Når virkeligheden rammer (og en teaser)

Søvn, eksperter og samsovning

Jeg har faktisk ikke selv set udsendelsen fra i går endnu, men jeg er nødt til at sige to ting. 1: Journalister, crew og alle på Go’Aften-holdet er simpelthen så topprofessionelle og får en relativt kompliceret udsendelse og logistik til at glide smertefrit og enkelt for alle os, der bare er på visit. 2: Ekspertens råd kunne jeg simpelthen ikke med. Men det kommer jeg tilbage til.

En af årsagerne til at Jonas og jeg var i studiet i går for at tale om søvn, er jo netop, at det ikke er noget af det, vi har gjort det mest i siden vi blev Beans forældre. (Prøv selv at søge på ’søvn’ her på Østfronten og se den laaaange række indlæg, der dukker op) Bean har aldrig har været et barn, der har sovet meget. Ikke da hun var spæd. Ikke da hun var 6 måneder gammel. Ikke da hun blev et år. Ikke generelt. Jeg kan huske en af de første gange med efterfødselsholdet på APA, hvor en af de andre nybagte mødre fortalte om sit barn, der sov 20 timer i døgnet og om det var normalt. Vi sad et par stykker med vantro i blikket og misundelsens uklædeligt grønne farve malet ud over vores trætte ansigter.

Forstå mig ret. Jeg synes oprigtigt talt, at alle, hvis børn sover godt og meget fra dag 1 er nogle heldige kartofler og at det er dejligt for dem. Det er jeg bare bedst til at sige og tænke på bagkant, for når jeg selv knap kan hænge sammen efter 2 timers søvn 3. dag i streg og verden ser ud som om nogen har smurt kartoffelmos og gylp ud over mine briller, så kan jeg meget dårligt rumme at andre synes, det er et problem, at deres baby sover 3 timer til middag og 7 timer i streg. Hver dag. Og hver nat.

Bean har aldrig været let at få til at sove og vågnede ved den mindste forstyrrelse. De første 4 måneder med kolik var de eneste muligheder amning, vuggen i arm i et par timer eller laaaaaange gåture med barnevognen. Efterhånden som hun blev for tung at vugge i armene, indførte vi ‘du skal falde i søvn uden at vi rokker dig’, og hun blev lagt i vores seng eller sin egen, mens vi var lige ved siden af med beroligende lyde og en hånd på brystet af hende. Det gik faktisk overraskende godt og det er sådan hun stadig falder i søvn. Med den forskel, at det nu er hende, der rækker ud efter os med sine små, skarpe negle. Hun niver og nulrer i den tynde hud på armen, møffer rundt, skal lige have en ekstra krammer og nappe lidt mere inden hun giver slip og falder i søvn. Napperiet forekommer også, når hun er ked af det eller utryg eller bare trænger til lidt ekstra nærhed i løbet af en dag.

Det er vores teori, at hun har så meget knald på i løbet af dagen og er i fuld gang med at udfordre og udforske sin verden, at hun har ekstra meget behov for vores fysiske nærhed og den tryghed, det giver, for at kunne koble af og falde til ro. I det hele taget har hendes tryghedsbehov altid været enormt, og jeg havde haft arme ned til hælene, hvis ikke vi var blevet anbefalet ERGObaby-bæreselen. (Læs i øvrigt med i morgen – jeg har nemlig fået lov at give noget væk, der kan hjælpe alle jer, der også har babyer, der sover uroligt og som er tryghedsnarkomaner)

Tro mig, når jeg siger, at det har krævet blod, sved, tårer, masser af frustrationer (hvorfor sover ALLE andres børn bare?!) og erfaringen og modet til at følge vores egen mavefornemmelse omkring, hvad der faktisk var vores datters behov. Hvad der faktisk fungerer for vores familie. Hos os har vi alle hver vores seng. Så kan man selv vælge, hvor man vil sove. Bean vælger 98% af tiden at blive puttet og sove hele natten i smørhullet i dobbeltsengen. En sjælden gang imellem har hun lyst til at blive puttet i egen seng, men det er sket mindre end fem gange det seneste halvandet år, at hun har sovet hele natten der. Vi har i de sidste knap 3 år rykket lidt frem og tilbage på sovekonstellationerne afhængigt af, hvordan det har givet mening, men i lang tid nu har vi samsovet. Som jeg sagde i går, synes jeg selv, det er dejligst at lægge mig til at sove, når jeg kan putte mig ind til en anden – så hvorfor skulle det være anderledes for Bean? For mit vedkommende synes jeg faktisk, det er rigtig skønt at putte mig ind til en lille, varm krop. Og det er enormt praktisk at en natlig opvågning kan klares ved at række en arm ud i stedet for at skulle ud fra sin lune dyne. Så snart Bean mærker min hånd, falder hun helt til ro igen og vi sover hurtigt videre begge to.

Noget, der helt sikkert ikke er Beans behov – noget barns behov, vil jeg vove at påstå! – er at blive ladt alene til at græde sig i søvn. Og det var bl.a. det, gårsdagens ekspert konkret rådede et forældrepar til i chatten efter udsendelsen. Normalt er jeg kæmpe tilhænger af eksperter. Jeg har kun hånlige fnys til overs for Fogh-regeringens afvisning af ’smagsdommere’, for du og jeg kan ikke vide alting om alting, så hvorfor ikke lytte til nogen, der har brugt masser af tid og ressourcer på at indhente viden om et bestemt emne. Det var et sidespring.

Jeg har endnu til gode at læse en nutidig, evidensbaseret, seriøs, videnskabelig forskningsrapport, der entydigt konkluderer, at det IKKE er skadeligt for små børn at græde sig i søvn. (Og jeg har alligevel trawlet mig igennem en del læsning i forsøget på at forstå mit barns søvn eller mangel på samme) Tværtimod tyder alt på, at små børn, der efterlades for at ‘cry it out’ som metoden hedder på originalsproget, ikke lærer at falde i søvn selv. De falder i søvn i første omgang af ren og skær fysisk udmattelse og fordi krop og hjerne lukker ned for ikke at blive så overophedet og stresset, at der sker skade på barnet. Efterhånden lærer barnet, at det ikke kan regne med at få hjælp, når det har behov for det – og den lektie kan have indflydelse på senere tilknytning og trygge relationer. Desuden viser målinger af børnene, at deres stressniveau (målt på cortisol) er væsentligt forhøjet, når de har grædt sig i søvn eller er faldet i søvn utrygge – selv efter de sover.

Min personlige holdning er, at det er dybt problematisk, at et menneske, der får et ekspertstempel råder til noget, som forskningen viser, er dybt problematisk. Jeg er enig med hende i, at børn har brug for rutiner og for genkendelighed. Men lodret uenig i, at børn partout skal kunne falde i søvn selv. For nogle børn vil det givetvis være naturligt – men børn er lige så forskellige som alle os andre, og de første år af et menneskes liv skal det tankes så meget som muligt op på kærlighed, tryghed, nærhed og omsorg. Børn er mere end et par år gamle, før de kognitivt er i stand til at begribe, at når mor går ud ad døren, så forsvinder hun ikke. Derfor giver det ikke megen mening at forklare, at ‘vi er lige inde i stuen’ til en 9-måneders baby. Og med hensyn til samsovning, så er kongstanken om, at alle i en husstand skal have eget værelse en moderne, velfærdsbetinget vestlig konstruktion. I store dele af verden er det logistisk ikke en mulighed, og det er i stedet helt almindeligt at have et soverum til deling. Når det er sagt, så tror jeg bestemt, at Bean en dag helst vil sove i egen seng og sagtens kan nøjes med et kram og et godnatkys. Det får hun selv lov at bestemme, hvornår hun er klar til. Som alle andre udviklingstrin, så stoler jeg på, at min viljestærke lille pige selv kan gøre sig selv og os det klart, hvornår vi skal rykke videre til næste fase. Samsovning giver mening, bedre søvn og er skønt for os og for en masse andre familier, men det skal pinedød også give mening og bedre søvn for alle. Ellers er det en anden løsning, man skal søge efter. Det er netop min pointe. Det handler om at lytte efter og finde ud af, hvad der er rigtigt for en selv og for ens familie. Ikke alle familier eller alle børn er ens – men alle børn har behov for tryghed, omsorg og masser af kærlighed. Også når det er sengetid.

Phew. Det blev langt. Jeg havde i den grad brug for at få lettet trykket oven på gårsdagens oplevelser. Ikke mindst de rigide og i min optik forældede råd, der blev givet fra eksperten. De passede bedre i 1955, hvor opfattelsen var at man forkælede sine børn ved at tage dem op og have dem i armene, når de græd.

