alle mine nære og kære relationer. Det er ikke en dårligere eller mindre slags kærlighed, men forskellige mennesker bor forskellige steder i mit hjerte, billedligt talt.

Bekymring nummer 2 handler om at komme til at svigte sit første og ældste barn. Nå. Den har jeg altså heller ikke haft oppe at vende i hovedet (åh, nej! Er det måske et svigt allerede der?!) Jeg elsker ikke Bean mindre af at vi tilføjer et familiemedlem, og jeg ved naturligvis godt, at hendes monopol på os forsvinder – og at det sandsynligvis vil medføre en reaktion. Jeg tror, at der i stedet bliver føjet en ekstra dimension til Beans og mit forhold. Hun får – ligesom baby gør – en særstatus. Hun vil altid være den førstefødte, og i kraft af aldersforskellen på knap 3,5 år, så vil der også igennem hele barndommen være forskelle på hvad man må når man er ‘stor’ og ‘lille’. Hun er allerede igang med at tage sin storesøsterrolle på sig og forklare baby om verden (eksempelvis blev min mave meget alvorligt fortalt, at man IKKE må løbe ud på vejen. Og at man IKKE må spise hundemad og lort. FYI, baby)

Bekymring 3 handler om søskenderelationen. Om muligheden for jalousi og konflikt og om hvorvidt børnene overhovedet bliver venner. RO PÅ nu. Altså, det er da nærmest uundgåeligt med konflikter og snerten af misundelse mellem to mennesker, der lever sammen og skal vokse op sammen. Det tager vi, som det kommer.

Bekymring nummer 4 – er der noget galt med baby? Well, her er jeg komplet modsat af de bekymrede, som artiklen tager afsæt i. Jeg bekymrede mig over alting, hele tiden, konstant mens jeg var gravid med Bean. Denne gang har jeg ærligt talt ikke været angst på babys vegne undervejs i graviditeten, og det har været SKØNT. Jeg har stolet på min krop og dens signaler. Den eneste bekymring har været moderkagens placering – men det handler om den kommende fødsel, og ikke om baby.

Den sidste bekymring, der tages op, handler om logistikken ved at blive en mere. Hvordan klarer man det praktiske, sygdom, kolik, amning etc. Igen. Når vi kunne klare Bean, er jeg ikke et eneste milisekund i tvivl om, at vi også kan håndtere, hvad baby har at byde på. Bevares, jeg ville nyde et såkaldt ‘nemt’ og ‘mildt’ barn, der bare sover godt og har et roligt gemyt. Men på den anden side ved jeg også, at vi sagtens kan håndtere endnu en omgang af det modsatte og komme helskindede ud på den anden side – og Bean ville ikke være Bean uden sin personlighed. Jeg ville måske heller ikke være så sikker på mig selv og mine erfaringer og viden og kompetencer, hvis ikke jeg havde været igennem en lang, lang periode med et barn, hvor jeg måtte smide alle håndbøger (undtagen Vidunderlige Uger) ud af vinduet og opfinde den dybe tallerken gang på gang – med udgangspunkt i MIT barn og hendes behov.

HVIS nu, der var noget, jeg skulle bekymre mig om, så handler det om de helt praktiske forhold omkring i første omgang fødslen (vi har endnu ikke fået en call-liste med potentielle Bean-sittere på plads, og hvad nu hvis hun skal hentes midt om natten?) OG i anden omgang omkring (sam)sovningen. Hvordan kommer det til at påvirke Beans søvn at der er et lillebitte, nyt menneske, der også kræver sin mors fysiske nærhed? I virkeligheden er det mere overvejelser end bekymringer, for denne gang orker jeg ikke at tage dem på forskud. Jeg har mere end rigeligt at gøre med at få energien til at strække sig over både arbejds- og privatliv i disse sidste uger inden min barsel starter.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram