Samsovning for ekstremt øvede
Det er næppe en hemmelighed, at jeg er varm fortaler for samsovning. Det har jeg bl.a. skrevet om her, her og her. Jeg synes, det er så oplagt at sove sammen med eller i al fald i rum med sine børn, i al fald så længe de er små og så længe det giver mening for familien. For det er ret væsentligt. At det skal give mening for den enkelte familie. Selvom jeg ikke kunne lægge en lille baby på bare et par måneder i eget værelse, så kan man ikke dømme andre, for man kender ikke deres livsomstændigheder. Vi gør det alle så godt vi kan – og med barnets tarv for øje.
Min holdning til samsovning er knyttet op på mine egne børn. Der mildest talt ikke er dygtige til at sove igennem. Jeg orker ikke engang tanken om at skulle slæbe mig ud af sengen 7+ gange hver. eneste. nat for at få ammet/nusset/krammet dem tilbage i søvn i egen seng. Så er det altså noget lettere bare at kunne række armen ud og trække en lille, varm, søvnkrøllet barnekrop ind mod sig og lade dem falde til ro med ens hjertelyd som godnatsang – man kan næsten selv sove imens. De har altid været ret signalstærke og givet udtryk for, at deres behov har været vores nærhed. Så det har vi fulgt, og resultatet er trygge, glade børn. Det er der også andre grunde til, men jeg er ret sikker på, at samsovning er en stor brik i puslespillet. Jeg synes selv – ligesom ret mange andre voksne mennesker – at det er hyggeligst at sove sammen med en partner. Jeg kan ikke se, at det skulle være anderledes for børn. Evolutionært giver det så god mening. At sove tæt er en tryghed for alle og desuden et meget fysisk udtryk for samhørighed.
Det tog tid at lære at sove – og især at sove godt – sammen med et lille barn. Ikke at komme til at sove halvt og vågne hver gang nogen møffede en centimeter i søvne. Det kan jeg sagtens nu. Faktisk vil jeg sige, at jeg er på decideret eliteniveau, når det gælder samsovning. Nød lærer træt mor at sove, I ved.
Derfor har jeg – bortset fra egen (træls) hoste – sovet helt fint i nat, selvom jeg har delt min hovedpude og dyne og sengeplads med en to-årig, der har taget nærhedsprincippet til sig i ekstrem grad og det meste af natten ligget skødesløst med et ben draperet over min hofte. Det plejer hun ikke, men et par dage med en sløj mor har givet hende behov for at komme meget, meget tæt på. Kunne hun, ville hun kravle tilbage i livmoderen, er jeg næsten sikker på.
‘Vækker man ikke hinanden?’, spørger nogen måske. Nej. Jo, måske i starten, indtil man internaliserer hinandens søvn som en del af sin kropslige hukommelse. Det går overraskende hurtigt. Små børn har kortere søvnrytme end voksne, og har naturligt opvågninger i løbet af natten. Min erfaring er, at mine børn langt hurtigere falder til ro og i søvn igen, når de fysisk mærker, at deres primære omsorgspersoner er hos dem. Det er også sikkert at samsove. Der er evidens for, at risikoen for vuggedød falder, når man samsover med sin baby. Teorien er at baby bedre ‘husker’ at trække vejret, når hun fornemmer andres vejrtrækning eller hjerteslag.
Det tager altid lidt tid at lære at sove godt sammen med et nyt menneske. Uanset om det er en ny partner eller et barn. Så. Hvis du synes, samsovning lyder som et forældreprincip, du kan tilslutte dig, kan jeg kun anbefale at give det et skud. Det hjælper i øvrigt også ret meget at have en rigtig god seng. Sådan en som man sover godt i næsten uanset hvilken sovestilling, man ender med at kunne indtage. Årets absolut største investering var vores Auping-seng. Men det er til gengæld også den, vi har været allergladest for.
Vi samsover med vores to børn på 7 og 4. Jeg kimbriske forestille mig det anderledes. Jeg så engang et program om samsovning, hvor der var opsat kamera med natlinse til at filme hvordan en nat med børn i sengen forløber. Det var så smukt: forskerne viste og forklarede om den særlige ‘nattedans’ der sker, hvor familiens rytme smelter sammen og synkront vender sig, er i dyb søvn, let vågen osv.