Minimal Monday: Affektionsværdi

Efter en uges ufrivillig pause er Minimal Mondays tilbage her på Østfronten. I dag bliver det lidt sentimentalt, for det skal handle om genstande med affektionsværdi.

Det er en ting at sortere og rydde ud i gammelt (og/eller ubrugt) tøj og legetøj. At rydde ud i digitale dokumenter. Det er noget andet, når det handler om genstande, der er bundet op i minder og følelser. For hvordan går man til værks, når man skal sortere i alt det, der er arvet eller som minder en om ‘dengang, hvor…’ (indsæt selv et kært minde, du har)

Jeg har ting med affektionsværdi. Herunder større genstande som møbler – mit smukke skrivebord i teak er arvet fra min farmor – mindre ting som sølvbestikket og nips som den lille porcelænsfigur der har stået på min mormors reol så længe jeg kan huske og et billede af Stauning i mahogniramme fra 1935, der hang i min farmors hjem. Akvarelaftryk af pigernes fødder da de var omkring 6 måneder gamle. En matriosjka-dukke med russiske diktatorer statsoverhoveder, som min bedste veninde hjembragte fra et studieophold østpå.

Jeg er sikker på, at hvis jeg havde en vielsesring, ville den også være vigtig for mig, ligesom min love tag-halskæde og mine perleøreringe fra Tiffany’s som Jonas købte til mig i New York, da jeg fyldte 30.

Tricket er at finde frem til, hvilke genstande, der giver mening at beholde – og hvilke, der er overflødige. Minderne sidder jo ikke i tingene. De er i mig. Kodet ind et sted i mine neurale nervebaner og i langtidshukommelsen.

Minimalisme er ikke kun at eje de aller-allermest basale genstande. Ikke for mig, i al fald. Der skal være plads til følelserne. Til det sentimentale. Men netop derfor giver det også ekstra meget mening at rydde op og finde frem til – og udstille – de genstande, der betyder noget. I stedet for de seneste must haves til boligen fra alle de lækre, skønne brands og interiørbutikker, der findes derude. At investere i genstande, der holder over tid frem for at købe hele den nye kollektion fra Søstrene Grene og så smide det hele ud igen næste sæson. Ikke at der er noget som helst galt med Søstrene Grene eller IKEA for den sags skyld. Vi har for eksempel både frokosttallerkener og andet keramik, som vi bruger dagligt og er rigtig glade for. Men dimser og nips og ting, som udelukkende bliver købt og vist frem fordi de rammer denne sæsons trendfarve eller -materiale? Det er ikke vigtigt. For mig. Herhjemme.

Dekorative ting er bestemt velkomne. Også her i huset. Det giver noget til hyggen med billeder og genstande, der fortæller om os, der bor her. (Måske er det også derfor, Jonas og jeg ikke er kommet igang med at rydde op i bøgerne endnu?) Når det er sagt, så tror jeg også, at vi – i den bredere betydning: dig og mig – kan have en tendens til at tildele rigtig mange ting affektionsværdi. Hvis vi fylder hylder, rum og hele huse med ting, der har affektionsværdi, er vi lige vidt. Det er skoven og træerne om igen.

Skabe og skuffer fyldt med genstande, der hverken bliver brugt eller set giver ikke værdi. Jeg øver mig i at løsne grebet om materielle genstande. Selv min halskæde med mine pigers forbogstaver. Jeg ville være ked af at slippe den, men det er ‘kun’ en fysisk genstand. Den symboliserer noget ekstremt vigtigt for mig. Absolut. Men den er ikke mine børn. De er det vigtigste. Ikke guldet, der repræsenterer dem i abstrakt form.

Det fine ved at rydde ud og rydde op er også, at der dukker ting op, som næsten var glemt og som er gemt iblandt stakke af ting, der ikke er vigtige. Forleden fandt Jonas et gammelt udklip fra en avis, som han gav mig for 7 år siden. Et udklip, som for mig er symbolet på vores kærlighed til hinanden – og som dengang verbaliserede og konkretiserede den følelse, vi begge havde omkring den anden.

Nu er det kommet frem. Ind i en tom ramme og op på væggen som en daglig påmindelse om noget, der i den grad er vigtigt for mig.

“Jeg har aldrig troet på den eneste ene. Jeg troede, at det var noget, man lejede i Blockbuster, og som man så kunne sidde og grine af. Men at møde min soulmate og pludselig tro på kærligheden er sgu noget af det smukkeste, der er sket for mig.”