Den uendelige søvn-saga. Del 439

Nåmen, jeg kan åbenbart ikke slippe for det dér søvn-emne. Kender I de fine Milestone Baby Cards? En del af dem er til alder, men et af dem skal man bruge, når baby sover igennem hele natten. Well. Hvis jeg havde haft kortene til Bean, så havde vi ikke brugt det kort endnu.

Christ Almighty, altså. Jeg troede (før jeg selv blev mor til et søvn-fornægtende barn) at ALLE børn sov igennem, når de gik fra at være babyer til at blive småbørn. Gæt igen.

Bean vågner – uden undtagelse – hver eneste nat. Og enten kommer hun ind til os, eller også lægger en af os sig ind på en madras på gulvet ved siden af Juno sengen. (Hvor tremmerne forlængst er taget af – bevares, vi lader ikke barnet klatre op over dem på egen hånd!) Nogle nætter er det allerede før midnat, hun kalder. Det meste af tiden er det omkring kl. 2 og sjældne gange bliver klokken næsten 5 før en lille stemmer siger ‘Moar’ og barnet tusser ind i sengen til os.

Heldigvis er det efterhånden sådan at hun falder fint til ro, når hun først er kravlet ned i smørhullet og vi alle tre kan sove videre i skøn samsovnings-treenighed i 140 cm seng. Men nogle nætter bumler hun også omkring, napper og niver og kan slet ikke falde til ro. Dagene efter sådan er nat er lange, og den træthedståge, der lægger sig som et slør over dagen minder mig om barselstiden.

Putningen er en farce i øjeblikket. Hold. Nu. Kæft. Hvor trækker det tænder ud at skulle sidde med armen i en halvakavet position nede i sengen hos en lille pige, der har 1000 undskyldninger for ikke at ligge stille og lukke øjnene. Vi har prøvet at putte på andre måder. Prøvet at undgå at være derinde. Men det dur ikke. Bean er den modigste pige, jeg kender, men hun har og har altid haft et stort tryghedsbehov – og i min optik er det helt hul i hovedet at gennemtvinge en ‘godnat og sov godt’ putning for et skrigende, ulykkeligt barn. Jo, måske falder hun i søvn til sidst (jeg skriver ‘måske’ for hun er endnu stædigere end jeg er!), men det er jo fordi hun resignerer, affinder sig med at ingen vil hjælpe hende, at hun er alene med sin utryghed og frustration. Man ved, at børn, der har grædt voldsomt, kan reagere ved at falde i dyb søvn. Det er det biologiske systems måde at skåne den lille bevidsthed på.

Så. Vi sidder. Og bliver nappet i armene i et sted mellem 30 og 90 minutter. Hver eneste aften. Fordi det er det, Bean har brug for, for at falde i søvn på en god og rolig måde. Og vi ved, at vores søvn bliver afbrudt på et eller andet tidspunkt i løbet af natten. Fordi Bean har brug for det endnu.

Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg glæder mig til den dag, hvor jeg kan smide mit imaginære Milestone-kort og bekendtgøre, at NU sover vi alle tre en hel nat i streg.

Det kan godt være, hun ikke sover optimalt – men det gør en del mindre, når hun er så skidesød, altså! (Og helt vildt lille på de her billeder)

Hvornår sov jeres børn igennem en hel nat? (Jeg lover ikke at fnyse og vrisse noget surt og indebrændt, hvis I skriver 6 måneder. Jeg sov tilsyneladende allerede igennem da jeg var 5 uger, så jeg giver klart Kæreste skylden for Beans afbrudte soveri!)

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram