• Caroline Jacobsen
  • Triplets of Copenhagen *
  • Fit Mom
  • Østfronten
  • ···
Mit mindste, lille menneske

En uventet stolthed – og et gult bælte

K startede til karate først på efteråret. Hvidt bælte og helt uden nogen former for erfaring med kampsport – og derfor en ret stejl læringskurve for at forsøge at ramme bevægelserne i sin hvide gi. Jeg har skrevet lidt om det før HER. I den forgangne weekend var der graduering i karateklubben, og hun havde øvet og øvet på sin kata, på spark og på at huske det hele.

Sommerfuglene satte ind, da hun ankom sammen med sine klubkammerater og så en flok sort-bælter bag dommerbordet. Men som hun selv sagde, så gik nerverne væk, så snart hun kom igang. Så tog kroppen over og gjorde præcis, som den skulle.

De lange ben sparkede højt op og satte sig præcist ned og kampråbet blev udsagt med præcision og energi. Jeg har aldrig nogensinde gået til – eller overvejet at gå til – nogen former for kampsport, og i det hele taget er det eneste, jeg sådan rigtigt har dyrket, løb. Her bliver jeg også begejstret, men jeg havde faktisk ikke set det komme, HVOR stolt jeg blev over mit lille karate kid.

Hun håbede selv, hun var god nok til at opgradere bæltet til et ‘halvt gult’, men hun sprang helt op i gult bælte og strålede som en sol om kap med de nye farver.

Det var ikke så meget dygtigheden og at hun klarede sin eksamen med bravour, jeg blev rørt og stolt over. Det var hendes tilgang til det. Indlevelsen. Seriøsiteten. Hun gik ind i det og op i det med liv og sjæl – med det formål at gøre det så godt som muligt, men uden en forventning om, at der kun var et resultat, der var ‘godt nok’.

Når man er 7 år, skal det være sjovt at deltage i sport eller fritidsaktiviteter. Det er hovedsagen. Men jeg synes også godt, det må betyde noget. Man skal gøre sig umage. Øve sig. Jo bedre man er til noget, desto sjovere bliver det. Man kan gå fra at synge enstemmigt til at udfordre stemmen og nodekendskabet i finsk 12-tone musik. Og fra hvidt bælte og inden kundskaber til imponerende præcise spark. Vi havde egentlig tænkt at karate nok var en halvårs-afprøvning, men jeg er helt sikker på, at hun fortsætter i forårssæsonen også. Hun glæder sig hver gang – selvom det er to eftermiddage om ugen lige midt i spisetid – og hun bliver sej og stærk og får et rigtig godt sammenhold og netværk i klubben. Det kan noget.

Det kan selv jeg se – omend synes blev lidt sløret i weekenden med stolte tårer i øjenkrogene.

3 kommentarer

  • Sine

    Hvor er hun sej og flot i sin GI 💪🏻

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Hun ser SÅ cool ud, når hun er igang! Det er virkelig spændende at få lov at se sine børn indtage andre roller og vokse i dem.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annika

    Hvor lyder det fantastisk! Må jeg spørge i hvilken forening hun går? Har selv en 7-årig pige og bor på Østerbro nemlig…

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mit mindste, lille menneske