Børn og sorg

Budgetvenlige DIY kostumer: Kaktus, påklædningsdukke og garnnøgle

Fastelavn er lige om hjørnet. Vanen tro er der blevet skabt fastelavnskostumer herhjemme efter pigernes ønsker. I år henholdsvis en kaktus, en påklædningsdukke og et garnnøgle (hvem sagde indoktrineret?). Det har handlet om at tænke ud ad boksen og fortrinsvis bruge de materialer, vi havde for hånden, for det er ikke lige til at smutte ud og købe småting i den nærmeste kreabutik. Måske nogen af jer derude mangler inspiration til nemme kostumer med materialer, der mestendels kan findes i hjemmet?

Tidligere har pigerne bl.a. været hjemmelavede popcorn, regnbuer og Frida Kahlo. Og Elsa/snedronning og pirater og alt muligt andet også, men det er (for mig i al fald) altid sjovere, når vi laver kostumerne selv. Og det er (heldigvis!) også dem, pigerne husker bedst og synes er herligst og mest særlige. Nok mest af alt fordi de får lov at udfolde deres fine fantasi, så vi sammen finder på helt igennem herlige projekter. Fordi det er magisk at se sine idéer komme til live. Ja, det tager tid og nej, det er ikke altid, jeg synes, jeg orker. Men som udgangspunkt finder jeg på løsninger, der er så enkle som muligt, og så kan det godt lykkes alligevel.

Den sødeste mini-kaktus

^^Tydeligvis en meget tilfreds (og moderat farlig) kaktus.

Fra sin plads ved spisebordet har M udsyn til vores store kaktus. Den har tre-en-halv-doblet sin størrelse siden jeg købte den for år tilbage. Ingen ved hvordan, for den bliver vandet sporadisk og har vist aldrig fået skiftet jord eller potte. Ikke desto mindre trives den sammen med sin samling af mindre kaktus-kammerater. Og i år har den så inspireret til ønsket om at være en kaktus til fastelavn i dagplejen.

Som udgangspunkt er min erfaring, at kostumer til små børn skal være så enkle som muligt, så de ikke hæmmes i bevægelsesfrihed eller legefrihed – så tanken om at sy en heldragt med stivere røg ret hurtigt ud. Til gengæld fandt jeg et grønt sæt joggingtøj med hætte billigt, og har syet en hel masse små garnrester, jeg havde gemt fra et andet projekt, fast som pigge. Det er enkelt, det er nemt (men også ret kedeligt med de mange, mange håndsyede stumper…) – og man skal måske bruge sin fantasi en smule for at se kaktussen. Til gengæld er barnet begejstret og kan bruge og bevæge sig i ‘kostumet’ som helt almindeligt tøj. Det er en vinder. Og hun vinder for kreativ tankegang, hvis I spørger mig.

Påklædningsdukke

En mellemstor papkasse, lidt maling, posca-tusch og elastikker. Det er alt, jeg har brugt til børnehavebarnets kostume. Hun skal være en påklædningsdukke (nok inspireret af K’s optrækkerdukke fra forrige Halloween, bare uden uhyggen). Jeg tegnede en form ud fra hende og har malet, tegnet op og klippet ud. ‘Kjolen’ sidder fast med elastikker, der er krydset bagpå og limet fast med limpistol.

^^Den fineste påklædningsdukke, jeg kender

Meget, meget enkelt og billigt – og effektivt og sjovt samtidig. Hun glæder sig SÅ meget til fredagens fastelavnsfest i børnehaven, hvor de heldigvis gerne må være udklædt.

Garnnøgle

Skolebarnet har tidligere været popcorn og Frida Kahlo og alt muligt andet – i år ville hun være garnnøgle. Jeg har virkelig lagt hovedet i blød for at lure, hvordan jeg skulle klare det uden at det blev et for stort projekt. Hjemmelavede kostumer til tre børn – uagtet at de er enkle – tager trods alt sin tid. Det her er derfor også det eneste af kostumerne, der endnu ikke er helt færdigt.

Vi fandt frem til at bruge noget ‘fyld’ materiale fra en af de webshop-pakker, som mange af os nok får flere af i øjeblikket, end vi plejer. Så limede vi tykt garn på med limpistol og jeg har strikket et par rækker med de tykkeste pinde, jeg ejer, som skal sidde på garnet.

Ud af en rest pap har jeg foldet en banderole, som skal males og have skrift på med garntype, vægt og pindestørrelse – I ved, alt det sædvanlige. Her skal garnet pålimes henholdsvis foroven og forneden, så hun bliver et samlet nøgle. Der er en lille rest garn tilbage, som nok bliver til en slags hovedpynt, og hun planlægger at tage en striktrøje på for lookets samlede udtryk. Jeg har ikke helt luret, hvordan vi skaber kostumet, så det er nogenlunde nemt at få af og på og sidder behageligt på hende… så hvis nogen derude har gode ideer, er de mere end velkomne her. Som udgangspunkt må kostumer til lidt større børn godt være lidt mere ‘bøvlede’ at være i – men helst ikke mere, end at man også kan lege og have det sjovt og bevæge sig nogenlunde.

^^Garnnøgle in spe. Jeg mangler stadig at få logistikken i det helt på plads.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Børn og sorg