She’s only four and a half for such a little while

I søndags blev Bean 4,5 år. Og jeg glemte det helt. Midt i vintertid og de hidtil frugtesløse forsøg på at indhente næste 2 ugers søvnunderskud. Eller, for mit vedkommende, 15 måneders søvnunderskud.

Men hun fortjener et dedikeret indlæg, min Bean. Min store, lille pige, der altid taler og altid forundres og fortolker den verden hun indgår i. Som tilegner sig kundskaber med lynets hast og hvis store hjerte og empatiske, ligefremme væsen er en kilde til evig glæde og stolthed.

^^Ansigtsmaling fra børnehaven og den fineste kjole, der er godkendt af Bean. Jeg har ikke kunnet finde den på en dansk webshop, men den er tilbage i få størrelser på Iglo+Indis egen shop HER. Hun har også denne bluse, og den er så fine med leggings under. Og dejligt blød og børnehaveegnet.

Det sidste år er hun vokset uendeligt meget. Umærkeligt, men alligevel tydeligt, når jeg stopper op og kigger efter.

Det er så meget mere tydeligt med babyer – det er nemmere at følge og bemærke en udvikling, der rummer så markante skift i motorisk kunnen. Og hvor ordforrådet går fra intet til noget, i modsætning til min store pige, der konstant har tilføjet nye ord og vendinger i sit sprog siden hun blev 2 år gammel.

Bean er vokset. Små 10 cm i højden og halvanden skostørrelse siden dette tidspunkt sidste år. Krøllerne er blevet en anelse mørkere og et stykke længere. Øjnene er stadig lysende, klare blå. Trækkene i stigende grad mindre bløde og runde og mere skarpe, selvom der stadig er tegn tilbage på det lille barn, hun en kort stund endnu er.

Hun er så bevidst om sig selv og sin rolle og plads i vores familie. At hun er stor og Lillesøster er lille. Ofte – oftest, egentlig – glemmer jeg, at hun trods alt kun er 4,5, for hun opfører sig så modent og ansvarligt langt det meste af tiden. Hun elsker, elsker, elsker sin søster og at være storesøster. Ingen kan få Lillesøster til at klukle som Bean og ingen i verden er en bedre legekammerat.

Hun er begyndt at kræve sit eget rum – af og til går hun ind på sit værelse og lukker døren og vil være alene. Lege eller bare være i fred. Det meste af tiden vil hun lege med os.

Hun er følsom. Uendeligt følsom. Hun bliver så ked af det, hvis hun er kommet til at gøre noget, hun godt ved, hun ikke må. Eller ved et uheld i en leg at tumle lidt for voldsomt med Lillesøster. Så er det stadig mig, der må til. Hun forstår andres følelser og forstår og formår at sætte ord på sine egne.

Allerhelst vil hun putte i vores seng og med en af os hos sig hver nat. Som regel bliver hun båret ind i sin egen seng i løbet af aftenen og sover trygt og roligt videre der til morgenstunden. Hun er blevet så dygtig til at falde i søvn. Tiden, hvor vi brugte op mod 90 minutter på at få hende til at give slip på dagen og overgive sig til søvnen er slut. Nu kan hun kysses godnat, aes over de bløde krøller og overlades til en halvåben dør og en blød bamse.

Hun har uden at tøve sat sine egne behov efter sin søsters. Og hun forstår vigtigheden i at tage medicin, som smager grimt. 10 dage i træk, morgen og aften.

Som ingen anden kan hun trykke på alle mine knapper, og på grund af hende har jeg lært så meget mere om mig selv. Med hende kom en ny sårbarhed og en uendelig kærlighed ind i mit liv. Jeg er aldrig blevet den samme igen. Til gengæld er moderrollen blevet min og smeltet sammen med det selv, der før var. Helt og fuldt. Jeg ville ikke ønske mig det på nogen anden måde.

Min elskede, mageløse Bean. Tak fordi du er min.

 

Hvordan Bean var som 3,5-årig og 2,5-årig kan du læse HER og HER