Forskud på barselslivet

I dag har jeg fri. Jeg arbejder ikke hjemmefra. Jeg har fri. Slet og ret.

Jeg tager nemlig lidt forskud på barselstiden (og -glæden) i min sidste knap halvanden måned på arbejdsmarkedet på denne side af babys ankomst. Eftersom stort set hele mit ferieår 2015/16 kommer til at gå med barsel, har jeg truffet det luksusvalg at bruge en uge af min ferie på at holde fri en gang om ugen i den sidste tid, inden jeg går fra.

Det bliver godt. Jeg kan mærke det allerede nu. En fuld 37 timers arbejdsuge – heraf langt de fleste timer på en kontorstol – er begyndt at blive lidt hårdt. Ikke mindst mine lange dage kan mærkes i ryg og lænd. Derfor ser jeg frem til en ugentlig pause, hvor jeg kan gøre præcis så lidt eller meget, som kroppen giver udtryk for at kunne klare. Nogle onsdage bliver jeg givetvis typen, der ikke rejser mig fra sofaen medmindre jeg skal hente mere mad og drikke – eller tisse (nogen er begyndt at losse ret godt til ned i den stakkels blære og alle andre organer for den sags skyld) Andre onsdage forestiller jeg mig at have overskud og lyst til at ose rundt i min by og måske bare sidde på en café og nyde freden og roen. Forhåbentlig får Jonas og jeg endda tid til lidt tosomhed – eksamensperioden er så småt ved at oprinde og med den kommer en hel portion skemafri dage for Jonas’ vedkommende. (At de så også skal bruges på at rette massevis af eksamens-essay og forberede både eksamensspørgsmål til egne elever og læse op til at være censor er en anden snak. Schy.) Vi har blandt andet meget politisk ukorrekte planer om en ego-kærestetur til Louisiana med indbygget brunch.

Men hov! Burde vi ikke prioritere al vores ‘fritid’ på at være sammen med Bean og burde hun ikke have fri, hver gang vi har? I princippet, måske. Virkeligheden er bare sjældent så sort/hvid. Dels har jeg ganske enkelt fysisk behov for at lade op og koble af efterhånden – og selvom Bean er sød og skøn og godt gider nusse og ligge lidt på sofaen med mig, så er hun også et energibundt uden lige. En hjemmedag med Bean er ikke en afslapningsdag for (næsten) højgravide kvinder, og så ryger pointen ligesom. For jeg holder jo netop fri for at tanke op på overskud til at være en god mor, kæreste og ansat. En dag sammen med Bean er sjov og hyggelig, men levner ikke mange muligheder for at smække fødderne op. Og så vil jeg altså også insistere på, at Jonas og jeg har lov til at tage på en udflugt selv af og til. Også midt i ugen, hvis det skal være. Det sker så sjældent, at jeg godt tør sige, at Bean ikke får følelsesmæssige ar af at hendes forældre af og til dater. Jeg elsker at have Bean med på museum. Hun elsker det også. Men uanset hvor skønt det er at høre historier om kunst i børnehøjde og uanset hvor madmodig og -glad hun er, så er tålmodighed med forældre, der gerne vil holde i hånd og bare samtale over kunst, røræg og kaffe ikke det, hun har allermest af.

Over and out herfra. Sofaen, min te og strikketøjet kalder. Ahh. God onsdag derude.