Hvorfor du ikke skal købe ting ‘noget billigere i kinaland’. Der er faktisk forskel.

Opslag som på billedet herunder gør mig træt. Med træt på. Der er noget helt galt med tankegangen ‘billigst muligt’ i tilfælde som det her, hvis du spørger mig. (I mange tilfælde, faktisk, men det er en anden snak.) Så. Jeg beklager det sure opstød, men jeg er nødt til at sige det. Og I ved. Min blog, mine regler.

For lige at skære det ud i pap: Det har ikke noget med denne specifikke person og vedkommendes ‘fine’ kinaland-pyntesager at gøre. Selvom jeg er lodret uenig med udsagnet, så har jeg ingen personlige uoverensstemmelser med vedkommende og intet ønske om at udstille nogen. Det handler derimod om hele tendensen og om sites, som danner ramme om sælgere af (overflødige) dimser og dutter til næsten ingen penge.

Hvis man ikke forstår problematikken i at købe en given dims i Kina for 7 kr, så synes jeg, det vil være en god idé at løfte blikket udover sin egen næsetip og kigge på helhedsbilledet. På konsekvenserne af at købe (for) billigt for miljø og mennesker. Nu og især i fremtiden. Jordens ressourcer er ikke uendelige. Det er ikke for at lyde frelst. Det er et faktum. Overforbrug er problematisk på sigt – vores børn, børnebørn og oldebørn kommer til at mærke konsekvenserne af vores og vores forældres og bedsteforældres forbrug.

Det handler ikke om at skære alt væk – heller ikke søde ting til børneværelset. Det handler om at tænke sig om.

Hvis noget koster 7 kr (eller 14 eller 23) at få sendt fra den anden side af jordkloden, så er det for billigt. Ærligt talt. Eksportøren tager sig betalt. Producenten gør også. Der er omkostninger ved materialer og produktion. Nogen får også en løn – den er sandsynligvis alt for lav, for det er arbejderne, der er sidste led i betalingskæden – og der er ingen garantier for, at det ikke er både børn og voksne i aldeles urimelige, usunde og måske endda farlige arbejdsforhold, der har produceret den alt for billige pyntedims.

Store, kendte brands får også produceret ting på grimme måder – men der er en accountability dér. Når forbrugerne opdager det og bliver tilstrækkeligt vrede over det, så kan man faktisk lykkes med at tvinge kæderne til at opføre sig mere ordentligt. Når det er en ‘anonym’ sælger på Aliexpress eller Wish eller lignende, så er der ingen accountability. Ingen sporbarhed.

Så er der sikkerheden. Varer, der forhandles inden for EU skal leve op til standarder. For sikkerhed. Det handler bl.a. om det, der er ‘indeni’. Hvilke kemikalier, materialer etc., som varen er fremstillet af. Hvilke forhold, den er produceret under. Er det elektronik eller andet, så er der også sikkerhedsstandarder hér. Er det plysdyr, legetøj, service til babyer og børn, så er der også regler her. Der er ingen som helst sikkerhed for, at det ‘fine’ service fra ‘kinaland’ eller den søde Miffy-lampe til spotpris overholder disse regler. Ingen. Der kan være alskens giftige sager i og lampen kan potentielt eksplodere, fordi den ikke er forsvarligt produceret. Det kan også være helt fint. Pointen er, at du kan ikke VIDE det. Man må overveje, om man ønsker at gå på kompromis med sikkerheden for at spare lidt penge på overflødige produkter.

Noget helt andet er designdelen. For er det egentlig ikke rimeligt at betale for, at nogen faktisk har brugt deres tid og energi og kreativitet på at udvikle et brand. Et look. Et bestemt produkt. Fred være med, at du selv eller din svoger er dygtige med hænderne og fremstiller noget til egen brug, der ligner et kendt designbrand. Det må man gerne. Men at profitere på andres arbejde? At kopiere og sælge til underpris? Det er noget gris.

Nej, det er ikke sikkert, at alle så har råd til alle de fede designerting. Det har jeg for eksempel ikke. Derfor vælger jeg ret nøje ud, hvad jeg gerne vil have – og så køber jeg den ægte vare. Jeg sparer op eller sælger noget andet for at få råd. Alting behøver i øvrigt ikke at være design. Der er masser af no-name genstande, der er både fine og funktionelle, og derudover er der virkelig mange fede ting at finde i genbrugser og på loppemarkeder. På den måde undgår man også at ende med at have et hjem, der til forveksling ligner 10.000 andres. Falsk design und alles.

 

PS: Kan vi i øvrigt ikke blive enige om, at der ikke er noget, der hedder ‘kinaland’? Der er et land, der hedder Kina. Og der er en verdensdel, der hedder Asien. Det er ikke det samme, og menneskene ser ret forskellige ud, selvom de overordnet set kan betegnes som asiatere. Ligesom vi ser ret forskellige ud her i Europa, når man kigger fra nord til syd og fra øst til vest.