2018. Et anslag.

Et nyt år fordrer på en eller anden måde en positiv skuen ud mod verden. En oplevelse af muligheder og potentialer frem for begrænsninger. Jeg vil forsøge at tage årsskiftets optimisme med mig og være anslaget for mit 2018.

Jeg kunne vælge at skrive mørkt og dystert om al den søvn, jeg ikke får, når jeg må fortrække ind i sofaen i fred for en snorkende mand. Eller om at blive kaldt tilbage i soveværelset et par timer senere til en to-årig, der kun vil have mor.

I stedet vælger jeg at holde blikket på den store kærlighed, det lille barn rummer og udtrykker, når hun lader sine bløde, små hænder ae forsigtigt over mine kinder mens hun søvndrukkent mumler, “du er den kærlig, kærlig i hele verden” og derefter putter sig helt tæt ind mod for at falde i søvn igen. Det gjorde det værd at blive vækket kl. 5.41.

Af og til er der ikke formildende omstændigheder i livet. Det ved jeg. Sådan er det og sådan må det være. Der skal være plads til det sorte også, og man skal have lov at være rigtig vred, rigtig skuffet og rigtig ked af det. Men i rigtig mange tilfælde kan man forandre sin egen oplevelse i kraft af den måde, man vælger at arkivere den i hukommelsen og især også at italesætte den på. Jeg ved i al fald, at resten af min nat og dagen herefter blev bedre fordi jeg rettede den mentale lyskegle mod et lille menneskes store ord frem for endnu en nat med søvn, der er langt fra optimal.

Jeg siger ikke, det kommer til at lykkes mig at se det halvt fulde glas hele året. Men jeg kommer til at forsøge det bedste jeg kan.