Når virkeligheden rammer (og en teaser)

Jeg tror, det for alvor er gået op for Bean, at det her børnehave-halløj er for alvor. Det er ikke bare noget vi leger og et eksperiment imellem et par uger i dagplejen. De sidste par dage har det været en rigtig træls opgave at få tøj på og komme ud ad døren.

Bean vågner glad og i strålende humør, spiser, får tøj på – men så snart overtøjet skal på bliver det en langtrukken proces, der involverer tovtrækkeri, svinkeærinder og – moderhjertet bløder – udsagnet ‘Jeg vil blive hjemme hos dig. Jeg vil ikke i børnehave’

Hun bliver ked af det og har slet ikke lyst til at tage afsted, men når vi er ude ad døren og på cyklen, er der ingen mishagsytringer. I morges var det imidlertid også en lang afsked fra børnehaven og til sidst en voksen, der aktivt måtte træde til og hjælpe med at finde en aktivitet. Ellers har hun faktisk selv fundet noget at lave og næsten haft for travlt til at sige farvel til mig.

Det går godt i børnehaven. Det gør det. Bedre end forventet faktisk. Hun leger (men har vist endnu ikke fundet nogle rigtig gode legekammerater og bedsteveninden fra dagplejen er på ferie denne uge), spiser (meget!) og elsker tid på legepladsen. Til gengæld sover hun ikke middagslur, så det er en helt kvæstet lille pige, jeg henter 6 timer efter aflevering. Eftermiddagene er derfor dedikeret til ingenting. Til kram, afslapning, tv og spil på iPadden. Til at koble af og ikke forholde sig til noget som helst.

Jeg tænker, det er en overgang indtil den nye virkelighed for alvor har bundfældet sig og er blevet til almindelig hverdag. Det gør det imidlertid ikke mindre hårdt at skulle aflevere et barn, der mest af alt har lyst til at være hjemme og sammen med mig – i stedet for at forholde sig til sin nye virkelighed og konstant være i højeste gear.

– hvilket leder mig videre til en afslutning. Jeg har slet ikke fortalt om sidste dag i dagplejen. Som var tårevædet (for moderens vedkommende!) og overvældende for barnet. Det er der nu ikke noget at sige til, for de havde fejret fastelavn om formiddagen, så der var sket rigeligt allerede inden alle forældre dukkede op for at sende de to store piger godt afsted. Det krævede et kram og et kram mere. Lige indtil det tidspunkt, hvor Bean skulle stå op på bænken og lade alle andre klappe og synge til hende. SÅ var damen i sit es og solede sig i opmærksomheden.

Det var et rigtig godt farvel. Pædagogerne havde samlet en bog med malerier og fotografier af alle de små venner – og vi fik barnets bog med også med beskrivelser af udviklingstrin og samlede billeder af Bean (og venner) fra de sidste knap 2 år. Der var bagt bolle-damer med glasur og vi fik afleveret breve, små gaver til pædagogerne, der har passet så vidunderligt godt på hende. Til stedet og til alle fremtidige børn dernede havde vi købt en Ælling fra bObles, og den blev taget i brug med det samme. I samråd med Bolette, der er kvinden bag bObles, fandt jeg frem til Ællingen som et af de bedste tumlemøbler i en institution, der både har kravletyper på 9 måneder og små børn på knap 3 år. (Men altså. Der er jo ikke nogen af tumlemøblerne, der er dårlige løsninger)

Så var der den dér teaser: faste læsere vil vide, at søvn har været et tema på Østfronten nærmest siden Bean blev født. Eller måske rettere manglen på søvn. I morgen kan du tune ind på Go’ Aften Danmark kl. 19 og se Jonas og mig fortælle om vores erfaringer, vores strategier og se en minifilm om, hvordan en putning som hovedregel foregår hjemme hos os. Ses vi?

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram