T minus en uge – fødselsdag, Corona-jubilæum og ønsker

Om præcis en uge er der gået et år. Et fuldt kalenderår. 365 dage siden Danmark lukkede ned, menneskehobe valfartede til Bilka og hamstrede toiletpapir midt i nedluknings-pressemødet og vores liv kollektivt blev forandret over natten. Og stadig er det, ligesom det sandsynligvis kommer til at have varige konsekvenser for den måde vi omgås på i mange, mange år frem.

Det er til gengæld også nøjagtig et år siden min sidste fødselsdag. Sidste år, en uge fra i dag, sad jeg alene i min sofa i stuen og spiste kagerester, mens jeg med vantro i blikket så med i nyhederne fra et ekstraordinært pressemøde. Jeg havde næsten lige sendt mine forældre og søster hjem fra fødselsdagsfejring og det var meningen, jeg skulle starte op på et nyt job fem dage efter. Jeg husker, at jeg i en mild form for panik ringede til Jonas, der sad midt i maden med sine elever på studietur på Malta. En tur, som Udenrigsministeriet to dage forinden havde givet aldeles grønt lys til, vel at mærke.

Som regel falder min fødselsdag sammen med 2.g’ernes studietur, så igennem de sidste 12 år har jeg som oftest måtte undvære ham på dagen. Da jeg fyldte 30, var han i New York (men havde en fin, lyseblå æske med hjem fra Tiffany’s). I år er han hjemme, men enhver drøm om at spise en lækker middag på en hyggelig restaurant er for længst skudt ned. Det virker nærmest utopisk, faktisk. I øvrigt skal vi begge arbejde og der er også tre børn at tage med i beregningerne. Det havde også været virkelig fantastisk med muligheden for en staycation hotelovernatning på et lækkert hotel i byen med min mand, men igen. Børn. Det når vi nok en anden gang.

Jeg plejer at glæde mig helt barnligt til min fødselsdag. Have ønskelisten, menuen og planerne klar. Ikke at det skal være stort eller vildt, men alligevel. Det føles, naturligt nok, tror jeg, anderledes i år. Fordi der mangler en til at fejre mig. Udover det helt åbenlyse, helt uladsiggørlige og aldeles hjerteskærende ønske, som jeg kommer til at have nu og fremover, så har jeg forsøgt at finde lidt andre ønsker. Nogle som jeg faktisk ville blive glad for – og som mine piger kan overrække, fordi de heldigvis glæder sig mindst ligeså meget til at fejre vores fødselsdage som de altid har gjort.

Det føles næsten paradoksalt med materielle ønsker, men ærligt talt tæller alt, der kan bringe glæde – og jeg bliver jo glad over et smukt smykke, en veldrejet kaffekop og den perfekte t-shirt.

I år ønsker jeg mig en ny, rar pyjamas. Min gamle er efterhånden så mørnet i stoffet, at den er i fare for at revne i stoffet hver gang, den skal af og på, og det er ikke helt optimalt. Jeg drømmer lidt om denne

Jeg har også længe haft et af Kyoto Tango armbåndene på ønskelisten. De er så fine og et godt supplement til mine perler og smalle guldkæder.

Skrivepenne er altid en god idé – og jeg bruger faktisk alt fra 0,1 til 1,2 bredder, når jeg skriver og tegner små noter og doodles.

Jeg knuselsker keramik og smukke kopper, hvilket næppe er en overraskelse for nogen, hvis man følger med på Instagram – og jeg ville elske at tilføje en Peter Shire for Les Gens Hereux kop til min samling.

Hvis vi skal ud i ønsker på den helt store klinge, så ville en ‘Sætter 7‘ kop-reol fra Sætter Copenhagen. Alt ved den er lækkert. Koncept, udførelse, look. Alt.

Den perfekte trenchcoat og et smukt, forårsegnet tørklæde er også i min ønskebank. Ligesom en fotodag og -bog med alleryndlings Frederikke Brostrup er på drømmelisten – men det bliver måske min gave til mig selv senere på året.