En kærlighedshistorie #1

For præcis 6 år siden i dag mødte Jonas og jeg hinanden for allerførste gang. Vi har ikke set os tilbage siden trods spøgende ekskærester og bopæle på hver sin side af bæltet. Det var et af den slags møder, hvor timingen var altafgørende. Jeg havde i et par år skiftet rundt mellem forskellige flirts, dates og kortere affærer efter et mindre pænt brud og Jonas – den seriemonogame mand – var for første gang i noget i retning af 10 år ikke i et længerevarende forhold. Et par, der bestod og består af hver vores ven, holdt en fælles fødselsdagsfest. En måned forinden var min elskede, vidunderlige farmor (som Bean er opkaldt efter) gået bort, og hvis ikke hun havde det, så var min civilstatus muligvis en anden den aften først i maj for 6 år siden. En gammel ven skulle nemlig komme på besøg fra udlandet et par dage, og han havde et underliggende motiv for besøget, som jeg bare ikke var helt modtagelig for dagen efter at have mistet min farmor. Han er ellers et dejligt menneske, lynende intelligent, musikalsk, nydelig og vaskeægte good guy. Igen. Timing er en svær størrelse.

Til gengæld var jeg noget mere åben for lidt romantik en måned senere – og jeg spottede hurtigt den høje, flotte mand, der var ny i festflokken. Dels fordi han dengang boede i Odense og derfor ikke så tit kom til fest i København – dels fordi han jo havde været i forhold de seneste mange år. Jeg spurgte med det samme min veninde, om han var single, fik bekræftende svar – og gik i gang med at indfange ham. Jeg har aldrig været hende, der er blevet ombejlet af horder af mænd, så efterhånden havde jeg lært at gå efter det, jeg ville selv. På en mere eller mindre underspillet måde, afhængigt af situationen. Festen var en temafest med udklædning og det var heldigt, for jeg må indrømme, at Jonas’ stil dengang var en lidt anden end den har udviklet sig til. Slidte kondisko (ikke sneakers. Kondisko), knap så velsiddende jeans og den t-shirt der nu tilfældigvis lå øverst i tøjbunken var hans dresscode. Sammen med en outdoorsy jakke af en eller anden slags. Ikke just, hvad jeg var vant til fra universitetsbarerne eller de listige beverdinger rundt omkring i København. I dagens anledning var han klædt ud i festlig hawaiskjorte og matchende pink lærredssko og hey. Til en udklædningsfest går alt jo an. Jeg havde ikke haft tid til det helt store kostume, så jeg gik efter det underspillede look med et par meget skinny sorte jeans, sort tee og knaldrøde læber under en pageklippet paryk i en klædelig baltisk havneluder-kulør. Da jeg senere på aftenen kapitulerede på parykfronten for at undgå at få sved i øjnene hele tiden, troede han faktisk, at ‘hende blondinen’ var gået hjem. Det tog en del overtalelse at få ham til at forstå, at det faktisk bare var en helt og aldeles kunstig hårpragt. (En kortere periode blev jeg faktisk blondine, men det er en anden historie)

Nå. Det lykkedes mig at få manden i tale og det viste sig, at vi begge havde en forkærlighed for britisk digterkunst (dvs. min begrænser sig hovedsagligt til Shakespeare og så et bestemt digt af William Blake, som jeg kunne og kan recitere. Det vakte både positiv opmærksomhed og interesse fra engelsklæreren. Hvem siger det ikke er sexet at være en nørd?) Jeg fik endda lokket ham med på dansegulvet, og jeg mindes, at han var en absolut habil danser. Hermed kan vi konkludere, at jeg også har været en smule besoffen, for Jonas har mange talenter. Men han er totalt tonedøv og har ganske enkelt ingen rytmisk sans.

I løbet af aftenen fik jeg meget frisk lokket ham med i en taxa og til Østerbro (men sådan er vi ‘københavnerpiger’ jo, ifølge jyden.) Næste morgen havde jeg forestillet mig noget med brunch på en nærliggende café, men da jeg foreslog croissanter og en avis fik manden travlt med at få tøj på og komme ud ad døren. Jeg stod tilbage ret mystificeret…

Fortsættelse følger.

Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram