Kvinder, ambitioner og skæve tal på toppen

Der var engang en ung kvinde, der elskede at studere. Hun elskede sit fag, at fordybe sig i sit felt og at bruge tid blandt dygtige mænd og kvinder, der forskede i netop dette særlige felt. Hun elskede specialeprocessen og at bruge et år af sit liv på at (konferens)forske og skrive godt 100 sider. Den unge kvinde ville gerne være forsker. Hendes ambition var at bruge sit liv på at blive klogere og finde og formidle ny viden om et smalt og relativt ungt felt med masser af muligheder for landevindinger.

Den unge kvinde var mig. Jeg elsker stadig kunsthistorien og er stadig voldsomt fascineret af det neuroæstetiske felt. Men jeg tror aldrig, jeg kommer til at forske indenfor det. Hvorfor egentlig ikke? Well, i første omgang fordi der er ualmindeligt få ph.d.-midler på humaniora (don’t get me started om den skæve diskurs der er i samfundsdebatten om humanistiske fags ‘relevans’) og fordi jeg umiddelbart efter at have afleveret mit speciale blev smidt ind i det dagpengeland, der kan suge livslysten ud af enhver og hvis krav reelt står (i al fald for mig) i vejen for at fortsætte på den sti, jeg havde regnet med, jeg ville forfølge. Da jeg blev tilbudt en projektansættelse på mit tidligere studiejob sprang jeg til med kyshånd og ikke et sekunds tøven – og så blev jeg gravid.

Min graviditet og efterfølgende mit moderskab har placeret mig og mine personlige og faglige ambitioner et andet sted end mit 25-årige jegs. Jeg har et menneske i mit liv – snart to – der er mere værd end alt andet i verden, og jeg har absolut ikke lyst til at være fraværende på grund af en karriere, der skal forfølges, i de (få og formative) år, hvor de er små og i særlig grad har brug for en tryg base. Jeg tror ganske simpelt ikke på konceptet kvalitetstid, når det handler om børns og deres forældres relation – men jeg anerkender at andre prioriterer anderledes. Hvis vi går ud fra, at jeg og min generation skal være på arbejdsmarkedet indtil vi er omkring 70, så er mit ræsonnement, at der er RIGELIG tid til at være fagligt og karrieremæssigt ambitiøs, når mine børn er større. Jonas har det på nøjagtig samme måde. Det er også langt vigtigere for ham at have tid (i kvantitet såvel som i kvalitet) end at skulle gøre karriere.

Derfor har vi valgt en livsstil med jobs, bolig og forbrugsmønstre, der er tilpasset vores indkomst. Faktisk tilpasset, at vores økonomi hænger fint sammen selvom den ene af os er på dagpenge, hvilket bliver praktisk om ikke alt for mange måneder, når min løn under barsel bliver til barselsdagpenge.

Måske er det moderskabet og de instinktive forhold omkring det en af årsagerne til at der er markant færre kvinder i toppen af samfundet – på alle de magtfulde poster og i forskningen? Måske er det den skæve fordeling af barsel mellem mænd og kvinder. Måske. For mit vedkommende betyder mit moderskab, at jeg på ingen måde vil acceptere at arbejde 80 timer for 20 timers løn for at få foden indenfor i en branche, der er notorisk dårlig til at være fair i sine ansættelsesforhold. At jeg hellere vil have et fleksibelt job – måske endda på deltid (uha dada!) – for at kunne dyrke de nære relationer.

Det er dog alt for simpelt at skyde skylden på biologi. Der er også masser af andre mekanismer i spil, når det handler om at tilkæmpe sig magten, og selvom det i år er 100 år siden kvinder fik stemmeret i Danmark, så er der stadig lang vej igen på ligestillings-fronten. Det er et faktum, at man(d) helst ansætter nogen, der minder om en selv – så når en bestyrelse består af midaldrende, hvide mænd fra en bestemt socialklasse, så har denne bestyrelse en tendens til at vælge en midaldrende, hvid mand som sit nye medlem. Det er i øvrigt også simpel biologi – der er en tryghed i det kendte. Derfor er jeg faktisk tilhænger af både kønskvoter og øremærket barsel til mænd. Fordi vi simpelthen er for dårlige til at ændre på det bestående uden en konkret tilskyndelse, og fordi ethvert samfund har godt af en mere ligelig fordeling af både køn og ‘typer’ i magtens top – og fordi fædre, der har lang barselsorlov, generelt får et tættere bånd med deres barn/børn og familiens balance generelt bliver bedre, fordi parret opnår samme type erfaringer ved familielivet og hverdagen med et lille barn.

Måske havde mit syn på sagen set anderledes ud, hvis jeg havde været godt igang med en decideret karriere eller en Ph.D. inden jeg blev gravid – eller hvis jeg havde ventet med at få børn til min karriere var i fuldt flor. Det kan jeg af gode grunde ikke svare på. Men det er et emne, det er værd at blive ved med at debattere. Marina gør det bl.a. og med et anderledes udgangspunkt end mit, netop fordi hun ER i fuld færd med at forske (og gro en lillesøster oveni)

Uligheden mellem kønnene inden for netop forskningsverdenen sætter L’Oreal fokus på, når de i samarbejde med UNESCO uddeler prisen For Women in Science, der hædrer tre kvindelige forskere inden for naturvidenskab; i år PhD Dorthe Bomholdt Ravnsbæk, PhD Line Vej Ugelvig og Dr. Leticia Hosta Rigau. I øvrigt – som Marina meget fint skriver – bliver det først irrelevant at tale om køn, når vi ikke længere kategoriserer i ‘mandlige’ eller ‘kvindelige’ ledere/forskere/etc. og når det i stedet først og fremmest er mennesket og dets kompetencer vi ser frem for kønnet.

Jeg håber, debatten og samfundet er nået videre, når Bean vokser op og selv skal ud og definere sig selv og sine ambitioner som menneske. Og som kvinde.

… og så kan jeg ikke lade være med at omtale et par lige dele interessante og skræmmende studier (henholdsvis i USA og i Norge), hvor en gruppe studerende får udleveret to identiske beskrivelser af en kvindelig og mandlig leder – deres kompetencer, familieforhold, personlighedstræk, etc. De studerende bedømmer den mandlige og kvindelige leders faglige kompetencer som lige gode – men når det kommer til de personlige forhold, bliver manden bedømt som en god far og grundlæggende et sympatisk menneske. Kvinden derimod kritiseres for blandt andet ikke at være nok hjemme hos sine børn. Jeg skriver det lige igen: de to personer og beskrivelserne af dem var identiske bortset fra navnet og de personlige pronominer. Det, for mig, viser med al tydelighed, at vi IKKE er færdige med at tale køn og ligestilling.

Inspirationen til indlægget er fra L’Oreal og deres prisuddeling, og jeg har modtaget lidt dullegrej – indhold og holdninger er så absolut mine egne.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram