Inspiration til pusleområdet

Lægebesøg, tykke damer og status på maven

Jeg skylder vist efterhånden en status på det her graviditet-halløj, nu hvor jeg nogenlunde halvvejs igennem 6. måned.

Det går (stadig) godt. Med det hele. Bevares, jeg får jævnligt næseblod i øjeblikket, ligesom jeg gjorde i starten af både denne og sidste graviditet. Bean synes, det er mærkeligt og lidt ulækkert, hvilket jeg ikke kan fortænke hende i. For mit vedkommende er det relativt træls aldrig at vide, om det er klar eller rød væske, der kommer ud, når jeg pudser næse (beklager de grafiske detaljer…), men igen. Det er i småtingsafdelingen og selvom jeg nogle dage går med papir i næsen i flere omgange, så kan der gå uger imellem. Min graviditetsskavank er tilsyneladende absurd sløje slimhinder i næsen. Det lever jeg fint med.

For nylig var jeg ved lægen til 2. graviditetsbesøg, som det officielt hedder. Maven blev målt og jeg blev vejet og bestemt ikke fundet for let. Der er ikke noget at sige til, at jeg føler mig som en elefant, når der allerede er røget 7,5 kg på. Forstå mig ret. Jeg har intet imod at blive større under graviditet og jeg har aldrig haft en ambition om kun at tage et absolut minimum på undervejs. Jeg forstår simpelthen ikke den tendens, der er til at fremhæve gravide, der stort set ikke tager på under graviditeten som de positive rollemodeller, alle skal leve op til. Alle kvinder er forskellige og alle graviditeter og babyer er forskellige – derfor er det normale et meget bredt begreb. For langt de fleste er det nødvendigt med (en del) ekstra vægt – for andre er ammedepoterne allerede til stede, og nogle vejer stort set kun det ekstra som baby gør. Så smukt er vi indrettet, at kroppen – hvis man lytter til den og lever nogenlunde fornuftigt – er selvregulerende. Nå. Det er en helt anden snak, som muligvis kommer en anden dag.

Pointen er, at jeg faktisk er relativt ligeglad med tallet på vægten. Det vil sige: indtil jeg kiggede ned på lægens digitale satan og konstaterede at jeg officielt er tættere på 70 end på 60 kg. Det føles alligevel som meget, hvis jeg skal være helt ærlig. Bortset lige fra et par timer efter lægebesøget, hvor jeg tænkte på tallet på lægens digitale vægt, kigger jeg i stedet på min krop og min mave og kan konstatere at lårene efterhånden er lidt rundere, lænden har lidt mere polstring og maven vokser kontinuerligt. Jeg kan mærke baby sparke og møffe hver dag – og har mærket liv dagligt siden uge 16, ligesom med Bean. Det er fint for mig, og i virkeligheden mener jeg, at vejning under graviditeten er en uskik, så længe mor og barn følger en naturlig progression.

Når det er sagt, så har jeg en fornemmelse af at jeg er blevet større en del hurtigere denne gang. Det er vist en sang, langt de fleste flergangsgravide kan synge med på. Jeg føler mig i al fald både større og lidt mere kluntet. Det hænger nok sammen med, at jeg ikke kan lege og tumle, som jeg plejede. At jeg ikke kan sponse rundt og klatre ind og ud ad alle kringelkroge på legepladsen længere. At jeg ikke kan bære Bean i særligt lang tid ad gangen. (Og da slet ikke op ad trapper.) At jeg godt kan mærke i skelettet, når jeg har lange arbejdsdage eller går meget i løbet af en dag.

Jeg har i øvrigt ENDELIG fået taget mig sammen til dels at finde og dels at tilmelde mig fødselsforberedelse. I sidste ende var det lige dele afstand og tidspunkt, der afgjorde valget. I øvrigt. Hvorfor er der så mange hold, der ligger mellem klokken 10-12 på almindelige hverdage? Det skal jeg nok fortælle mere om – men jeg vil varmt anbefale alle gravide at finde et fødselsforberedelseshold, der matcher en selv. Det er altid en fordel at være forberedt så godt som muligt, når man kaster sig selv ud i større præstationer.

Hvad angår fødslen, så er jeg sikker på, at det kommer til at blive en rigtig fin oplevelse ligesom sidst, selvom vi satser på nogle anderledes rammer. Det kommer jeg helt sikkert også til at fortælle mere om i løbet af de kommende måneder. (Så må sarte sjæle bare klikke videre til næste blogindlæg!)

 photo DSC_0075_zpshxgafm4r.jpg
^^En lille smule grænseoverskridende, men når nu jeg advokerer for at alle størrelser er rigtige, må jeg hellere ‘walk the talk’…

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

   

4 kommentarer

  • Sikke et smukt billede! Du ser fantastisk ud.

    Jeg tog et billede i undertøj (altså første og eneste uden tøj), da jeg var 40+1 med Luc. Fødte fem timer senere. <3
    Når jeg kigger på billedet i dag, synes jeg slet ikke jeg ligner den hval, jeg følte mig som. Er i stedet stolt af min krop, og synes jeg var smuk gravid.

    Vil glæde mig til flere indlæg i samme dur.

    God weekend! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tusind tak, Tine!

      Jeg føler mig også (allerede!) meget større end jeg ser ud på billeder, så jeg tror, at fotodokumentation er et meget godt reality check. For mig i al fald. Du var også en virkeligt smuk gravid (og kvinde i det hele taget)

      Klem og god weekend

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Wow, du ser da skøn ud! Tillykke med det og god lørdag

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Inspiration til pusleområdet