Minimal Monday // Legetøj

Det er blevet mandag og dermed tid til næste kapitel om minimalisme – eller forsøget på det.

I denne uge skal det handle om legetøj. I sidste uge, mens jeg var græsenke, brugte jeg nogle timer på at rydde op i pigernes legetøj. Rydde op og rydde ud.

Der er en gruppe på Facebook, som en del af jer måske kender. Den handler om børneværelser og indretningen af dem, og jeg følger med for at blive inspireret (for der er nogle virkeligt dygtige og kreative mennesker derude) og dels af underholdningsværdien i de first world dramaer, der udspiller sig i kommentarfelterne derinde. På det sidste har jeg bidt mærke i flere opslag, hvor der efterspørges løsninger til at opbevare kæmpe samlinger af tøjdyr. Det eneste, jeg har kunnet se ved de spørgsmål, har været en ekstrem og helt overflødig mængde plys. Og nej. Jeg bilder mig bestemt ikke ind, at jeg ved, hvad alle børns behov er, men jeg har oprigtigt vanskeligt ved at forestille mig, at en 4-årig har brug for 50+ tøjdyr. At hun eller han leger med og elsker dem alle. Eller endda kan huske dem alle, hvis de ligger hulter til bulter i stofposer eller hænger fra loftet i snore.

Det er netop pointen for mig med det her projekt. At rydde ud i det overflødige. At nå frem til de ting, der betyder noget. Den bamse, der faktisk er særlig for barnet. Det er mere end let at købe sig fattig og fylde børneværelset ud med legetøj. For der findes SÅ utroligt mange fine, lækre, søde ting.

Men ærligt talt. Børn har ikke brug for meget. (Det har voksne ret beset heller ikke, men for nu holder jeg mig til emnet legetøj) Ikke meget for at kunne lege. For at være tilfredse. For at trives. Og trods det – af hjertets godhed – fylder vi skuffer, skabe, æsker, kasser med legetøj. Hele rum. Vi køber ting til at organisere børnenes ting – og så køber vi endnu flere ting til dem.

Det er vanskeligt at starte med at rydde ud i sine børns legetøj. Vanskeligt, synes jeg, fordi man vil dem det bedste, og på et eller andet plan, så er et fyldt legetøjsskab et udtryk for kærlighed. Heldigvis er kærlighed så meget andet og mere – og det er min erfaring, at Bean og Lillesøster leger med de samme ting igen og igen, mens andet er uinteressant 5 minutter efter det er pakket ud af æsken og andet igen aldrig nogensinde bliver rigtig interessant.

Hvor skal man overhovedet starte? Et eller andet sted. Ligegyldigt hvor. Jeg startede med det, der var i stykker og det legetøj, der ikke var blevet leget med i lang tid. Ryddede alting ud af klæd-ud-kassen og sorterede alt fra, som var unødvendigt, knækket, bøjet og som ikke bliver brugt. Hældte alt ud af kasserne med legemad og sorterede alle dubletter fra. Både Bean og Lillesøster elsker alle isene. Så de blev naturligvis. Ingen regler uden undtagelser. Men hvorfor have en hel kasse med forskellige udgaver af de samme legetøjs-grøntsager?

Bamser og tøjdyr har vi allerede ryddet ud i i flere omgange. Med mere og mere hård hånd. Udgangspunktet var en kæmpe stofpose, der ikke var nær stor nok til at rumme samlingen. Nu er der 7 tøjdyr. Og en kæmpe Peter Plys. 7 tøjdyr, som Bean elsker. Hver og et af dem betyder noget særligt for hende, og hver og et af dem bliver leget med. I modsætning til tidligere, hvor hun kun sjældent brugte dem. Hvor de vigtige bamser druknede i mængden af plys.

Det er pointen. Jo mindre der er, des bedre overblik har hun – har de – og des lettere er det at finde på en leg. I stedet for at drukne i muligheder, er der åbnet for fantasien.

Hvis det er vanskeligt at komme igang – vanskeligt at vide, hvilket legetøj, der er overflødigt – så kan man altid starte med at gemme det væk en tid. Ned i en sæk, der ryger på loftet. Eller i kælderen. Eller garagen. Sandsynligheden er, at børnene ikke savner en eneste ting. Hvis det er rigtigt, så kan det komme videre. Sælges til andre, der vil sætte pris på det og lege med det igen. Gives til velgørenhed. Smides ud, hvis det er for slidt eller i stykker.

Inde på @ostfrontens_butik kan du finde noget af det, jeg har sorteret fra. Der er en masse legemad, der trænger til nye legere. Måske kan det blive nogens kalendergaver? Et klaver, der stort set altid bare står i et skab, og som trænger til et hjem, hvor det bliver brugt.

Næste trin er bøger. Det er her, det for alvor bliver svært!