Verdens værste mor

I et par uger efterhånden har alle dage været de værste. Alt har været kedeligt. Tarveligt. Alt har fremkaldt tårer. Alt har udløst konflikter.

Vi forsøger at være rummelige og forstående. Tale roligt og i øjenhøjde. Tælle til ti og til ti igen. Forsøger at trække på skuldrene og få hverdagen til at glide med så små bump som muligt.

Det er mig, der er i skudlinjen. Hun ved det godt selv. Hun italesætter det endda. ‘Jeg driller mor. Jeg driller ikke dig, far. Eller i børnehaven’  Elektra-komplekser for fuld udblæsning. Måske et gruopvækkende glimt af, hvad der venter mig forude, når jeg bliver mor til en teenager.

Det har egentlig altid været sådan med min førstefødte og mig. Vi er så ens i temperament, og vi har testet hinandens grænser i fem år, så jeg burde være så tykhudet nu, at jeg kunne ryste det af mig. Det kan jeg som regel.

I aften krøb krigen ind under huden på mig. I aften fandt hun en revne i mit panser.

Jeg kom til at råbe så højt, at jeg fik ondt i halsen, og resultatet var naturligvis to ulykkelige piger og en voksen kvinde, der burde vide bedre. Et blødende moderhjerte og en fornemmelse af slet, slet ikke at slå til.

En stor, lille pige, der gennemgår en udvikling i øjeblikket, der får hende til at reagere så stærkt hjemme i sin trygge base, at hun endda slår i frustration over rodet i sit hoved. I to uger har jeg været italesat som verdens værste mor og intet jeg har gjort, har gjort en forskel. I aften blev jeg verdens værste mor og jeg kan ikke ryste det af mig.

Ingen er perfekte. Slet ikke mig. Lige nu forsøger jeg at samle tankerne med et lillebitte vanteprojekt, mens jeg gruer for dagen i morgen.