#jegersmuk - nu med video

… hvornår er det ok at opdrage sit barn ‘fysisk’?

Bær over med mig, hvis det her bliver lidt rodet. Dels er jeg ikke selv afklaret – tror jeg – og dels har Bean de sidste par uger bestemt sig for at morgenen begynder et pænt stykke tid før kl. 6. Jeg er ikke fan.

Bean er midt i en seriøs omgang selvstændigheds-frigørelses-sjov og ballade. Som trækker tænder ud hos mig efterhånden som trætheden og søvnmanglen kommer snigende. Af og til har jeg været nødt til at fastholde hende for eksempelvis at få tøj af og på, fordi der trods alt er grænser for, hvor længe anerkendende mor tolererer diverse ‘jeg skal baaaare lige’-krumspring. Det er ikke alt, Bean skal have lov at bestemme. Trods alt er hun et barn og vi er voksne. Dermed ikke sagt, at hun bare skal parere ordre per definition. Argh! Alle de gråzoner.

Jeg har tænkt en del over det, og jeg er ikke sikker på, jeg synes det er ok. Hvordan ville jeg selv reagere, hvis nogen fysisk fastholdt mig fordi jeg skulle have tøj på eller hjælpe med at rydde op? Jeg ville føle mig voldsomt krænket og absolut ikke blive mere samarbejdsvillig. Så hvorfor skulle det være anderledes med Bean?

Selvfølgelig kan fysisk intervention være nødvendig. Eksempelvis i trafikken eller andre farlige situationer. Men er det ok at benytte sig af sin fysiske overmagt i andre tilfælde? Og hvilke alternative handlemåder er der, som ikke indebærer at det skal tage 45 minutters parlamentering – SÅ rummelig er jeg altså ikke. I al fald ikke hele tiden. Beans selvstændigheds-udvikling kommer og går. Alting flyder og alting er faser. Et liv med børn er heraklitisk filosofi 1:1. Det betyder desværre – og heldigvis! – at der ikke er entydige, endegyldige svar og at vi i mange tilfælde må ‘play it by ear’. Det betyder dog ikke at jeg som forælder og mor ikke kan nå dertil, at jeg løber tør for gode svar. Sådan et tilfælde er det her. For jeg aner ærligt talt ikke, hvordan jeg kan være rummelig og anerkendende og samtidig markere mine grænser tydeligt og sikre, at Bean ikke kører et timelangt show om noget, der grundlæggende bør tage ganske kort tid og ikke være emne for debat eller diskussion.

Input er mere end velkomne fra jer. På forhånd tak!

 photo DSC_0206_zpsmnv4oqv9.jpg

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram

16 kommentarer

  • Mai

    Hvis jeg IKKE nogle gange blev nødt til at holde min Lili på lidt mere end halvandet år i et fast greb, så ville vi ALDRIG komme ud af døren. Eller bare videre… 😉 Hun er den VÆRSTE drillepind og kan OFTE, hvis ikke for tiden altid, finde på at stikke af – grinende, råbende eller bare ganske lydløst, så man skal VIRKELIG være på dupperne. Og jeg TROR simpelthen ikke på, at det er en modreaktion på, at jeg netop kan finde på at sige ‘Nej, NU er det altså nu, NU skal vi have tøj på, og det er MOR, der bestemmer’. Og så længe det ikke gør fysisk ondt på hende, at jeg holder fast i hende, mens hun får tøj på, selvom hun ikke vil, ja, så synes jeg i hvert fald, at det er bedst sådan. Hun er i den VILDESTE selvstændighedsfase og tester os på a l t. Og det er FEDT! Jeg elsker at opleve, hvor meget vilje og hvor mange meninger og hvor mange ideer hun har – men samtidig ønsker jeg også, at hun skal lære, at det er mig og hendes far, der bestemmer: Det er os, der skal lære hende alle de der ting, der nu er at lære – ting, hun skal introduceres for, vaner og måder, man arbejder sammen på at få løst opgaverne i en familie. Fx den opgave det er, at få tøj på. Eller finde futterne. Eller hvad nu. Også at lytte efter – og ellers må der jo så være den konsekvens, at man bli’r ‘holdt’, hvis det kræves for at udføre det ønskede.. Tja. Det blev lidt langt… 🙂 Haha, lidt meget langt. Undskyld! Men det var et spændende indlæg!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jamen, tak fordi du tog dig tid til at kommentere! Det er rigtig dejligt at høre med- og modspil og blive inspireret af andre.

      Der er ingen tvivl om, at det er vores job som forældre at lære vores børn at være medspillere i familien og samfundet og at man af og til er nødt til at udsætte eller tilsidesætte egne behov for andres skyld. At forældre sætter rammer og grænser og dagsorden – men at det er ok at opponere. Og at man også skal have ret af og til som barn – for det tror jeg vitterlig på. At jeg nogle gange tager fejl og Bean har ret. Det skal jeg også kunne rumme og anerkende og agere på. (Selvom jeg har svært ved IKKE altid at vide bedst 😉 )

      Åh, jeg synes faktisk det er rigtig svært, fordi hun som 3-årig har en helt anden bevidsthed end for bare et år siden. Med et barn, der er for lille til at man for alvor kan kommunikere og som ikke kognitivt er i stand til at anerkende andres behov, sådan som det sker et sted mellem 2,5-3 år, så er det lidt en anden sag. (Men jeg er helt enig med dig i, at det er en vanvittigt spændende proces at få lov at følge med i, når de små personligheder folder sig ud!)

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Aah, jo, k æ m p e forskel på små bøller på halvandet og så dem mellem 3 og 4 år. Eller ældre, det skal jeg ikke kunne udtale mig om. Mm, undskyld, jeg havde ikke lige tænkt over, hvor gammel din Bean var, kom automatisk bare til at tænke på min den yngste, fordi hun er så vanvittig obsternasig for tiden. Men min på tre år er jo selvfølgelig OGSÅ en mundfuld. Og selvom det er sjældent, at jeg må holde ham fast, ville jeg nu ikke tøve med det, hvis jeg mener, at han overskrider én eller anden grænse med konsekvent ikke at høre efter. Han er fx også pr. definition uENDELIGT langsom til at få fikset de ting, han nu bliver bedt om. Fx at vaske hænder eller tage sine bukser på efter toiletbesøg. Han får lidt tid, men så får han også en ret klar besked og fysisk hjælp til det, hvis han simpelthen ikke magter det. Tænk at man kan være for træt til at tage strømper på eller putte sæbe på hænderne 😉

      Nåmen, jeg ved egentlig ikke, hvad jeg ville sige, for jeg syens egentlig også, det er svært. Om man mon overskrider en grænse for dem? Mnjo, nja, nej, det tror jeg ikke. Med tryk på tror. Men jeg tror nu også, at det er bedre for begge parter, hvis det ER muligt at snakke sig til tingene. Jeg foreslår tit ting som: Okay, hvis jeg giver dig den ene strømpe på, så tager du selv den anden på? Hvis det nu er DET, der er et problem.

      Nu kommer jeg til at dvæle alt for meget ved det igen. De børn, altså. Hvad man ikke gør sig af tanker og refleksioner og pro and cons.. 😉

      God aften!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Senia

    Du er laaangt mere tålmodig og rummelig end jeg er kan jeg høre 🙂 det jeg først og fremmest lagde mærke til i dit indlæg var, at du skrev at Bean ikke bare skal parere ordre. Hvorfor ikke? Hvis du har sagt at hun skal gøre noget, så er det vel fordi du mener det? Hvis hun får lov til ikke at “parere” hvordan ved hun så at hun skal høre efter i tøjsituationer osv? Vi er nok også meget gammeldags herhjemme, men hvis man ikke hører efter hos os, så har det konsekvenser ift hvad men ellers har af privilegier som tv/tablet/hyggeskål. Det plejer at være nok, og hvis ikke kører vi timeout. Hvis intet hjælper, er vores stadig så store at han kan løftes hen til det de skal og ja så får han tøj på om han kæmper imod eller ej. Men vi tænker så også meget over hvordan vi beder om tingene. Siger måske til lidt før end “opgaven” skal udføres, så han når at indstille sig på, hvad der skal ske. Og så beder vi kun om noget, når vi virkelig har tænkt os at gennemføre det. Ikke at vi altid gør det, men vi forsøger. Men at være “fysisk” overfor sit barn, er jeg hvis det andet er prøvet. Så løfter vi gerne, og “hjælper” i tøjet. Så længe barnet ikke bliver skadet, på den ene eller anden måde.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for input – og for at dele dine erfaringer. Som udgangspunkt er alle mennesker (herunder) børn forskellige, og derfor er der også virkeligt mange måder at være familie og forælder på. Det er rart at blive udfordret på sine holdninger og dermed blive klarere på dem – og at blive inspireret af andres måde at leve på.

      Bean er sådan overordnet set god til at høre efter og gøre, hvad vi beder hende om. Det er en del af familielivet at vi hjælpes ad med de opgaver, der er i hjemmet. Efter evne og alder, naturligvis. Og jeg er helt på samme side med dig i forhold til at give ‘fair warning’: altså; ‘nu skal du til at slutte legen, for om lidt skal vi…’ etc. Men derfor er jeg ikke nødvendigvis enig i, at børn bare skal gøre, som man siger. Jo, i mange og måske langt de fleste tilfælde ved den voksne bedst, men af og til er børneperspektivet måske det rigtige. Hmm. Jeg kommer givetvis til at tvinge hende i sko eller tøj igen, men jeg tror ikke, jeg får det bedre med det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Senia

      Forresten, her hjælper det tit at lave en konkurrence ud af det. Ex. Hvem kommer først til puslebordet (når han skal skiftes). Jeg tager din sut før du gør ( når han skal i seng). Hvem er hurtigst til at rydde op? Nogle gange hjælper det hvis der er et element af fange- eller gemmeleg involveret. Måske det kan hjælpe andre også?

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Jeg er lige med på en “kigger” i kommentarfeltet, for hold nu op, hvor du rammer plet! Min treårig og Bean er lige nøjagtig på samme sted, kan jeg forstå:) Og vi er helt på linie med jer angående metoder. Vi forbereder ham på det der skal ske, rummer hans krumspring og “jeg skal lige”, og vi har sågar digtet en sang om “drengen der lige skal noget andet end det han i virkeligheden skal”, som vi alle tre ynder at synge…..langhåret – måske – men vi synes de her identitetsskabende faser er så interessante og faktisk også lidt sjove! MEN, hvornår er nok nok?! Hvornår og hvor hurtigt hjælper vi ham fysisk i tøjet, op til middagsbordet, ud af døren osv….. Det blev en lang smøre – pointen er; det er et super relevant indlæg:) Tak for det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tusind tak – og tak for at dele dine erfaringer også 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Sebastians: “Du er ikke alene” – Her til aften cyklede jeg ud og købte det sidste ind til weekendens 3-års fødselsdag (og nød fuglefløjt og ro) efter det tog 45 minutter at få nattøj på, tisset af og børstet tænder… Jeg måtte holde et sparkende/skrigende barn og tvinge nattøjet på, så kan godt genkende din beskrivelse og overvejelser :sweat

    Jeg synes i nogle situationer det er en udfordring at finde balancen mellem at lytte til sit barn og sætte klare grænser. I det store hele er der mange ting der er så meget nemmere at forklare nu end tidligere og der er mange små rutiner og regler som allerede er indarbejdet og ikke står til diskussion eller bliver udfordret og er med til at få hverdagen til at glide. Men indimellem og pt er det der med at få tøj på om morgenen og nattøj på om aftenen en prøvelse her i huset…Jeg google forleden aften (i lettere desperation) og fandt frem til mange gode diskussioner samt fine råd fra de sædvanlige Lola Jensen, Helen Lyng m.fl. Igen slog de på barnets behov for klare rammer og at være konsekvent i forhold til prioriteringer. Det synes jeg i høj grad vi forsøger at efterleve herhjemme, samtidig med at vi lytter og forsøger at efterleve ønsker og behov (indenfor rimelighedens grænser selvfølgelig) alligevel må jeg erkende at det måske er mere komplekst end som så, når en simpel hverdagsting som her til aften går op i en spids… Jeg satser på at det er en fase og at komme ud af den stærkere, men genkender godt følelsen af at være endt lidt i en blindgyde og har netop bestilt et par bøger hjem på det lokale bibliotek for at få lidt mere input… Pøj pøj og tanker fra sofaen med benene op :yum:

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for input og for at lade mig vide, at jeg ikke er alene.

      På papiret lyder det så enkelt – men virkeligheden er jo som bekendt sjældent så let at agere i.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • En kommentar fra en mormor der har fulgt dig på sidelinjen.
    Der er brug for en fastholdelse af det vidunderlig guld, de afprøver jo grænser, Stopper du ikke op og sætter grænser bliver det mange år med hård kamp.
    Ordet fastholdelse lyder voldsomt, det er jo mere et så stopper vi, altså en grænse der bliver statueret. Tænk sådan, når du næste gang, tager hende ind til dig, for at give hende tøj på, etc.
    Ønsker dig held og lykke med at sætte grænser.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for ønskerne og for dine tanker.
      Ork, grænser bliver der prøvet masser af fra Beans vedkommende. Vi sætter dem, hvor vi oplever, de er rimelige. Af og til accepterer hun dem uden kamp. Af og til med et ‘øv’. Af og til med en krig. Måske handler det om, at jeg synes, det er en falliterklæring for mit vedkommende, når jeg er nødt til at dominere sådan. At jeg har en (vag) fornemmelse af, at der er alternativer, jeg ikke kender til.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har haft nøjagtig de samme tanker. For her er fysisk fastholdelse nogle gange også en nødvendighed. Jeg kan absolut ikke lide det, og føler hver gang at jeg har krænket mit barn.

    Men så igen så siger jeg til mig selv at jeg er den voksne og hun er et barn, og nogle gange kommer man langt med tålmodighed og talen til fornuft og nogle gange når man altså et punkt hvor man som voksen må tag styringen og ansvaret.

    Vi har med stor succes indført en slags advarsel for hvornår vores tålmodighed er opbrudt, så hun ved at nu er grænsen nået, og hun kan enten gøre hvad vi vil frivilligt eller blive fastholdt. Vi siger ganske enkelt stop Oline, nu tæller jeg til 3 og så gør du hvad vi siger, og så tæller vi, og tit inden vi har sagt 1, så makker hun ret.

    Jeg ved ikke om det er “pædagogisk” korrekt, men her virker det i hvert fald fantastisk.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Jamen, så er det jo det, der skal til hos jer. Jeg synes faktisk, at advarsler lyder som en god indgangsvinkel.

      Jeg er heller ikke fortaler for at børn skal styre showet, men ligesom dig bryder jeg mig ikke om at holde hende fast og blive dominerende i fysisk forstand. Åh, det skal ikke være let vel? Men hvor er det rart at vide, at jeg ikke er alene. Hverken med ‘problemet’ eller tankerne <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sabrina

    Her hjemme har omvendt psykologi og at flytte fokus virkeligt haft sine fordele…

    Mor til 4 hvor af den sidste er meget sensitiv og virkelig skal kringles på en hel anden måde end hendes søskende!!! og at være fysisk ville virkelig være et overgreb af dimensioner.

    Held og lykke

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Børn er nemlig enormt forskellige, og selvom jeg absolut ikke har indtryk af at Bean på nogen måde oplever fastholdelse som overgreb, så bryder jeg mig ikke om det.

      Tak for input og tanker!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

#jegersmuk - nu med video