Når mænd bliver fædre

Kvinder, ambitioner og skæve tal på toppen

Der var engang en ung kvinde, der elskede at studere. Hun elskede sit fag, at fordybe sig i sit felt og at bruge tid blandt dygtige mænd og kvinder, der forskede i netop dette særlige felt. Hun elskede specialeprocessen og at bruge et år af sit liv på at (konferens)forske og skrive godt 100 sider. Den unge kvinde ville gerne være forsker. Hendes ambition var at bruge sit liv på at blive klogere og finde og formidle ny viden om et smalt og relativt ungt felt med masser af muligheder for landevindinger.

Den unge kvinde var mig. Jeg elsker stadig kunsthistorien og er stadig voldsomt fascineret af det neuroæstetiske felt. Men jeg tror aldrig, jeg kommer til at forske indenfor det. Hvorfor egentlig ikke? Well, i første omgang fordi der er ualmindeligt få ph.d.-midler på humaniora (don’t get me started om den skæve diskurs der er i samfundsdebatten om humanistiske fags ‘relevans’) og fordi jeg umiddelbart efter at have afleveret mit speciale blev smidt ind i det dagpengeland, der kan suge livslysten ud af enhver og hvis krav reelt står (i al fald for mig) i vejen for at fortsætte på den sti, jeg havde regnet med, jeg ville forfølge. Da jeg blev tilbudt en projektansættelse på mit tidligere studiejob sprang jeg til med kyshånd og ikke et sekunds tøven – og så blev jeg gravid.

Min graviditet og efterfølgende mit moderskab har placeret mig og mine personlige og faglige ambitioner et andet sted end mit 25-årige jegs. Jeg har et menneske i mit liv – snart to – der er mere værd end alt andet i verden, og jeg har absolut ikke lyst til at være fraværende på grund af en karriere, der skal forfølges, i de (få og formative) år, hvor de er små og i særlig grad har brug for en tryg base. Jeg tror ganske simpelt ikke på konceptet kvalitetstid, når det handler om børns og deres forældres relation – men jeg anerkender at andre prioriterer anderledes. Hvis vi går ud fra, at jeg og min generation skal være på arbejdsmarkedet indtil vi er omkring 70, så er mit ræsonnement, at der er RIGELIG tid til at være fagligt og karrieremæssigt ambitiøs, når mine børn er større. Jonas har det på nøjagtig samme måde. Det er også langt vigtigere for ham at have tid (i kvantitet såvel som i kvalitet) end at skulle gøre karriere.

Derfor har vi valgt en livsstil med jobs, bolig og forbrugsmønstre, der er tilpasset vores indkomst. Faktisk tilpasset, at vores økonomi hænger fint sammen selvom den ene af os er på dagpenge, hvilket bliver praktisk om ikke alt for mange måneder, når min løn under barsel bliver til barselsdagpenge.

Måske er det moderskabet og de instinktive forhold omkring det en af årsagerne til at der er markant færre kvinder i toppen af samfundet – på alle de magtfulde poster og i forskningen? Måske er det den skæve fordeling af barsel mellem mænd og kvinder. Måske. For mit vedkommende betyder mit moderskab, at jeg på ingen måde vil acceptere at arbejde 80 timer for 20 timers løn for at få foden indenfor i en branche, der er notorisk dårlig til at være fair i sine ansættelsesforhold. At jeg hellere vil have et fleksibelt job – måske endda på deltid (uha dada!) – for at kunne dyrke de nære relationer.

Det er dog alt for simpelt at skyde skylden på biologi. Der er også masser af andre mekanismer i spil, når det handler om at tilkæmpe sig magten, og selvom det i år er 100 år siden kvinder fik stemmeret i Danmark, så er der stadig lang vej igen på ligestillings-fronten. Det er et faktum, at man(d) helst ansætter nogen, der minder om en selv – så når en bestyrelse består af midaldrende, hvide mænd fra en bestemt socialklasse, så har denne bestyrelse en tendens til at vælge en midaldrende, hvid mand som sit nye medlem. Det er i øvrigt også simpel biologi – der er en tryghed i det kendte. Derfor er jeg faktisk tilhænger af både kønskvoter og øremærket barsel til mænd. Fordi vi simpelthen er for dårlige til at ændre på det bestående uden en konkret tilskyndelse, og fordi ethvert samfund har godt af en mere ligelig fordeling af både køn og ‘typer’ i magtens top – og fordi fædre, der har lang barselsorlov, generelt får et tættere bånd med deres barn/børn og familiens balance generelt bliver bedre, fordi parret opnår samme type erfaringer ved familielivet og hverdagen med et lille barn.

Måske havde mit syn på sagen set anderledes ud, hvis jeg havde været godt igang med en decideret karriere eller en Ph.D. inden jeg blev gravid – eller hvis jeg havde ventet med at få børn til min karriere var i fuldt flor. Det kan jeg af gode grunde ikke svare på. Men det er et emne, det er værd at blive ved med at debattere. Marina gør det bl.a. og med et anderledes udgangspunkt end mit, netop fordi hun ER i fuld færd med at forske (og gro en lillesøster oveni)

Uligheden mellem kønnene inden for netop forskningsverdenen sætter L’Oreal fokus på, når de i samarbejde med UNESCO uddeler prisen For Women in Science, der hædrer tre kvindelige forskere inden for naturvidenskab; i år PhD Dorthe Bomholdt Ravnsbæk, PhD Line Vej Ugelvig og Dr. Leticia Hosta Rigau. I øvrigt – som Marina meget fint skriver – bliver det først irrelevant at tale om køn, når vi ikke længere kategoriserer i ‘mandlige’ eller ‘kvindelige’ ledere/forskere/etc. og når det i stedet først og fremmest er mennesket og dets kompetencer vi ser frem for kønnet.

Jeg håber, debatten og samfundet er nået videre, når Bean vokser op og selv skal ud og definere sig selv og sine ambitioner som menneske. Og som kvinde.

… og så kan jeg ikke lade være med at omtale et par lige dele interessante og skræmmende studier (henholdsvis i USA og i Norge), hvor en gruppe studerende får udleveret to identiske beskrivelser af en kvindelig og mandlig leder – deres kompetencer, familieforhold, personlighedstræk, etc. De studerende bedømmer den mandlige og kvindelige leders faglige kompetencer som lige gode – men når det kommer til de personlige forhold, bliver manden bedømt som en god far og grundlæggende et sympatisk menneske. Kvinden derimod kritiseres for blandt andet ikke at være nok hjemme hos sine børn. Jeg skriver det lige igen: de to personer og beskrivelserne af dem var identiske bortset fra navnet og de personlige pronominer. Det, for mig, viser med al tydelighed, at vi IKKE er færdige med at tale køn og ligestilling.

smart girl

Inspirationen til indlægget er fra L’Oreal og deres prisuddeling, og jeg har modtaget lidt dullegrej – indhold og holdninger er så absolut mine egne.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

   

6 kommentarer

  • Anja

    Jeg hørte en gang en klog mand sige, at man skulle nyde sine børn mens de var der (forstået de vokser op og videre) g så kunne man altid gøre karriere. sammen kloge mand sagde også, at først finder man et job, så bliver man god til det og så kan man gøre karriere.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det lyder som en meget klog mand. Og det er nøjagtig sådan jeg har fundet ud af, at jeg har det. Ligestilling er jo netop også muligheden for at træffe de valg, der giver mening for en selv. Uanset om det er deltidsstilling, karriere eller noget helt tredje. Men. Tiden med små børn kommer vitterligt ikke igen, og jeg tror det er de færreste jobs eller karrierer man ikke kan gøre comeback i, når børnene er blevet større.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Det er et svært emne. Der er så mange parametre i den diskussion, at man uvægerligt vil bølge frem og tilbage i sin ræsonnementer over, hvad det er, der gør, at der ikke er flere kvinder “på toppen”. Vil de ikke? Kan de ikke? Får de ikke muligheden?

    Jeg tror aldrig, at vi bliver færdige med at diskutere køn og arbejde, og selvom jeg på en optimistisk dag godt kan tro det, tror jeg desværre ikke, at det bliver i vores børns generation.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det ER et vanskeligt emne. Og komplekst. Jeg tror det er en blanding af vil ikke/får ikke muligheden – afhængigt af den enkelte kvinde og det specifikke felt.

      Pointen er at vi ikke kan eller må stoppe debatten og diskursen og at vi skal kigge efter den måde, det foregår på i vores nordiske søsterlande: der er man nemlig ikke per definition en træls rødstrømpe med hængepatter bare fordi man insisterer på at kønsdebat er vigtig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Det er en meget relevant debat… Og så svært at give de gode svar på. Vi taler en del om det herhjemme, da jeg sidder med en datter lidt yngre end Bean og en i maven og skriver det sidste af mit speciale. Meget modvilligt da jeg meget hellere vil bruge tid min familie, men det har ikke altid været sådan. Jeg har, som du selv, haft store ambitioner for mig selv og min karriere, men de blegnede bare, da vi fik barn. I en grad så det nu bliver et halvdårligt speciale, der kommer ud af det. Min mand var også studerende, da jeg var på barsel sidst og havde derfor næsten så meget tid med vores datter det første år som jeg selv. Det er væsentligt ændret næste gang, nu hvor han pendler til en fuldtidsstilling, og det er han meget bevidst og ærgerlig over. Ligesom han gerne havde haft mere tid med hende i hverdagen også og helst faktisk i form af deltidsarbejde! Han kan dog også se, at realiserer han det, bliver han kørt håbløst bagud karrieremæssigt, og det er ikke et nemt fravalg. Vi er nået frem til, at han tager 3-4 mdrs barsel, og så satser jeg på at finde et deltidsjob. Vi har en aftale om, at en af os helst skal være på deltid, mens de er små, og har som jer indrettet vores situation efter en sådan økonomi.
    Jeg er splittet i spørgsmålet om øremærket barsel til mænd. Det er muligt, at det er fordi, det kommer til at tage en generations tid at få det til at være normen, men jeg er bekymret for, at barselsperioderne simpelthen afkortes tilsvarende, hvilket jo ikke vil være til børnenes fordel.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg tænker at øremærket barsel til mænd evt. kan være efter svenske forhold, hvor de lægges TIL den ordinære barsel. Eller hvor det ikke er valgfrit. Ikke mindst når nu al spædbarnsforskning indikerer, at børn først omkring 12 måneder eller senere er klar til at forlade deres primære omsorgspersoner i en kortere daglig periode. Alternativet, for der er jo mennesker, der ikke har mulighed eller ønsker at have en lang barsel, må være småbitte institutioner med max 10 børn og masser af hænder.

      Held og lykke med den løsning, I finder ud af <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når mænd bliver fædre