To baby or not to baby
Siden jeg var teenager, har jeg vidst med sikkerhed, at jeg ville være mor en dag. De fleste leger ‘mor, far og børn’ i løbet af en barndom, men et egentligt valg og beslutning om noget så gennemgribende livsændrende som at få børn; det er noget lidt andet. Det kræver at man tænker minimum et par scenarier igennem, overvejer fordele og ulemper og vejer det hele op mod ens hjertes dybeste ønske.
Så. Børn til mig, tak. Enten når manden med langtidsholdbart familie-potentiale dukkede op. Eller når biologien og uret ville gøre det til et solo-projekt. (Heldigvis dukkede Kæreste op på et ret godt tidspunkt og heldigvis var han også typen, der gerne ville have børn. Med mig. Gerne flere end et, hvis det kan lade sig gøre)
Det at få børn er på mange måder ‘the obvious choice’, når vi medtager det biologiske, evolutionære og forplantningsmæssig drive i menneske-dyret. Men det er jo hverken det eneste eller for den sags skyld det saliggørende valg. Forstå mig ret. Jeg elsker Bean og jeg elsker at være mor. Hver dag. Men det kan også være så utaknemmeligt et ‘job’ og så benhårdt, at overdådige gaver hver eneste Mors Dag burde være en selvfølge.
Jeg har et par veninder, der er frivilligt barnløse. Det er det valg, de har truffet. Det er ikke en let beslutning, fordi vi lever i et samfund, hvor normen er at ‘selvfølgelig’ få børn (hvis man kan. Men det er en helt anden snak!) Det er et valg, jeg respekterer med største selvfølgelighed, selvom jeg nok aldrig helt kommer til at forstå det. Spørgsmålet om at få børn eller ej er dybt personligt og måske endda privat, og selvom jeg synes, det er utroligt interessant at tale om de forskellige drømme og valg, man kan træffe omkring sit liv, så kunne det ikke falde mig ind at kræve at mine veninder eller andre frivilligt barnløse skal retfærdiggøre deres valg over for mig. Det har jeg hverken ret eller lyst til.
Der er fantastiske oplevelser og bundløs, uendelig kærlighed forbundet med moderskabet (og faderskabet, for den sags skyld) – men helt ærligt? Hvem af os småbørnsmødre kan sige os fra at have mærket misundelsen gnave, når veninder og par uden børn kan fortsætte et liv udelukkende på deres voksen-præmisser? Med alt hvad det indebærer af spontane ferier, middage og gåture i aftensolen efter puttetid. Uden at skulle have kronisk dårlig samvittighed over at hente lidt for sent, uden at skulle forholde sig til hvem der skal tage ‘barns første sygedag’.
Nogen kalder den frivillige barnløshed en eksistentiel egoisme; en modvilje mod at påtage sig en voksenrolle. Men helt ærligt? For det første er her rigeligt mennesker på planeten til at videreføre vores art. For det andet synes jeg, det er langt værre at få et barn, man hverken har lyst eller overskud til at have, end at fravælge ‘the obvious choice’. Det er da i den grad voksent og modent (og modigt) at vælge udenfor normen. I virkeligheden var der nok flere, der skulle overveje, hvorvidt de faktisk burde få børn. Både dem, der ender på spisesedlerne med horrible historier om misbrug og svigt, og dem, der reelt lader opfostringen af barnet være op til skiftende au pairs fordi karrieren og voksenlivet skal passes.
Pointen, spørger du. Ville det ikke være skønt, hvis det var oprigtig nysgerrighed i stedet for smålig fordømmelse, der var indgangsvinklen i mødet med mennesker, der har truffet anderledes livsvalg end os selv? Særligt, når det gælder så store valg som at få børn eller ej.
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
Jeg respekterer alles valg – men der er også en del af mig, der finder det problematisk. Hvis man er totalt gung ho omkring det og vitterligt kan sige, at der er intet, man vil savne ved ikke at have børn, jamen tillykke, så får du et fedt liv uden. Samme til børnefamilier, et fedt liv med. Men det er min erfaring at frivilligt barnløse netop kan sige disse ting, da alle andre tager det tunge læs og får børn i familien. De barnløse får stadig de store familiefester, juleaftner med søde børn, som de kan lege moster for – de får stadig invitationer til barnedåb, konfirmationer og endeligt bryllupper igen, når den tid kommer. Det får folk, der besøger, tager sig af og til sidst sørger dem når de gamle. Bare uden på noget tidspunkt at skulle tage bare en flig af det svære arbejde.
Jeg føler, at mange unge ikke kan behovsudskydde og sætte sig selv lidt væk. Jeg læste engang et citat om, at det at få børn, det handler ikke om de første svære år, men det handler om, hvor mange børn, svigerbørn og børnebørn du ønsker at se netop i din pension over middagsbordet. Fint hvis du vælger den umiddelbare tilfredsstillelse med spontanitet og rejser etc, men så må du også se i øjnene, at hvis du fx ikke klarer kærligheden, så er du mutters alene. Og er en hykler, hvis du læner dig op ad fx din brors familie, der har valgt børnene til al imens du igennem dit liv har kritiseret deres valg og praiset det barnløse liv. Tænk på hvad vores forældre gjorde for os? Og det klagede ikke hvert sekund af vejen som forældre gør idag. Vi lever i SÅ godt et land med så god velfærd at tanken om at skulle passe en baby selvom vi har virkelig god fx barsel, ligefrem er en straf for nogle og en frihedsberøvelse. Tænk fx på USA. Der har de ingen barsel (oh yes!), du er heldig, hvis du får 3 uger betalt af firmaet. DIn mand? Han får intet. Lad os nu lige stramme op som generation og stoppe med at synge klagesangen om, at det at få børn er det hårdeste nogensinde. Det er som om vi forventer, at det at have det hårdt er en krænkelse af menneskerettighederne. Come on!