… hvornår er det ok at opdrage sit barn ‘fysisk’?
Bær over med mig, hvis det her bliver lidt rodet. Dels er jeg ikke selv afklaret – tror jeg – og dels har Bean de sidste par uger bestemt sig for at morgenen begynder et pænt stykke tid før kl. 6. Jeg er ikke fan.
Bean er midt i en seriøs omgang selvstændigheds-frigørelses-sjov og ballade. Som trækker tænder ud hos mig efterhånden som trætheden og søvnmanglen kommer snigende. Af og til har jeg været nødt til at fastholde hende for eksempelvis at få tøj af og på, fordi der trods alt er grænser for, hvor længe anerkendende mor tolererer diverse ‘jeg skal baaaare lige’-krumspring. Det er ikke alt, Bean skal have lov at bestemme. Trods alt er hun et barn og vi er voksne. Dermed ikke sagt, at hun bare skal parere ordre per definition. Argh! Alle de gråzoner.
Jeg har tænkt en del over det, og jeg er ikke sikker på, jeg synes det er ok. Hvordan ville jeg selv reagere, hvis nogen fysisk fastholdt mig fordi jeg skulle have tøj på eller hjælpe med at rydde op? Jeg ville føle mig voldsomt krænket og absolut ikke blive mere samarbejdsvillig. Så hvorfor skulle det være anderledes med Bean?
Selvfølgelig kan fysisk intervention være nødvendig. Eksempelvis i trafikken eller andre farlige situationer. Men er det ok at benytte sig af sin fysiske overmagt i andre tilfælde? Og hvilke alternative handlemåder er der, som ikke indebærer at det skal tage 45 minutters parlamentering – SÅ rummelig er jeg altså ikke. I al fald ikke hele tiden. Beans selvstændigheds-udvikling kommer og går. Alting flyder og alting er faser. Et liv med børn er heraklitisk filosofi 1:1. Det betyder desværre – og heldigvis! – at der ikke er entydige, endegyldige svar og at vi i mange tilfælde må ‘play it by ear’. Det betyder dog ikke at jeg som forælder og mor ikke kan nå dertil, at jeg løber tør for gode svar. Sådan et tilfælde er det her. For jeg aner ærligt talt ikke, hvordan jeg kan være rummelig og anerkendende og samtidig markere mine grænser tydeligt og sikre, at Bean ikke kører et timelangt show om noget, der grundlæggende bør tage ganske kort tid og ikke være emne for debat eller diskussion.
Input er mere end velkomne fra jer. På forhånd tak!
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
Hvis jeg IKKE nogle gange blev nødt til at holde min Lili på lidt mere end halvandet år i et fast greb, så ville vi ALDRIG komme ud af døren. Eller bare videre… 😉 Hun er den VÆRSTE drillepind og kan OFTE, hvis ikke for tiden altid, finde på at stikke af – grinende, råbende eller bare ganske lydløst, så man skal VIRKELIG være på dupperne. Og jeg TROR simpelthen ikke på, at det er en modreaktion på, at jeg netop kan finde på at sige ‘Nej, NU er det altså nu, NU skal vi have tøj på, og det er MOR, der bestemmer’. Og så længe det ikke gør fysisk ondt på hende, at jeg holder fast i hende, mens hun får tøj på, selvom hun ikke vil, ja, så synes jeg i hvert fald, at det er bedst sådan. Hun er i den VILDESTE selvstændighedsfase og tester os på a l t. Og det er FEDT! Jeg elsker at opleve, hvor meget vilje og hvor mange meninger og hvor mange ideer hun har – men samtidig ønsker jeg også, at hun skal lære, at det er mig og hendes far, der bestemmer: Det er os, der skal lære hende alle de der ting, der nu er at lære – ting, hun skal introduceres for, vaner og måder, man arbejder sammen på at få løst opgaverne i en familie. Fx den opgave det er, at få tøj på. Eller finde futterne. Eller hvad nu. Også at lytte efter – og ellers må der jo så være den konsekvens, at man bli’r ‘holdt’, hvis det kræves for at udføre det ønskede.. Tja. Det blev lidt langt… 🙂 Haha, lidt meget langt. Undskyld! Men det var et spændende indlæg!