Møg-krop (status på graviditeten)

Siden sidste uge har den hér graviditet været helt anderledes anstrengende end jeg husker med Bean. Jeg har været konstant flad, øm i ryg og lænd og haft så mange plukkeveer, at det faktisk ikke er sjovt mere.

Med Bean var jeg – for nu at bruge en eufemisme – ‘aktivt jobsøgende’. Min projektansættelse sluttede, da jeg var knap 6 måneder henne, og derfor brugte jeg resten af graviditeten på komplet tåbelige jobsøgningskurser for at ‘lære at skrive en ansøgning (i 5 timer om dagen)’. Til info kan jeg fortælle, at ‘Hej, ansæt mig – så arbejder jeg en god måned, går på barsel et år og SÅ kommer jeg måske tilbage’ gør de færreste arbejdsgivere våde i trussen. Eftersom man ikke kan sættes i aktivering (endnu et herligt ord fra dagpengeland) når der er under 6 uger til man går på barsel, gik sidste del af graviditeten med at søge 2 relevante fuldtidsjobs hver uge indtil 4 uger før min termin. Det kunne gøres og blev i videst mulig udstrækning gjort hjemme fra sofaen. Bevares, vi var også lige igang med at finde og købe et nyt hjem og efterfølgende blive flytteklar, men jeg havde stadig masser af tid til at hvile kroppen i tredje trimester.

En 37 timers arbejdsuge er et ret anderledes scenarie, og selvom jeg absolut ikke ville bytte min nuværende ‘situation’ med min daværende, så virker de sidste 5 uger på kontoret som absurd lang tid. Også selvom det er 4-dages uger fra nu af.

Det har faktisk ikke noget at gøre med, at der er en 3-årig i huset, for Bean er så sød (også når hun er en drama queen). Jeg får lov at smide mig på sofaen, når jeg kommer hjem, og Bean har for længst forliget sig med, at jeg er blevet for tyk til vilde tumlelege. I stedet leger vi stille og rolige rollelege med Playmobil-figurer og My Little Ponys, og det er ikke uinteressante samtaler sådan nogen små-væsener kan have. Det er faktisk rigtig sjovt at konversere med Bean igennem legetøjet og få indblik i, hvilke sproglige snirkler og emner, der optager hende lige nu.

Jonas er god til at klare en masse af det huslige – ikke mindst indkøb og madlavning. Jeg øver mig til gengæld i at lade rodet ligge, selvom mine øjne bløder over diverse glas og kopper på diverse flader i hele lejligheden og legetøj spredt rundt i stuen…

At jeg får mulighed for hvile hjemme, ændrer dog ikke på, at jeg stadig synes, der er for mange plukkeveer. Gravidyoga i går aftes betød, at maven, baby og jeg kom heeeeeelt ned i gear og blev afspændte på den gode måde, men de satans plukkeveer fylder stadig i kroppen og hovedet. Desværre.

Ellers går det godt. Baby er stadig ligeså livlig som sin storesøster var, med masser af ninjaspark, raveparties og møflen rundt. Om aftenerne er min mave sjældent en fin, rund bold, men i stedet en mærkelig, deform, skæv en af slagsen afhængigt af, hvor baby synes, det er bedst at ligge.

Næseblodet er en tilbagevendende faktor (tak til den søde ekspedient i Tiger, der smuttede ud på lageret og fandt papir til mig, selvom køen var lang), men det lever jeg med. Og indtil videre har der ikke været skyggen af halsbrand, som ellers var noget, jeg oplevede en del med Bean. Et godt trick mod halsbrand er i øvrigt at tygge rå havregryn. De er syreneutraliserende og så undgår man spekulationer om hvorvidt det nu er godt for baby med den medicinske løsning. Plus det er billigt og noget, man altid har i køkkenskabet. Også kl. 3 om natten.

Jeg har stadig en fornemmelse af, at jeg er kæmpestor allerede, men faktisk synes jeg, at jeg ser et par størrelser mindre ud på billeder, end når jeg kigger i spejlet. I næste uge skal jeg have foreviget maven af en professionel fotograf – og jeg satser på, at de billeder giver mig et mere realistisk (og mildt) syn på mig selv, for lige nu kan jeg ikke andet end frygte, at jeg ser nogenlunde sådan ud, når jeg rammer min terminsperiode: