Når institutionen er et helle

Phew. I dag har været en af de dage, hvor konflikter, drama, gråd og tænders gnidsel har været baggrundstæppet for vores familietid. Det er blevet lidt et tema på bloggen, men eftersom Østfronten mest af alt er en reflektion af vores liv, og det her selvstændigheds-halløj fylder en del i vores virkelighed, så spilder det ind over bloggen også.

Vi startede fra morgenstunden med et gigantisk hysterisk anfald, der resulterede i at min afslapningsdag hjemme ikke gik heeelt som planlagt. Bean kunne slet ikke forlige sig med, at det var Jonas, der skulle aflevere, når vi havde været uvenner og selvom vi sagde farvel i lejligheden med et stort kram og et kys, så var hun tydeligvis ikke færdig med at blive venner igen.

Jeg endte med at trille Bean i børnehave i Bugaboo’en med fedtet hår samlet i den obligatoriske barselsknold, pandaøjne fra aftenens makeup gemt bag solbriller og de bløde leggings, der lå nærmest, da Jonas ringede op fra dørtelefonen og bag mig komme ned. Classy mommy.

Bean har haft en herlig dag i børnehaven – leget, grinet, rutschet, fået en kæreste (!?). I ved. Almindelige børneting.

Siden hun kom hjem først på eftermiddagen, har hun imidlertid været en veritabel Jekyll/Hyde, og den mindste modstand (hvad end den kom fra os, noget legetøj eller noget helt usynligt) har udløst små eksplosioner af arrigskab og frustration. Det kulminerede inden puttetid, da nattøjet skulle på og det var et skrigende barn, der blev båret i seng.

På dage som i dag, tror jeg simpelthen, at Bean bruger børnehaven som et helle – et sted, hvor hun ikke behøver opponere mod os, mod grænser eller mod livet i det hele taget. Et sted, hun bare kan være barn sammen med andre børn. Det er også et helle for os. Og bl.a. derfor hun ikke blev hjemme med mig i dag, selvom jeg havde fri. Det gav os begge et afbræk og en mulighed for at reboote og lade op til runde 2, 3 og 10 i den proverbiale boksering, som vores fire vægge er i øjeblikket.

Jeg kunne godt snart bruge en pause fra de her raseri-udbrud og have en periode med sædvanlige Bean igen. Ikke mindst fordi baby i øjeblikket matcher sin storesøster i voldsomme energiudladninger. Det minder lidt om dengang, Bean gjorde det i deciderede rave-parties i livmoderen, og selvom det er mere end dejligt med livlige børn, så er det også en anelse anstrengende, at reel hvile kompromitteres… Oh well. Vi endte med at kysse og kramme og NU sover hun sødt, mens jeg krydser fingre for en roligere dag i morgen. Ikke mindst fordi den kommer til at indeholde vores allerførste playdate med bedsteveninden fra børnehaven.

Kom ikke og sig, at livet som børnefamilie ikke er spændende!

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram