She’s only three and a half for such a little while…
… jeg ved godt, jeg har postet noget lignende før. For lige præcis et år siden, faktisk.
Nu er hun ikke to og et halvt, men tre og et halvt – og på vej til at blive selvstændig for alvor. Hun kan det meste selv, min store Bean. Hun vil også det meste selv.
Rollen som storesøster har for alvor sat i relief hvor stor min ældste datter er blevet. Hun er i den grad vokset med opgaven og forstår, accepterer og anderkender at hendes behov ikke nødvendigvis – i al fald ikke altid – kommer i første række.
Hendes omsorg for andre og specielt sin søster får moderhjertet til at svulme af stolthed.
Hendes hjerne indeholder undren, overvejelser og kommentarer om verden i børnehøjde og det er mageløst at være vidne til.
Jeg elsker at hun de fleste nætter stadig søger vores hænder som tryghed, for jeg ved, det er en stakket frist. En dag bliver hun for stor til at ville nusses, kysses, aes og holde i hånden.
De runde og bløde fysiske træk, som er det lille barns er langsomt ved at forsvinde. Hun er lang (104,5 cm lang!) og slank, stærk og smidig.
Jeg er beæret over at være hendes mor og få lov at følge hendes rejse igennem livet og barndommen, og jeg glæder mig hver dag over at der med hende kom uendeligt mange flere nuancer ind i mit og vores liv.
Kæreste, elskede Bean – tak for dig. Og tilgiv mig hvis jeg ikke kan lade være med at kysse dine bløde kinder og ae dit krøllede hår <3
Er der nyt fra Østfronten? Følg med på Facebook, via Bloglovin’ og Instagram
Ingen kommentarer endnu