Indretning af små børneværelser

Verdens værste mor

I et par uger efterhånden har alle dage været de værste. Alt har været kedeligt. Tarveligt. Alt har fremkaldt tårer. Alt har udløst konflikter.

Vi forsøger at være rummelige og forstående. Tale roligt og i øjenhøjde. Tælle til ti og til ti igen. Forsøger at trække på skuldrene og få hverdagen til at glide med så små bump som muligt.

Det er mig, der er i skudlinjen. Hun ved det godt selv. Hun italesætter det endda. ‘Jeg driller mor. Jeg driller ikke dig, far. Eller i børnehaven’  Elektra-komplekser for fuld udblæsning. Måske et gruopvækkende glimt af, hvad der venter mig forude, når jeg bliver mor til en teenager.

Det har egentlig altid været sådan med min førstefødte og mig. Vi er så ens i temperament, og vi har testet hinandens grænser i fem år, så jeg burde være så tykhudet nu, at jeg kunne ryste det af mig. Det kan jeg som regel.

I aften krøb krigen ind under huden på mig. I aften fandt hun en revne i mit panser.

Jeg kom til at råbe så højt, at jeg fik ondt i halsen, og resultatet var naturligvis to ulykkelige piger og en voksen kvinde, der burde vide bedre. Et blødende moderhjerte og en fornemmelse af slet, slet ikke at slå til.

En stor, lille pige, der gennemgår en udvikling i øjeblikket, der får hende til at reagere så stærkt hjemme i sin trygge base, at hun endda slår i frustration over rodet i sit hoved. I to uger har jeg været italesat som verdens værste mor og intet jeg har gjort, har gjort en forskel. I aften blev jeg verdens værste mor og jeg kan ikke ryste det af mig.

Ingen er perfekte. Slet ikke mig. Lige nu forsøger jeg at samle tankerne med et lillebitte vanteprojekt, mens jeg gruer for dagen i morgen.

skaermbillede-2017-06-21-kl-8-25-53-pm

   

13 kommentarer

  • Nina

    Åh hvor jeg bare føler med dig!
    Er mor til en tre et halvt årig dreng, der også tester mine (og ikke sin fars) grænser i en sådan grad ar jeg også alt for tit råber af og snerrer af ham. I dag i en sådan grad, at han da far puttede sagde “det har været en dum dag, mor har været sur på mig” 😢😢😢 Og far havde da også kunnet mærke fra han trådte ind ad døren at jeg ikke havde mere lunte 😪😪😪
    Må ind og kramme og kysse lidt på ham inden jeg selv går i seng – og sige undskyld i morgen😢

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Tak for det. Jeg har i løbet af de sidste fem år opbygget en næsehornstyk hud, men 2 uger med konstant nervekrig slider nok til at stemmen kommer op i al for høj volumen. Kram og kys og kærlighed er vejen frem, når alt andet fejler. Godt med en far, der kunne tage over. Faren her i huset er ude af huset i aften. Ellers er han en god lynafleder.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sara

    Det er så svært. Tak for at italesætte det. Tænker selv tilbage på min pige der som 2,5 årig ser på mig imens hun lægger armene om sin far og siger “elsker far, ikke dig mor…. elsker nutellamadder”
    Nu er hun 3,5 og alt er dumt, kedeligt eller tarveligt. Også mor… Noget af tiden i hvert fald.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Åh, det er så hårdt. Jeg holder fast i, at hun kæmper så hårdt fordi hun inderst inde ved, at kærligheden holder til det. klem til dig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tarkoflen

    Du er ikke alene om at kæmpe en masse kampe og til tider føle sig fuldstændig magtesløs! Så af hjertet tak for din ærlighed 💕

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Det lyder så hårdt 😞 Måske er det en ringe trøst, men jeg har hørt kloge mennesker fortælle, at mor er ligesom luft i lungerne. Hun er der bare, fordi hun altid vil være der, og derfor får hun alt “skraldet” råt for usødet. At børn ved, at de kan lukke selv de vildeste frustrationer ud til mor uden at hun nogensinde forsvinder. Så i virkeligheden er det en form for kærlighedserklæring ☺️

    Og så har jeg hørt, at børn altid kan korrigeres, forstået på den måde, at når man har tabt småkagen og råbt og skældt ud med store ord, så kan man tage det tilbage igen ved at sige undskyld og at det var mor, der blev vred. At det foregik inde i mor, og at det ikke var barnet, der var skyld i det.

    Krydser fingre for, at I får en bedre dag i dag 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Stine

      Det er simpelthen det bedste, jeg har hørt nogensinde – at mor er som luft i lungerne. Jeg kommer helt til at småtude i kaffen, for jeg håber sådan, det er på den måde, børnene har det. Vi taler om det her med vores datter på 4,5. At vi elsker hende uanset hvad – også hvis vi bliver vrede over noget, hun har gjort.
      Men tak for det fine fine billede. Det vil jeg tage med mig.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Enig. Det er så fint sagt. God vind med jeres kampe – og hvor er det bare godt og vigtigt at I italesætter kærligheden overfor hende og at den ikke kan rokke trods dårligt humør. Vi har talt en del om det samme i flere omgange og det er sunket ind her.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Luft i lungerne er det bedste udtryk jeg har hørt. Tak.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe Op.

    Jeg kan simpelthen ikke huske, om jeg har fortalt om det før herinde, men…: Da vores datter var 3-4 år, var det virkelig (!) en udfordring at være sammen med hende. En dag faldt jeg i snak med én af pædagogerne fra børnehaven, og jeg spurgte hende, hvordan vores datter var i børnehaven. For hvis hun var som derhjemme, så fattede jeg virkelig ikke, hvordan de kunne holde hende ud! Og så kom de magiske ord: “Hun er strid derhjemme, fordi hun er helt, helt tryg i sin base. Hun VED, at I elsker hende – ligemeget hvad hun gør, tænker eller siger. Hun VED, at I er der for hende. Og i øvrigt er det altså helt normalt!” Og så tudede jeg vist lidt. For hold kæft, hvor var det en hård periode! Og så prøvede jeg efterfølgende at messe: “HunErTryg-HunErTryg-HunErTryg”, når vi havde vores ture. Men jeg råbte stadig lidt engang imellem. Det gjorde jeg altså. Ikke at jeg synes, det var okay. Eller fedt. Men fordi jeg altså havde været mor i samme antal år, som vores datter havde levet – og fordi alt muligt også stadig var nyt for mig. Og fordi alle mulige andre ting også influerede på mit overskud (eller mangel på samme..). Men jeg øvede mig, ganske som du. Det gør jeg sådan set stadig.
    Men op med mulen! Det bliver bedre! “DetErEnFase, DetErEnFase, DetErEnFase” 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Her tager vi første tur med vores dreng på halvandet år. I dagplejen er han glad og fuld af sjov, herhjemme er det skrig, skrål og kasten med ting. I hans lille verden gør vi alt forkert lige nu og det gør ham eddikesur. “Det er en fase, det er en fase, det er BARE en fase”

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Indretning af små børneværelser