At være en strikkenørd

Jeg har kunnet strikke længe. Min mor har (ad flere omgange!) lært mig det grundlæggende. Lægge masker op, strikke ret og vrang. Men jeg er aldrig rigtig blevet bidt af det. Før jeg ventede Lillesøster.

Der skete et eller andet i løbet af den graviditet og siden har jeg ikke set mig tilbage. På to et halvt år er jeg gået fra at hade rundpinde (nej, jeg kan heller ikke forklare hvorfor? Det var noget med, at jeg syntes det var svært at vide, hvor runden begyndte…) til at have dem som mit absolutte favoritredskab. Og efterhånden at have en pæn samling fra størrelse 2 til 9 mm i forskellige længder. Jeg hader stadig strømpepinde, men så er det jo heldigt, at det er nemt at strikke ærmer (og strømper) på rundpinde. Det tip kan du læse om her. Jeg har maskemarkører, maskeholdere, et pænt omslag i kernelæder til at holde styr på pindene (egentlig er det et bleomslag, men det fungerer perfekt for mig sådan her!) og et arsenal af garner.

Jeg lagde ud med at gå i krig med helt enkle basisopskrifter i glatstrik og blive hylet ud af den, når jeg skulle samle masker op eller synes at perlestrik var liiiige lovlig avanceret – og i løbet af et par strikkeprojekter kastede jeg mig over hulmønstre, raglan og alle mulige slags ind- og udtagninger. Heldigvis har jeg nogle dygtige strikkedamer i baghånden, som også kan tørstrikke og svare på spørgsmål en onsdag eller lørdag aften. Youtube er en kilde til rent guld, når det gælder tutorials.

Jeg har også efterhånden strikket mig ind på ‘min’ stil. Jeg er til de enkle looks. Ingen store overraskelser dér, egentlig. Der er så mange fine sager derude med volanter og flæser, blonder og yndige mønstre. Men jeg vender gang på gang tilbage til det enkle, rene udtryk med underspillede detaljer. Til pigerne og til mig selv.

Og jo. Det kan godt blive lidt kedeligt at strikke glatstrik hele tiden, når man er igang med bolen – men til gengæld er det god træning i at strikke glat både pænt og jævnt. Det er virkelig godt til bilture og til Netflix. Nåja, og veer, for den sags skyld! Det er heller ikke glatstrik det hele. Der er fine borter, enkle hulmønstre og så en omgang kæmpebobler af og til. Den bløde omgang big knit i Drops Cloud på billedet skal blive til en Boblejakka til Bean. Hun ønskede sig Belle-gul, men jeg valgte en klassisk råhvid og har pimpet den med guldtråd. Barnet er lykkelig for at få en guldbluse. Med (næsten) ægte guld i. Endnu en Dagmars Bluse er netop kommet af pindene i varm, blød og lun merino i str. 2-3 år og er klar til efteråret. Garnet til en sommercardigan venter i kassen.

Jeg er blevet en nørd. På noget helt andet end jeg havde regnet med, jeg skulle nørde med. Ikke at man ikke kan have flere nicher. Jeg kan stadig bruge timer på næsten ethvert museum. Og tilsyneladende også i en garnbutik. Ikke mindst når man falder i snak med endnu en nørd, der står bag disken og diskuterer og sammenligner strikkeprojekter, garnkvaliteter og kombinationsmuligheder.

Jeg startede med babystrik. Det er altid et godt sted at starte, fordi de små sager er relativt hurtige at få færdige. Så fik Bean et par bluser og nu har jeg også en sweater til både mig selv og Jonas. Endnu flere projekter er i støbeskeen. Til pigerne og til mig selv. Måske det her. Eller det her. Måske den her. Det er en glæde at kunne lave sit eget tøj. Og lave det pænt og ordentligt. Det er måske derfor, jeg har en forkærlighed for det enkle. Fordi det har en tendens til at blive brugt og blive i mit klædeskab frem for de enkelte ting jeg har, der skiftes ud hver sæson.

Det er kærlighed på pinde, og der bliver brugt tid, omhu og omsorg på hver eneste genstand.

 

PS: Man ved, man er en nørd, når man bliver helt begejstret for at opdage en ny teknik til udtagninger. Kender I M1?