'HEJ!' - finurlige børnebøger med mange lag

Mit mindste, lille menneske

Lille M er slet ikke så lille længere. Hun er 17 måneder gammel om ganske få dage, og hun er i den grad ved at folde sig ud som et lille (og bestemt) individ. Måske i endnu højere grad end nogle af hendes søstre er hun med stormskridt ved at rodfæste sig og cementere sin position i vores femkløver.

Hun tog sine første skridt for snart længe siden, men hun har travlt, så hun har kravlet mere end gået længe – simpelthen fordi det var mere effektivt. Nu går hun imidlertid mere end kravler. Også selvom hun mere ligner den stakkels butler i 90-års fødselsdagen sidst på aftenen end den selvbevidste og selvsikre lille dame, hun er.

M har en tro på egne evner, jeg sjældent har set matchet. Og et dertil hørende overmod, for hun er aldeles overbevist om, at hun med selvfølgelighed kan udføre de samme motoriske kunster som sine søstre.

Derfor kan man jævnligt finde hende stående på lænestoles armlæn – eller oppe på køkkenbordet. Fordi hun snildt kan skubbe en køkkenskammel hen over gulvet, vende den til den rette position og derfra bruge al sin styrke på at hive sig hele vejen op til frugtskålen. Mere end nogen anden af mine døtre i denne alder, er vi simpelthen nødt til at have øjne på hende konstant og hele tiden. På et eller andet tidspunkt får jeg nok mulighed for at sidde ned igen, men det bliver ikke inden for de kommende måneder.

Jonas og jeg kan også kigge måbende på hinanden, når det lille temperament folder sig ud for fuld styrke. K er absolut den mildeste af vores tre døtre, og det siger ikke så lidt. E er midt i fireårs-fasens kæmpe kraftanstrengelse for at skulle finde balancen mellem egen vilje og det fælles bedste, og hun råber og skriger i øjeblikket sin indre kamp ud. M er et andet sted. Hun har endnu ikke blikket for kollektivet og tilsidesættelsen af egne behov – det kommer først langt senere i barnets udvikling – men hun har derimod en indædt stædighed og hævdelse af sit eget selv, der langt overstiger de to andre i intensitet.

Således oplevede jeg for første gang i mit moderskab, at min 1-årige dramatisk smed sig på gulvet og skrigende bankede hænder og fødder ned i gulvet. Fordi jeg aldeles urimeligt havde givet et tydeligt og definitivt NEJ til at hun måtte spise fra skraldespanden.

‘Vil du have et kram?’ spurgte jeg et øjeblik

‘NEEEEEEEEEEJ!’ råbte hun og vendte sig demonstrativt fra mig.

Meget kan man sige, men signalstærke børn – det har vi absolut, og det er ikke en dårlig ting. Det er i al fald nemt at navigere i deres behov.

Til gengæld er hun også lige der, hvor hun klapper af begejstring, når hun ser vi kommer – og glædesstrålende kalder os ved navn. I al fald de navnelyde, hun har døbt os med.

Mere og mere forstår hun fidusen ved kommunikation og bruger den aktivt og målrettet til at få, hvad hun ønsker sig. Hvad end det er opmærksomhed, kram, læse bøger, spise snacks, komme på legepladsen, danse eller noget helt andet. Og så er jeg fuldstændigt pjattet med alle de ord og ordlyde, hun snakker med – især hendes ord for ‘sød’, som bliver betegnet af at aldeles bedårende ‘nåhr’. Således kan man høre ‘Baaarh – nåhr’, når hun fortæller os, at far er sød.

Når jeg ser på hende, kan jeg pludselig se, hvor stor hun er blevet, selvom hun endnu bare er lille. Og jeg kan fornemme vagt et sted i horisonten, at vi når til et sted, hvor det hele bliver lidt lettere igen. Det har været her, vi de andre to gange har skudt os selv tilbage til start med en ny baby, men denne gang er planen, at det bare skal blive lettere og at vi skal genvinde søvnen engang. Så for nu får hun lov at hyggeamme, selvom hun klatrer rundt på mig samtidig – og til at falde i søvn i mine arme. Vi skal tids nok nå at få et barn, der er så stor, at hun selv krammer os godnat og går i seng.

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

'HEJ!' - finurlige børnebøger med mange lag