Moderbinding og selvstændighed

Det kommer i faser (som ALT andet i børns udvikling, ifølge min 3-årige erfaring). Selvstændigheds- og løsrivelsestrangen. I denne uge har Bean igen en periode hvor hun er meget fokuseret på at italesætte og insistere på sin egen vilje og at kunne og ville selv. Den selektive hørelse er skruet op på maksimal volumen og det kræver mere end lidt pædagogisk sans at få hende til at tage tøj og sko på/gå på toilettet/gøre hvad hun bliver bedt om i det hele taget. Det er tydeligt at mærke, at når vi har overskud til at tackle hende optimalt, så er det ret uproblematisk med hendes udfordrende opførsel. Hvis vi til gengæld er trætte eller i underskud, så er det noget sværere at blive ved med at bevare roen efter 10. gang, hun bevidst ikke gør, hvad hun bliver bedt om. Det er så til gengæld en god anledning til at tale om, hvordan det er rarest at vi kommunikerer. ‘Du skal bruge din almindelige stemme, mor’ – og det er jo helt korrekt, men moren blev lidt stram i betrækket og spids i tonefaldet efter at være gået frem og tilbage til toilettet 12 gange (jo, jeg talte) for at skiftevis få at vide at ‘jeg er færdig’ og ‘NEEEEJ! Jeg er IKKE færdig’ kl. 2 minutter i vi-skal-ud-ad-døren. Hun er i fuld gang med stadigt mere komplicerede rollelege og afprøver forskellige strategier af problemløsning i sin leg. Det er meget spændende at observere fra sidelinjen, og kan være mildest talt anstrengende at være en del af, når man partout SKAL lege legen på en helt specifik måde. ‘NEJ, mor. Ikke der – dér!’ Det er heldigvis ikke fordi vi har mægtige følelsesmæssige kriser i denne omgang. Det er mere en generelt fornemmelse af, at hun lige nu udfordrer ALT, vi kommer med, for at finde ud af, hvor grænserne går – og hvor langt hun kan gå i forhold til dem.

Måske netop derfor er det også rigtig interessant at opleve, at den øgede (trang til) selvstændighed går hånd i hånd med en ret markant moderbinding. Som med det meste af Beans trygheds-søgende adfærd, så er det om natten, det for alvor kommer til udtryk. Og i særdeleshed i forhold til mig. Hun vil stadig allerhelst have, at vi alle tre putter sammen, men det er mig, hun kryber helt tæt ind til, når vi har lagt os til rette. Så tæt, at hendes hår af og til bliver fugtigt af mit åndedrag. Fra jeg går i seng og hele natten sover hun også så tæt på mig, som hun kan komme – tilnærmelsesvis i fosterstilling krøllet ind mod mig, hvis vi ligger ansigt mod ansigt – og hvis jeg vender med ryggen til, så gør hun af og til det samme og af og til krammer hun mig bagfra og bliver ‘store ske’. Hvis jeg ikke er hjemme, er det heldigvis ikke noget problem.

Heldigvis er vi alle så vant til samsovning efterhånden, at vi fint kan sove trods de lidt tættere forhold (Jonas har så til gengæld mere end halvdelen af dobbeltsengen at boltre sig i), og skal jeg være helt ærlig, så synes jeg faktisk, det er dejligt at mærke på den her meget konkrete og fysiske måde, at selvom hun er en stor pige – så har hun stadig brug for sin mor som garant for tryghed og nærhed, når verden udvider sig foran hende.

^^De øjne, altså!

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram