Samsovning med flere børn

En sød læser efterspurgte et indlæg med mine erfaringer omkring samsovning med flere børn – og det kommer derfor her. Søvn, samsovning og sovevaner er så utroligt individuelle, og jeg vil til enhver tid opfordre til, at du vælger det, der sikrer bedst mulig søvn og tryghed hjemme hos jer. Det er ikke nødvendigvis samsovning – men hvis det er eller hvis du overvejer den løsning, så læs med her.

Samsovning er både sundt og trygt og faktisk tyder seriøse studier på, at det formindsker risikoen for vuggedød, fordi baby og mor er tunet ind på hinanden og sover lettere. Der er også studier, der siger det modsatte, og de medregner tilfælde hvor mor/far er påvirket af alkohol eller stoffer eller sover i en vandseng. Det giver (sjovt nok) et noget anderledes resultat end når man sammenholder normale, trygge soveforhold. Når man samsover, er babys åndedræt bedre reguleret med kortere pauser om natten end hos små babyer, der sover i eget rum. Derudover understøtter samsovning også amning, fordi netop nattens amning har stor betydning for at opretholde en god og stabil og velbalanceret mælkeproduktion. Derudover synes jeg, personligt, at det er SÅ hyggeligt. Uagtet hvad babysengs-industrien forsøger at få os til at tro…

^^Skræmmekampagne much? Det kan godt være, at sundhedsvæsnet i Milwaukee står som afsender af kampagnen, men ‘researchen’ bag er sponsoreret af bl.a. firmaer, der fremstiller vugger og modermælkserstatning…

Mine piger er nu begge så (relativt) store, at de bliver puttet i egne senge hovedparten af tiden – og hvis (læs: når) en af dem vågner i løbet af natten, kommer hun ind i smørhullet. K sover 99% af tiden bare igennem. Det begyndte hun faktisk allerede at gøre for et par år siden, og hun sover fra det meste. Hun har også snorksovet igennem masser af babygråd og bøvlen omkring med E da hun var lille – og gør det stadigvæk. Det er ret utroligt i betragtning af, hvor let og uroligt hun selv sov i de første år af sit liv. Hun vågnede vitterlig, når nogen trådte på den forkerte gulvplanke i gangen uden for soveværelset. Det var ikke en tillært vane, fordi vi var ‘alt for stille’ og ‘pyldrede’ omkring hende. Det gjorde hun fra første dag i sit liv.

Når hun først sover, så sover hun som en sten, og det gjorde også alle mine bekymringer omkring samsovning og i det hele taget vores sovearrangement med en nyfødt til skamme.

Jeg sov som et menneskeligt skjold omkring E – enten lå jeg mellem hende og K eller med en arm rundt om hende som en buffer i de første mange måneder. Jeg er efterhånden en ret rutineret samsover, så det var ikke et issue i forhold til min egen søvn. Snarere kom det ret naturligt. K sov fra amninger og opvågninger og almindelig baby-uro, og efterhånden som hun sov igennem, var der kun et enkelt barn i sengen. Vores soveværelser er i virkeligheden et stort værelse med en skillevæg sat op – og døren er altid åben mellem dem, så i relativ forstand sover vi alle i samme rum.

E vågner stadig hver nat og kommer ind i vores seng (og møffer sig HELT hen til mig i øjeblikket) og jeg tænker umiddelbart at vi til sommer gentager scenariet fra da hun var spæd. Altså, at jeg bliver et menneskeligt skjold mellem barn og baby. Nu er sengen en anden størrelse end sidst, for vores fabelagtige Auping-seng (som stadig er det ultimativt bedste køb i 2017) er en 140 model. Dermed regner vi også med at tage sofaen i brug – ligesom sidst – og skiftes til at sove derinde med eller uden baby. Pt er vores sofa (stadig) en boksmadras på ben, så den er fin at sove i, omend ikke i Auping-kvalitet. Pladsen er ganske simpelt ikke til at vi alle fire kan sove sammen – og slet ikke når vi bliver fem – men man indretter sig, og på et eller andet tidspunkt kommer E også til at sove igennem en hel nat. I sin egen seng. Og så får vi mere plads igen.

Jeg elsker samsovning og er varm fortaler for det. Ikke mindst med babyer, når man i øvrigt er sund og rask. Der er en tryghed og nærhed i det, der forekommer mig intuitivt rigtig i forhold til et lille nyt menneske, der jo har været vant til en tæt kropskontakt og som har et stort behov netop for dette. Desuden er det SÅ meget lettere at skulle amme og trøste og nusse i løbet af natten, når man ikke skal stå ud af sin seng. Samsovning var ikke noget, vi nogensinde blev anbefalet af fagpersoner. Faktisk anbefalede vores sundhedsplejerske dengang at K skulle ud af soveværelset, så vi alle kunne sove bedre. Vi vidste ikke bedre end at forsøge. Desværre. Vi valgte til sidst samsovning, fordi vi ikke orkede andet – vi var så trætte og kede af den uendelige puttekamp og nattens utallige opvågninger. Det viste sig at blive en af de bedste beslutninger i vores forældreskab, og gav bedre og roligere og rarere nætter med mere søvn til alle, da vi lige havde lært det. Det viste sig at være det helt rigtige for os og for vores børn.

 

Hvis du vil læse mere om samsovning i en letfordøjelig udgave med henvisninger til forskning og fagkundskab, så tjek mommypotamus artikel HER