God fredag – og god nat til alle <3

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

 

   

26 kommentarer

  • Samsovning er det bedste <3 Hilsen en mor, der er fanget i sengen med blogging og en sovende baby om halsen 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Haha – ja, når det fungerer for alle parter er det skønt! Og nemt. Bean vågner hvis der er lys (også elektronisk lys), så det var kun da hun var helt lille, jeg kunne multitaske. Men åh – en baby, der sover på en kan være det dejligste i verden. Enjoy!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi Kjeldgaard

    Jeg kunne ikke være mere enig. ” godnat og sov godt” bogen burde efter min mening forbydes. Ingen børn skal i min optik græde sig i søvn. Jeg har 4 børn. De 3
    Store har alle sover godt,meget og længe. Men har de grædt, er de vævet taget op, trøster og talt til ro, før de igen er blevet puttet.

    Så fik jeg nummer 4….. Hun sov ALDRIG. Kun når jeg som du , vuggede i armene mens jeg sang, eller gik frygtelig lange ture med barnevognen. Jeg sled vitterligt spor i græsplænen ude i vores have.

    Vi sov sammen til hun var 2 1/2 år. På madrasser på hendes værelse. Min mand har forskellige vagter så jeg tog nattetørnen for det meste.

    Fra den ene dag til den anden beslutttede hun sig for at ville sove i sin egen seng og jeg sov så
    Ved siden af på en madras i 2 dage, så bad gun mig om at sove inde ved far i stedet for . Og siden har hun sovet godt. Hun er stadig ingen syvsover…. Det kommer formentlig først når hun bliver teenager.

    Jeg tror på at børn er forskellige. Nogen har brug for mere tryghed og så er det vores fornemste opgave som forældre- at give dem det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Ja, det er ret ubegribeligt at den stadig accepteres som metode. Og retfærdiggøres. Hvor er din datter sej! Jeg er sikker på, at Bean også nok skal sige til, når hun er klar til noget andet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Har ikke set udsendelsen, men læst reaktioner rundt omkring. Er 100% enig med dig, og de eneste gange jeg indenfor de sidste mange år er blevet vred på min mor er, hvis hun har foreslået at lade en af drengene græd. Aldrig nix nada nul!!! Især min den mindste en elendig sover. Jeg prøver ikke engang ar smile høfligt mere, når andre fortælle om deres sove-børn. Jeg er hamrende jaloux. Med det sagt, så vil jeg aldrig aldrig presse mit barn ud i noget utrygt og direkte skadende, som det eksperten foreslår. Her dyrker vi også samsovning, og er Laurits ikke i egen seng når han bliver 15 år, så må vi skifte strategi 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det kan jeg godt forstå – det er virkelig også en bagvendt og forældet ide at små børn kan være manipulerende med deres gråd og behov for kontakt. Jeg forsøger altid at glæde mig på andres vegne men det er først efter jeg selv begyndte at sove ordentligt smilet nåede helt op til øjnene! Enig med samsovningsstrategien. Teenagealderen er også vores benchmark 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Er helt enig! Selvom vi har haft meget svært ved at få vores yngste søn til at falde i søvn og sove en mere sammenhængende søvn, kunne jeg ikke få mig selv til at bruge ‘græde-metoden’. Jeg kunne ikke retfærdiggøre det, ligemeget hvor meget andre sagde den virkede. Og stille og roligt er det også blevet bedre. Han kommer over mellem os om natten og foretrækker klart også at give en beroligende hånd eller sut uden at skulle stå op selv :-). Og ‘rart’ at høre at jeg ikke er den eneste der må leve med at blive nevet (her er det så i huden på hånden og gør egentlig ret ondt), men lever med fordi det åbenbart giver noget tryghed. Har også mange gange tænkt på hvor rart det må være for dem hvis børn bare sover 12 timer i streg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Nej, den virker intuitivt helt forkert så det er på en bagvendt måde rart at forskningen bakker op om mavefornemmelsen. Det bliver jo bedre (teenagere gider jo ikke nappe deres forældres arme inden sovetid), og for os er det her det rigtige lige nu. Måske det ændrer sig om et par måneder eller om et år. Så tager vi den derfra.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Juli

    Kære Stine, jeg var vist en af dem med vantro i blikket på vores APA hold og ikke mindst et meget træt ansigt 😉 Jeres historie om søvn, og mangel på samme er meget lig vores med A. Men som du også erfarer finder man en løsning der passer ens barn og familie på bedste vis, omend det tager flere år at komme dertil. Ville vist blot sige at du ikke er alene, selvom det ofte har været sådan en følelse man har rendt rundt med, når det eneste råd man syntes at få er “Godnat og sov godt”! Man undres.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg tror (heldigvis, faktisk!) at vi var en håndfuld med lige mørke rande under øjnene. Det var dejligt i de første måneder at vide at vi ikke var alene. Og ja, det tager tid og erfaring at finde den løsning, der fungerer. Og is i maven at sige nej til ‘ekspertråd’ om at lade børnene græde. Håber alt er vel hos jer, i øvrigt 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pia

