Noget om samsovning (den uendelige søvnsaga del 759)

Jeg har brugt oceaner af tid på at skrive om det. Jonas og jeg har brugt uforholdsmæssigt megen tid på at få det til at lykkes. Søvn, that is. Og Bean.

Nu er vi nået til en erkendelse, der har givet os fred og ro – ikke så meget om natten som i bevidstheden. Hvilket har vist sig at være vigtigere. Barnet ER bare ikke den fødte sovetryne. Det er sådan set ikke erkendelsen. Det har vi vidst fra dag 2, fra hun blev født. Hvilket i øvrigt var vores kærestedag. Det ved jeg ikke om er et tegn eller ej. Nå. Vores nye indsigt er, at det er ok. At vi ikke skal kæmpe mere eller forsøge på mere eller prøve flere nye metoder, råd eller noget som helst andet. For Bean skal nok selv melde ud – på den ene eller anden måde – om og når hun bliver klar til at a) falde i søvn mere på egen hånd og b) sove igennem i sin egen seng.

Da hun var klar til at spise kartofler, spiste hun kartofler. Jeg prøvede i næsten halvandet år at servere dem på alle tænkelige måder, men det var først, da hun var omkring 2, at hun godtog dem som værende en fødekilde.

Da hun var klar til at stoppe med at amme, stoppede hun med at amme. Fra den ene dag til den anden. Det var ærligt talt lidt vemodigt for mig, der havde regnet med, at vide, at NU var det den sidste amning og så suge øjeblikket til mig.

Da hun var klar til at smide bleen, smed hun bleen. Og blev renlig på 2 dage plus/minus.

Min pointe er, at hun denondelyneme ikke er sådan en, for hvem vi kan diktere tingenes progression. Ikke nu. Sandsynligvis aldrig nogensinde. At det er enormt angstprovokerende for kontrol-mor er en anden snak, der i og for sig er sagen uvedkommende.

Det tager – ungefär – en time fra vi går i gang til hun sover. I den time møffer hun rundt, finder sig til rette, skal liiiige have et kram mere eller høre ‘Stille, Hjerte’ en gang til. 2/3 af tiden bliver hun puttet i sin egen seng. Resten i vores. Det gør ingen forskel for varigheden af putningen eller for hvornår hun (halv)vågner og kalder os ind til sig.

Og her må jeg så komme med en tilståelse. Siden vi skiftede sengens 140 cm ud med 180 cm er konceptet samsovning gået fra at være *relativt* tåleligt til at være min foretrukne sovestil. Det er faktisk rigtig mærkeligt de nætter, hvor jeg går i seng uden at der ligger en lille varmedunk i midten af det hele, og hvis bløde arm og hånd i søvne rækker ud efter mig og finder til rette med et tilfreds suk.

Jeg kan ærligt talt heller ikke komme i tanke om nogen hyggeligere måde at vågne på, end at Bean begynder at mosle rundt ca. en halv time før hun rigtigt vågner. I det tidsrum ender hun altid med at putte sig helt ind i ske med mig og vil have min arm draperet over sig. Lys-lampe-vækkeure? Næh, du. Det her er blid opvågning. Jeg smelter, når hun med søvndrukken stemme hvisker ‘jeg giver mussase – jeg EL-sker mor’.

Har det en betydning, at sengen er blevet større? Bestemt! Sover hun roligere nu end for 6 måneder siden? Afgjort. A-F-gjort! Gør det en forskel, at vores sovemiljø og hovedpuder er optimeret? Ja. (Mere om det senere) Jeg tror dog stadig at den største forskel ligger hos os. Og vores holdning til putningen som hhv. et problem og en realitet – og til samsovning fra et nødvendigt onde til noget skønt og trygt.

– og nu vil jeg så praktisere netop samsovning. Jonas er til julefrokost, og jeg har stået i køkkenet hele dagen og hygget mig med sukker, chokolade, smør og marcipan, så jeg er flad i hele kroppen. Jeg vil glæde mig til at indsnuse duften af mit barn og kysse hendes bløde barnekind inden jeg selv dratter om på puden, og sikkert kommer til at drømme om morgendagens julestue med familie og venner – og de 40 miniflødeboller, der står til tørring og skal overtrækkes med chokolade og hindbærdust i morgen!

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram