Minimal Monday // En begyndelse

At fejle.

Man lærer, så længe man lever. Siges det.

Jeg tror, det er sandt. I al fald lærer jeg løbende og konstant af mine erfaringer. Som for eksempel i går, hvor Lillesøster h.e.l.e. eftermiddagen var den mest pyldrede, mor-syge baby og Bean havde et gigantisk, hysterisk melt-down ved middagsbordet. Der i øvrigt endte med at jeg bar en skrigende Bean ind på sit værelse, gav hende en bamse og et kram og bad hende falde til ro, hvis hun ville spise sammen med Lillesøster og jeg.

Presset? Jo tak. Det er i sådanne situationer, ens græsenkestatus bliver noget mindre underholdende end den er i forvejen. Til gengæld har jeg efterhånden lært at trække vejret en ekstra gang, således at i det mindste en i husstanden lod stemmelejet og temperamentet blive i et normalt leje.

Det er noget, jeg har lært. Det har ikke altid været sådan, og når jeg husker tilbage, så er noget af det, jeg skammer mig allermest over, den håndfuld aftener, hvor putningen af en stædig og søvnfornægtende, grædende og overtræt Bean gik op i råb og smækken med døre. Hvor jeg – der burde være den voksne, rationelle og rummelige og trygge person – råbte en halvandenårig ind i hovedet og smækkede døren til hendes værelse bag mig.

Det gør stadig ondt. Rigtig ondt, faktisk. Hvis jeg kunne rejse tilbage og gøre det om, så havde jeg forlængst taget turen og erstattet den pressede, frustrerede mor med en, der valgte en anden løsning. En, der havde en tand ekstra overskud til at rumme sit barn. Til at opgive tremmesengen og forkrampede stillinger med rygge og arme og hænder i anstrengende positioner og i stedet kramme barnet ind til sig, til hun sov trygt.

Lillesøster nyder godt af mine dyrekøbte erfaringer fra Bean. Hun er ganske vist et andet barn og hun falder som regel i søvn på mellem 10-20 minutter. Det er en fantastisk luksus. Det er jeg mere end klar over. Men hun falder i søvn med mig liggende ved sin side, og det sidste hun gør er at kramme og kysse mig. Tænk, hvis også Bean i hele sit liv havde haft den luksus.

Jeg kan ikke gøre det om. Jeg kan kun øve mig i at blive en stadigt bedre mor. En roligere, mere rummelig mor. En anerkendende mor, der kan sætte kærlige, men faste rammer og grænser. I går aftes, efter en eftermiddag med gråd og raseri, kunne jeg ikke helt lade være med at fælde et par tårer, mens jeg puttede de to, jeg elsker allerhøjest. Over Lillesøsters privilegium og Beans lærepenge. Over min store, tapre pige, der faldt i søvn med et smil på læberne og min store hånd over hendes lille.

DSC_0736

Mine allerbedste. Zoologisk museum og egentlig helt uden for kontekst.

6 kommentarer

  • Tak fordi, du deler! <3
    I al den tid, jeg har fulgt dig her på bloggen, har jeg fået det indtryk, at du er mega rummelig og med et næsten umenneskeligt overskud i forhold til dine børn. Samsovning og langtidsamning og pastelfarvede billeder – og det er BESTEMT ingen kritik, jeg har tværtimod suget til mig i håb om at lære noget.
    Og at du nu siger, at du også bare er et menneske – det trøster mig lidt i min egen uperfekthed.
    Jeg fik engang at vide, at det der med fortrydelsen og bekymringerne netop viser, at man er en god mor. Forstået på den måde, at man jo for pokker ikke kan være 100% ovenpå og på forkant hele tiden, men at det kun er de dårlige mødre, som ikke selv indser, når de måske har været det. Eller måske bare er ligeglade.
    Jeg er sikker på, Bean (eller Lillesøster for den sags skyld) ikke kunne ønske sig en bedre mor. Trods fejl og svipsere 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tina

    Tak fordi du deler. Havde netop sådan en dag med umulige børn, for lidt søvn osv. Er også græsenke lige for tiden og har intet overskud. Jeg håber bare ikke børnene ødelægges!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Østfronten

      Det gør de helt sikkert og absolut ikke! Når normen er rummelighed og overskud.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Bean har så i den tid også fået din udelte opmærksomhed, hun har måske mange flere billeder fra hun var baby og måske blev hun sprogligt stimuleret lidt mere end lillesøster bliver.
    Min pointe var, jeg forstår godt hvad du siger, men at være prøveklud er jo nu engang den førstefødtes lod og alene dømt ud fra din blog og dine beskrivelser af empatisk Bean så tror jeg du har gjort det godt.

    Hilsen en storesøster

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lise

    SEJT indlæg! Tak fordi du skriver så åbent omkring din erfaringer og følelser omkring “motherhood” gode, som mindre gode. Det er en kæmpe hjælp for os førstegangsmødre!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria Bøg-Skov

    Hej Stine.

    Hvor var det et godt indlæg der ramte mig lige i hjertet❤
    Jeg er selv mor til en dreng på 4,5 år og har desværre også opført som barnet i nogle situationer. Og åh hvor ville jeg ønske at jeg kunne gå tilbage i de situationer. Jeg syntes at man lærer så meget af at blive mor.
    Derudover vil jeg sige at jeg havde fået samme indtryk af dig som skalotteløg. At du simpelthen mestrede at være mor til to og havde godt styr på at møde begge børn hvor de er. Tak for også at vise at du også har ‘fejlet’. Men samtidig kan evaluerer over det.
    Kram fra Maria Bøg-Skov.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Minimal Monday // En begyndelse