    Jeg har ikke set udsendelsen, men vil nu se om jeg kan finde dem frem.
    Vil blot sige, at jeg er helt enig med dig, og jeg tror på, at det I gør for Bean, er det helt rigtige for Jer og for hende. Tryghed frem for alt. Det kan umuligt være godt for et barn at blive ladt alene og græde sig i søvn – jeg tror simpelthen ikke på det! Og derfor er jeg lidt skræmt og forarget over, at en såkaldt ekspert råder et forældrepar til en sådan strategi.
    Ingen skal råde mig til at lade min datter græde i søvn, jeg får helt ondt i hjertet bare ved tanken.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det er simpelthen forrykt at en person, der må menes at have en stor viden om både børn og søvn råder sådan og tilsyneladende ikke er klar over den klare evidens der er for det skadelige i metoden. Suk. Og ja. Tryghed frem for alt selvom det trækker tænder ud i perioder.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg så udsendelsen i går, men fulgte ikke med i den efterfølgende debat. Som mor til et absolut ikke-sovende barn havde jeg virkelig set frem til udsendelsen (så din teaser på ig tidligere på ugen), men jeg blev da gidt nok fælt skuffet over de råd, der blev givet. Selvom der ikke blev opfordret til ‘godnat og sov godt’ i selve udsendelsen så vil jeg sige at de 5 rpd, der blev givet var totalt uanvendelige – jeg tvivler på at forældre til børn med søvnproblemer ikke har afprøvet ‘at lægge barnet når det er træt, men før det sover’, ‘at vugge barnet’ osv – det ville have været rart hvis eksperten havde taget udgangspunkt i de situationer hvir de helt almindelige putte-metoder kommer til kort og barnet bare er født med en meget stærk modvilje mod at sove…
    Stor respekt til jer for at respektere beans behov og for at finde den løsning, der fungerer bedst muligt 🙂
    Ps: i gjorde det i øvrigt rigtig godt på tv – så sejt 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Ja, jeg syntes heller ikke der var noget (nyt) at komme efter for os med børn, der ikke bare elsker at sove. Tak i øvrigt – jeg håber også du og I finder en løsning, der fungerer for jer.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er simpelthen kommet sådan i tvivl efter at have set det program :/ Jeg mener (selvfølgelig) stadig ikke, at børn skal græde sig i søvn, men når min dreng ligger og pjevser efter 20 minutters søvn… skal jeg måske være bedre til at ignorere det nogle minutter frem for at styrte hen og tage ham op/vugge ham/forsøge at give ham en sut, han ikke vil have?
    Den tanke sidder jeg med efter gårsdagens udsendelse. Indtil nu har jeg nemlig været der inden for 10 sekunder efter første pip, fordi han skal vide, jeg er der for ham og hører ham. Men det gør også, at jeg ikke får ret meget sammenhængende søvn.
    Måske kan han lære, at det ikke er verdens ulykke at vågne op i sin seng? At det er rart nok bare at kunne falde i søvn igen? Måske ville han blive gladere med en mor, der fik lidt mere søvn og deraf følgende mere overskud?
    Jeg er sådan kommet i tvivl om, hvad der er det rigtige for mit barn. Jeg er sgu nok for træt til at mærke efter i maven. Og derfor desperat efter råd fra en “ekspert”

