Minimal Monday // En begyndelse

Nogle gange bliver man så inspireret af andre, at man ender med at inspirere sig selv. Lyder det bagvendt? Så læs med her og få baggrundshistorien. I al fald er jeg blevet inspireret til en mere minimalistisk livsstil. Ikke bare mig, forstås. Mig i betydningen ‘os’, for det omfatter hele min lille stamme. Vi har 95 m2 at leve på. 4 mennesker. To voksne og to små børn. Det burde jo være rigeligt. Også selvom fordelingsgange i flertal og mindre-end-optimal pladsudnyttelse og rumfordeling sådan rent arkitektonisk æder en del kvadratmeter. Det er ikke et ønske om at fjerne alting og have sten og pinde som eneste underholdning for pigerne. Slet ikke. Det er derimod målet at fjerne støjen. Det overflødige. Det, der...

[ANNONCE] Good Standing og glemsomme mænd

[ SPONSORERET INDLÆG ] Spørger man Jonas, vil han ikke på stående fod kunne svare på, hvornår hverken jeg eller pigerne har fødselsdag. Eller hvor gammel han selv er. Det er simpelthen ikke informationer, der er lagret i hans hukommelse eller kategoriseret som vigtige. Hverken i korttidshukommelsen eller langtidshukommelsen. Til gengæld husker han mange andre ting. Er jeg sikker på. Anton Berg har lavet en undersøgelse, der viser, at han ikke er den eneste. Mænds hukommelse er dårligere end kvinders. Blandt andet har et studie med mere end 37.000 deltagere vist, at mænd har væsentligt sværere ved at huske både datoer, navne og planer*. Det giver egentlig meget god mening – og bær lige over med mig, for nu bliver jeg lidt...

Kærtegn i natten

Forleden nat blev jeg vækket af kys og kærtegn. Af den ret insisterende slags. Ikke fra Jonas (HA! Som om. Når manden sover, så er han out cold og hører hverken stormvejr eller grædende børn) Det var Lillesøster, der var vågnet og hun var af den absolut urokkelige overbevisning, at klokken-ungefär-midt-om-natten, var det perfekte tidspunkt at uddele kærlige krammere og våde kys. Bortset fra timingen, var det helt fantastisk hyggeligt. Hun blev ikke sur eller gal, hun ville ikke kravle ned og ud af sengen. Hun ville bare kysse, kramme og ae. Og det gjorde hun så den næste lille times tid, inden hun igen lagde sig til at sove, øjensynligt tilfreds med sig selv og fyldt op af nærhed....

Minimal Monday

I forlængelse af gårsdagens indlæg (tak, i øvrigt, for alle kommentarer og input) kom jeg til at tænke mere over den måde, vi indretter os på. Lever på. Hvordan jeg hader rod og ting, der ikke har en plads – men aldrig rigtig kommer til bunds i problemet, fordi vi nok i virkeligheden har for mange ting. Eksempelvis alle de mange, mange cd’er der aldrig bliver lyttet til, fordi de ligger hulter til bulter i nogle mapper og fordi anlægget står alt for højt oppe – så højt at jeg kun kan nå det, hvis jeg stiller mig på tæer på sofaens armlæn. Alle vores bøger. Som faktisk er ryddet ud i flere omgange, og akademikeren i mig elsker en...

3 børn på 95 m2?

Kan man have (relativt) mange børn på (relativt) få kvadratmeter? Kan man overhovedet bo i byen med børn? Uden adgang til have og stationcar? Sidste weekend havde vi tre børn. Underboens babysitter var blevet syg, så hendes datter endte med at blive puttet og sove den første del af natten hos os. Det gav lidt logistiske udfordringer, og Lillesøster endte med at blive puttet på en lille madras ved siden af dobbeltsengen, mens småpigerne sov på børneværelset. Det gik i øvrigt fint og var faktisk rigtig hyggeligt. Det gav også lidt stof til eftertanke. For kan man (læs: vi) indrette os ud af at være 3 børn i en 3-værelses lejlighed? Det tredje barn er ganske vist hypotetisk, men ikke desto...