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jeg vil mene der er voldsom stor forskel på at småvågne og møffe rundt og så kalde på hjælp ( græde) – og jeg ville altid reagere prompte på et barn, der græder. Altså. Efter at have sukket tungt og rullet med øjnene når det er 7. opvågning den nat! mon det vil give mening for jer at have senge i samme rum, eller at samsove i en periode. Så slipper du for at skulle ud ad sengen selv, og for mig gjorde det en væsentlig forskel i søvnkvalitet og min evne til at falde hurtigt i søvn igen efter Beans opvågninger. Klem og alt det bedste til dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      – og forresten: uanset hvor træt man er kan man godt mærke i maven, når og hvis det føles helt, helt forkert. Been there, done that! Du gør det så godt du kan og din søvnterrorist kunne ikke have en bedre mor. Og det bliver bedre. Det gør det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Hun var noget kras – hende eksperten – vendte det hvide ud af øjnene og jeg ved ik hva 😉 og jeg er enig med mange af de ovenstående kommentarer, men jeg tænker at I blev inviteret i studiet fordi det er et problem med søvnenen hjemme hos jer? Og det råd hun specifikt gav jer var at være strukturede og 100% forudsigelige hver evig eneste aften, for netop at skabe ro og i sidste ende tryghed – det er frugten af faste rutiner og det ved jeg om nogen med et handicappet barn. Og det har intet at gøre med at være ond og ej heller at de ska græde sig i søvne (for gu ska de ej), men vi er medvirkende til at give vores børn nogle gode vaner og rutiner. Også omkring søvnen.
    Derudover kunne jeg ikke lade være med at observere, at du, i indslaget hjemme fra jeres stue, er helt rolig og netop forsøger at holde fast i nogle rutiner (sådan virkede det på mig), men det virker derimod som om at din bedre halvdel ikke er helt færdig med at tumle med Bean endnu og det kan være medvirkende til, at køre hende op og holde fast i alle dagens indtryk på en urolig måde lige inden sengetid.
    Har I egentlig prøvet sociale fortællinger? Herhjemme er det en god måde at gennemgå hans dag på når der bliver puttet i hans seng. Jeg fortæller om ham og hans dag, som var det et eventyr og han lapper det i sig og gir en dejlig ro 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Seriøst? Dårlig stil. Jeg har ikke set det selv endnu, men øjenrul skal jeg da lige holde øje med. Vi var inviteret ind fordi søvn har været et kæmpe issue, men vi nu er kommet ud på den anden side (med undtagelse af lange putninger) og dermed har været igennem en masse faser. Vi har prøvet at være ultrastrukturerede, og det gjorde ingen forskel. Tværtimod blev Bean enormt frustreret over at blive afbrudt når hun var i gang med en leg eller over ikke at måtte vælge den bog hun var i humør til. Når det er sagt så har vi nogle rutiner og efter børnehavestart går det noget hurtigere med at lukke øjnene. Jeg vidste ikke det hed sociale fortællinger, men det gør vi faktisk ofte. Godnatsang plejer at være noget af det der bringer ro. Men jeg tror bare hun skal bruge længere tid end de fleste. Og det er ok. Du har i øvrigt ret i, at tumleriet er noget faren ikke altid kigger på klokken, når han gør 😉 dejligt I har fundet en god rutine også

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Hey
    Hold kæft hvor er det dejlig forfriskende med en der tør tænke selv… Det bedste råd jeg nogensinde har fået er: “det er dit barn, det er sig der kender ham bedst”
    Og ja selv om eksperter kan have mange gode input, er jeg træt af deres bedre viden, og deres evne til at gøre forældre usikre…
    Særlig os, der har børn der er helt unikke (som jeg plejer at sige, i stedet for børn med særlige behov)
    Har selv en søn der er autist…
    Fortsæt med at tænke selv

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak! Jeg er generelt for eksperter der ved hvad de taler om og kan have nogle gode, nye input og en bredere viden. Men i det her tilfælde passer kasketten ikke. Alt det bedste til jer

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Hep.

    Jeg er så enig. Min datter falder altid i søvn i vores seng .. Hun rykkes så ofte i egen seng og sover i mange tilfælde der resten af natten. Det er så fordi jeg vågner meget når hun sover der. Har hun brug for at komme ind igen gør hun altid det, så smutter jeg nogle gange på sofaen og hun sover med sin far 🙂 hendes tryghed og behov for nærhed fremfor alt.

    Jeg kan indimellem når putning er virkelig langtrukken (vi ligger med hende til hun sover) dog godt misunde dem der har børn der falder i søvn selv 😉 men omvendt synes jeg virkelig også det er hyggeligt og dejligt at ligge med hende … <3

    Vi venter nr to snart og der vil være to år imellem dem, og putning kan blive lidt spændende når man er alene med dem tænker jeg 😉 men det tager vi med.

    At folk lader børn græde sig selv i søvn gør så ondt i mit hjerte og tænke på… 🙁

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Det gør ondt på mig – helt fysisk – når det påstås, at børn godt må græde sig i søvn. NEJ DE MÅ EJ!!! (får jeg lyst til at råbe).

    Tak for et godt indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak. Jeg bliver også ret harm. Ikke når tanken kommer fra forældre, der ikke har sovet i 5 måneder, for jeg ved hvordan det er at være så presset at man er parat til hvadsomhelst. Men når det kommer fra såkaldte eksperter og fra mennesker, der burde vide bedre.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Christina

      Man må ikke stille forældre til søvnforstyrrende børn til regnskab for deres udtalelser. Man bliver jo aldeles vanvittig af søvnmangel.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Præcis!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når virkeligheden rammer (og en teaser)